Frank Richter stod ganske stille foran hovedbanegården i Dresden, hoved-byen i Sachsen. Bag ham, foran ham, ved siden af ham, overalt stod tusindvis af DDR-borgere tavse, ventende, uden at vide på hvad. Det var i begyndelsen af oktober 1989, og for den 29-årige katolske præst såvel som for mange andre østtyskere skulle det blive de mest skelsættende dage i hans liv. Aften efter aften var de mødt op for at overvære det, de statsstyrede medier ikke berettede noget om.
I løbet af sommeren havde tusindvis af DDR-borgere søgt tilflugt på den vesttyske ambassade i Prag. DDR havde accepteret, at de kunne rejse ud, men for at spille med musklerne en sidste gang havde regimet besluttet, at flygtningene skulle krydse de østtyske grænser i togene på vej til friheden i vest. Togene kørte derfor gennem hovedbanegården i Dresden, og tusindvis af fortvivlede østtyskere havde samlet sig indenfor på stationen i håb om at kunne springe på et af disse tog. Frank Richter havde selv væddet med nogle venner om, hvorvidt de ville kunne mødes under Eiffeltårnet i Paris 10 år senere. Men det var ren ønsketækning, regimet havde atter forseglet de østtyske grænser, og den unge præst og sjælesørger var fast besluttet på at blive blandt de tilbageværende i DDR, som ikke havde udsigt til nogensinde at komme ud.
Den tilspidsede situation på hovedbanegården havde imidlertid fået tusinder til at strømme til Wienerpladsen foran stationen. De talte ikke med hinanden, for de vidste ikke, om der stod en Stasi-agent ved deres side. Stilheden blev imidlertid uudholdelig. ”Vi bliver her!”, var der pludselig én, der råbte. ”Ingen vold,” råbte en anden. En tredje: ”Vi er folket!”. Regimet havde ikke i sinde at lade tusindvis af vrede mennesker rende rundt i gaderne, når det socialistiske paradis den 7. oktober skulle fejre sin 40-årsfødselsdag. Så politiet gik løs på folkemængden, isolerede demonstranter fra hinanden, pryglede dem og kørte dem væk. Men folk blev ved med at samles dag efter dag.
”Vi opdagede, at vi var mange. Det var opdagelsen af en opposition. Der opstod en revolutionslyrik. Det var ganske spontant,” siger den i dag 59-årige Frank Richter om den fredelige revolution, som den 9. november, en måned senere, førte til Berlinmurens fald.
Murens fald er gået over i historien som den store dag, der vendte op og ned på verdensordenen. Men for Frank Richter og andre østtyskere var den 8. oktober mindst lige så skelsættende. Ved et tilfælde havnede præsten denne dag i spidsen for demonstranterne. Politiet var allerede i gang med at afskære folk fra hinanden.
”Lad os gå hen til politiet og forhandle med dem,” sagde Frank Richter til en ven.
Præsten var iført præstekrave, og ingen af de uniformerede betjente ville tale med ham eller kigge ham i øjnene, husker han. En civilbetjent var lydhør.
”Hvad vil I?”, spurgte han.
”Vi vil ikke have vold. Vi vil tale med overborgmesteren,” sagde Frank Richter.
Betjenten ringede til overborgmester Wolfgang Berghofer, og præsten gik tilbage for at tale med demonstranterne. Han råbte, at de skulle samle en gruppe, som kunne gå i dialog med statsmagten, 23 mennesker trådte frem, og de grundlagde på stedet den borgerrettighedsbevægelse, der blev kendt som ”Gruppe der 20”. Frank Richter spurgte demonstranterne, hvad de ønskede. Pressefrihed, rejsefrihed, frie valg, forsamlingsfrihed, fredelig dialog, frihed for politiske fanger, råbte folk tilbage.
Overborgmesteren indvilgede i at tale med demonstranterne. Forhandlingerne fandt sted dagen efter i fire af Dresdens kirker, 40.000 af byens cirka 500.000 indbyggere mødte op. Den fredelige revolution var ikke til at rulle tilbage, og demokratiseringen af DDR begyndte.
”Det var første gang, at den østtyske statsmagt sagde ja til at tale med en opposition. For mig og for de allerfleste mennesker i DDR er det den vigtigste politiske begivenhed i vores liv, og det vil det være frem til vores død,” siger han om begivenhederne, der et år senere førte til den tyske genforening.
”Der findes i dag en nedsættende idé om, at DDR-borgere blot ville have bananer, at de ville til Vesten. Nej, de ville have demokrati. Men det er en absurd forestilling, at Tyskland med genforeningen pludselig bare kunne hænge sammen som en harmonisk enhed, og at alle pludselig skulle kunne tænke og føle det samme i forhold til fortiden,” siger han.
Frank Richter har sat avisens udsendte stævne på en café på selvsamme hovedbanegård i Dresden, hvor folk under stationens store glaskuppel er i færd med at bygge den scene, der skal bruges til festtaler og koncerter for at markere begivenhederne for tre årtier siden.
Men spørgsmålet er, hvor meget der er at fejre. Halvdelen af østtyskerne føler sig som andenklasses borgere i eget land, og højreekstremistiske og højrenationale bevægelser har oplevet så stor tilslutning, at man med god ret kan spørge, om det tidligere DDR og Sachsen er en del af det tyske demokrati. Det mener Frank Richter i hvert fald. I dag er han nyvalgt medlem af Sachsens delstatsparlament for det socialdemokratiske SPD – uden dog at være partimedlem – og har skrevet bogen ”Hører Sachsen stadig til Tyskland? Mine erfaringer i et skrøbeligt demokrati”.
”For mig var Murens fald en glæde. En del af min familie levede i vest. Men jeg glædede mig mere over friheden og muligheden for at rejse til Paris end over Vesttyskland. Revolutionen havde noget eventyragtigt og dermed også noget irrationelt over sig. Vi var lidt som i trance. Mange håbede, at man kunne reformere DDR, men det var en illusion. At det nye Tyskland ville være paradis, var imidlertid også en illusion,” siger han.
Han understreger, at østtyskerne fik fire store plusser ved genforeningen: frihed, demokrati, infrastruktur og økologi. DDR var både økonomisk og økologisk i ruin. Men det var samtidig traumatisk for mange at miste deres land, betoner han. For Tyskland blev ikke genforenet, Østtyskland blev afviklet og optaget i Vesttyskland, og for østtyskerne gjaldt der derefter helt nye regler og livsbetingelser. Op mod 80 procent af den elite, der stod i spidsen for opbygningen af det tidligere DDR, var vesttyskere. Virksomheder blev privatiseret og solgt. Spekulanter havde kronede dage. Østtyskere mistede deres arbejdspladser i stor stil.
”Samlet set var det alt sammen temmelig brutalt,” siger Frank Richter, der selv i en privilegeret position som kendt borgerrettighedsforkæmper oplevede omvæltningerne som en eksistentiel krise.
”Jeg har levet 30 år i DDR og 30 år efter DDR. Jeg savner socialismens idé. Ikke socialismen selv. Jeg lider under det vestlige samfunds visionsløshed. Dette samfund har ingen idé om meningen med sin egen eksistens. Det kapitalistiske narrativ er klart, det har vi fattet her i øst, det handler om penge. Det vestlige samfund er økonomisk stærkt og effektivt, men meningsløst. DDR var i økonomisk ruin, men havde en idé om meningen med sin egen eksistens,” siger han.
Derfor undrer det ham heller ikke, at mange østtyskere er desillusionerede tre årtier efter Murens fald. Indføringen af demokratiet i Vesttyskland efter nazismens sammenbrud i 1945 gik hånd i hånd med amerikansk marshallhjælp og det såkaldte Wirtschaftswunder, det økonomiske mirakel. Indføringen af demokrati i det tidligere DDR gik hånd i hånd med afindustrialisering og massiv arbejdsløshed.
”På overfladen var alting skønt, men folks skildringer fortæller en anden historie,” siger han.
Når generationen af ældre i det tidligere DDR i dag gør deres liv op, er der for mange af dem ikke meget at glæde sig over. De ældste har oplevet to diktaturer, et nazistisk og et kommunistisk. Deres pension er afhængig af de point, de har samlet gennem deres arbejde. Mange har været arbejdsløse eller haft minijob, og derfor står mange østtyskere med en meget lille pension, og ældrefattigdom er et markant problem.
”Muren findes stadig i hovedet på mange. Begrebet ’Østtyskland’ opstod først med genforeningen i 1990, og ligesom begrebet ossi betegner det et skæbnefællesskab, en underskudsidentitet. ’Vesten har overtaget, vi er taberne, og de er vinderne’,” siger Frank Richter.
På et rationelt plan er det ikke korrekt. Mange har fået det langt bedre efter Murens fald, og Sachsens økonomi er siden årtusindskiftet vokset med mere end 30 procent, en af de højeste BNP-vækstrater i de 16 tyske delstater.
”Men følelser er ofte vigtigere end rationalitet, og det er et selvbillede, som følelsesmæssigt går meget dybt,” siger han.
Offer-forestillingen er blevet næret af Venstrepartiet, afløseren for DDRregeringspartiet SED, som var det mest markante østtyske folkeparti efter genforeningen. De senere år har det højrenationale Alternativ for Tyskland (AfD) overtaget den rolle ved at fremhæve østtyskerne som ofre for en arrogant og kosmopolitisk vesttysk elite. Særligt AfD’s yderste højrefløj står stærkt i det tidligere DDR, og ifølge Frank Richter er partiet symptomatisk for østtyskernes anstrengte forhold til demokratiet, som har dybe rødder i den saksiske kultur og rækker langt ud over DDR-diktaturet.
”Indadtil er Sachsen endnu ikke demokratisk. Sachsen er et ’maskeret monarki, som simulerer demokrati’. Sakserne har en stærk erindring af monarkiet, som modvilligt blev afskaffet for 100 år siden, og der løber et autoritært mønster gennem den saksiske historie,” siger han og påpeger, at arven hænger sammen med en århundreder gammel kulturel grænse mellem Øst- og Vesteuropa, som strækker sig med floden Elben gennem det tidligere DDR.
Jo længere østpå man kommer i Tyskland, desto mere negativt er synet på liberalisme, pluralisme og demokrati, mener Frank Richter. Alligevel kan man betragte AfD’s fremgang som et demokratisk sundhedstegn, mener teologen.
Ungdomsoprøret i Vesttyskland blev anført af den første nye generation af voksne, og oprøret forvandlede det vesttyske samfund i retning af mere demokrati. Det var et opgør fra venstre mod det borgerlige samfund.
”Østtyskere er ikke mere højreekstremistiske end vesttyskere, men de har en anden historie. Jeg kan ikke sige noget positivt om AfD’s politik. Men partiet har været med til at rykke befolkningen ud af politisk apati, og vi oplever nu, at en generation efter genforeningen gør oprør,” siger han med henvisning til, at mange unge, især unge mænd fra landområderne, stemmer på partiet.
”Vi har været beskæftiget med den pæne facade efter genforeningen, ligesom man var det i Vesttyskland i 1950’erne. Nu kommer oprøret fra højre, og det er logisk nok, fordi østtyskerne kommer fra et kommunistisk diktatur. Det saksiske samfund befinder sig lige nu i et crash-kursus i demokrati. Man lærer ved at gøre,” siger han og påpeger, at deltagelsen ved valget i Sachsen i september var 30 procent højere end ved seneste valg.
”Vi har haft en meget apolitisk befolkning, halvdelen deltog ikke ved valg, og det betød, at de intet ventede sig af demokratiet. Nu lærer østtyskerne at være demokratiske, og det kan ikke kun gå pænt for sig,” siger han.
Kirkerne spillede en stor rolle i den fredelige revolution, men i dag spiller kristendommen en marginal rolle i det tidligere DDR. Hvorfor er det ikke lykkedes kristendommen at blive et nyt orienteringspunkt, når østtyskere har brug for orientering?
”Kirken prægede revolutionens ånd, så man afstod fra at bruge vold. Hvorfor kunne den det? Fordi den var underdog i et samfund præget af et ateistisk regime og var ganske tæt på folket. Men siden genforeningen er kirken blevet en del af etablissementet, og dermed har den mistet folkets tillid. Kirken skulle blive fattig igen,” siger han.
Frank Richter er ikke superoptimist på vegne af demokratiet i Sachsen. Men begivenhederne for 30 år siden har lært ham, at historien dog kan overraske:
”Min yndlingsdag i kirkeåret er påskelørdag. Dagen efter langfredag, dagen efter korsfæstelsen. Opstandelsen er ikke indtrådt. Vi ved ikke, hvad der kommer, og om der overhovedet kommer noget. Vi må blot holde ud og håbe på, at noget godt er på vej.”