Der skulle en stor international begivenhed som sidste års OL til, før den kinesiske hovedstad begyndte at se på befolkningens manerer med kritiske øjne. Konklusionen lød, at det bestemt ikke stod for godt til. Hele nationens omdømme stod på spil, og det ville ikke være godt, hvis de udenlandske gæster skulle opleve spyttende, masende og uhøflige kinesere under OL.
Derfor blev der iværksat utallige storstilede kampagner med det formål at tampe nogle ordentlige manerer og almindelig høflighed ind i befolkningen. Hver den 11. i måneden blev udnævnt til officiel kødag, fordi de to ettaller symboliserer to mennesker, der står i kø. På metrostationerne kunne man opleve strikse kontrollanter herse rundt med passagererne, så de stod pænt i kø og ventede på toget. Det virkede denne dag, mens det sædvanlige kaos herskede alle andre dage.
Også kinesernes store nysgerrighed over for udlændinge blev taget under behandling. Bystyret udsendte en liste over de spørgsmål, som kineserne ikke burde plage udlændinge med. Herunder nærgående spørgsmål om ægtestand, antallet af børn og den månedlige indtægt. Spørgsmål, som alle udlændinge stadig bliver udsat for, når de møder vildtfremmede kinesere.
De kinesiske medier har længe beskæftiget sig med spørgsmålet om den manglende pli og den tiltagende egoisme i samfundet.
Således også kommentatoren Liu Shinan, der har sin faste klumme i avisen China Daily, hvor han ofte cirkler rundt om emnet sædernes forfald:
- I årene før 1980'erne blev hele samfundet opdraget i kommunistisk etik, og det resulterede i, at alle satte den uselviske moral højt, mens egoistisk opførsel blev foragtet. At sætte egne, personlige interesser til side til fordel for almenvellet var helt almindeligt, fremhæver Liu Shinan.
Han erkender dog også, at prisen var, at den personlige frihed blev stærkt begrænset. I dag er Kina så gået i den stik modsatte retning, mener han. Folk rager til sig, behandler hinanden dårligt og gør det for egen vindings skyld
- Kort sagt lider vort samfund i dag under en alvorlig mangel på etik, hævder han.
Andre går endnu længere tilbage i tiden, omkring 2500 år, til dengang vismanden Konfucius formulerede nogle klare regler for, hvordan mennesker bør forholde sig til hinanden.
Med til historien hører nemlig også, at kineserne stadig agerer efter nogle af disse ældgamle høflighedsregler, som kan være svære at forstå for udlændinge. Meget af det handler om begrebet "ansigt", eller mere præcist frygten for at tabe ansigt. Lidt forenklet kan man sige, at mange kinesere hellere vil skyde sig selv i foden end at tabe ansigt.
Begrebet indebærer også, at man ikke bør bringe andre i den situation, at de taber ansigt. Folk vil derfor gå langt for at undgå at bringe andre i forlegenhed, og det kan få nogle bizarre konsekvenser. Er man faret vild og spørger en hjælpsom kineser om vej, risikerer man at blive sendt totalt på afveje. Hellere det end at indrømme, at man ikke ved det.
Den konfucianske kultur fremhæver også, at man bør undgå ekstremer, og måske derfor kan det være uhyre svært at hive et klart ja eller nej ud af kineserne. Også det kan være forvirrende for vesterlændinge, mens kineserne til gengæld synes, at vi er alt for direkte og pågående. I deres øjne er det faktisk ret uhøfligt.