Verdens befolkning har vokseværk. Inden for kort tid – allerede i midten af november i år – rammer kloden otte milliarder mennesker, kunne FN berette i juli. Det skyldes ikke mindst den store befolkningstilvækst, det afrikanske kontinent kan præstere og vil fortsætte med at præstere mange år frem.
Hvor kontinentet tilbage i 1950 talte 229 millioner mennesker, er tallet i dag omkring 1,3 milliarder. Og fordi vi kan gå ud fra, at potentielle fremtidige mødre til børn i 2030’erne og 2040’erne allerede selv er født, kan afrikanerne meget vel runde 2,5 milliarder i år 2050.
Det vil på det tidspunkt svare til godt en fjerdedel af verdens befolkning.
Langt over halvdelen af den forventede befolkningstilvækst over de næste 30 år vil ske i Afrika. Det er især Egypten, DR Congo, Nigeria, Etiopien og Tanzania, der markerer sig, men tendensen går på tværs af kontinentets 54 lande, hvor over halvdelen af landene står til at have fordoblet deres befolkninger i 2050 sammenlignet med i dag.
Ofte beskrives den afrikanske befolkningstilvækst som en eksplosion, men den betegnelse afviser Edward Paice. Han er demograf og direktør for tænketanken Africa Research Institute, der har base i London.
“Semantik er vigtigt. Det er ikke en eksplosion, som sensationslystne kommentatorer skriver, men snarere et tektonisk skifte, der udfolder sig over lang tid. Husk på, at den demografiske omstilling, hvor kvinders fødselsrate falder, var to hundrede år om at indfinde sig i europæiske lande,” siger han over en zoomforbindelse.
Afrika gør ikke som Asien
Når snakken falder på Afrikas befolkningstilvækst, lyder kritikken ofte: ”De får alt for mange børn i Afrika”. Sandheden er, at afrikanske kvinder føder stadig færre børn.
En opgørelse lavet af Frankrigs svar på Danida, den franske udviklingsstyrelse AFD, viser, at hvor kvinder i Afrika syd for Sahara i gennemsnit fik 6,6 børn i 1980, fik de kun 4,5 børn i 2017. Det største fald har man registreret i Nordafrika, hvor antallet er børn er halveret på de 37 år – fra seks til tre børn.
Så afrikanere får færre børn, men fordi der på relativt kort tid er kommet flere børn til, der selv får børn, vokser befolkningen.
Samtidig forbliver fødselsraten forholdsvis høj til stor frustration for demografer og andre eksperter, der i årtier har forudset at nu tipper det.
”I slutningen af 1990’erne vurderede flertallet, at fertiliteten i afrikanske lande ville falde, som en spejling af hvad man havde set i Øst- og Sydøstasien. Men vestlige kommentatorers 'håb' er ikke blevet indfriet – fertiliteten er forblevet høj,” siger Paice.?
Men hvorfor? Elefanten i rummet er, at der ikke findes noget entydig opskrift på, hvad der sænker fertiliteten.
I teorien har en myriade af tiltag som udbredelse af reproduktive rettigheder, flere muligheder for kvinder, uddannelse, urbanisering, udvikling og velstand effekt på fertiliteten, men for hvert tiltag er der undtagelser.
At flere går i skole betyder ikke meget, når kvaliteten af uddannelse samtidig falder. Rigdom påvirker måske fertiliteten nogle steder, men kontinentets 20 procent mest velhavende kvinder får stadig flere børn end ligestillede i Asien og Latinamerika. Og apropos: Det kan hjælpe at uddanne kvinder, men hvis de ikke kan få arbejde bagefter, betyder det ikke noget for, hvor mange børn de vælger at få.
Derfor afviser den engelske demograf også den forsigtige forudsigelse, som FN – for første gang nogensinde – er kommet med i rapporten Udsigterne for verdens befolkning 2022: Nemlig, at jordens befolkningsvækst stagnerer i slutningen af dette århundrede. Det vil ikke ske, for der er ikke noget tegn på, at Afrikas befolkning vil stagnere inden år 2100, siger Edward Paice:
”De to ting, verdens befolkning og Afrikas befolkning, hænger sammen. Det er farligt at forudse et fald i fertilitet, når det ikke engang er begyndt endnu.”
De mange unge
I det hele taget er Edward Paice træt af forudsigelser om Afrika, der ikke hviler på fakta. I december 2021 udgav han bogen “Youthquake”, der kan oversættes til ungdomsskælv, hvor han med udgangspunkt i tal nøgternt undersøger og analyserer Afrikas demografi og dens betydning for verden.
De mange afrikanere udmærker sig nemlig ved at være unge. Mens resten af verden bliver ældre, er knap 6 ud af 10 afrikanere under 25 år. Således er medianalderen, altså den alder, der deler befolkningen i to lige store dele, 48 år i Japan, 38 år i Kina og 28 år i Indien – i Nigeria er den 18 år.
Udsigten til 2,5 milliard, primært unge afrikanere, har delt verdens kommentatorer i to: Henholdsvis dommedagsprofeterne og woop woop-brigaden, som Edward Paice kalder dem. De første spår kaostilstande med store migrationsstrømme til følge; de sidste ser Afrikas store unge befolkning som en mulighed for at skabe en hidtil uset udvikling og økonomisk vækst.
I den debat forholder Paice sig passiv.
”Det ene er lige så meget vrøvl, som det andet. Vi er nødt til at være skeptiske over for de gennemtyggede fortællinger og begynde at gentænke Afrika: Hvad vi ved om kontinentet, og hvad det potentielt kan være, i stedet for at fastslå i dag, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Vi ved jo ikke engang, hvad der vil ske i vores egne lande i næste uge.”
”Det her er de afrikanske landes kamp. Hvis lande, der fortsætter med at vokse med over tre procent om året i de næste 30 år, ikke sikrer tilstrækkelig uddannelse og sundhed til de unge generationer, er det potentielt katastrofalt. Hvis målet er, at de kommende generationer skal være produktive, skal de have værktøjerne til at være produktive,” slår han fast.
At vende sig væk fra de klassiske fortællinger og se på Afrika med nye øjne er nødvendigt. Fremskrivninger viser, at vi kan forvente, at Afrikas befolkning i år 2100 omfatter flere end 4,2 milliarder mennesker.
Som den engelske historiker og professor på Columbia University i New York Adam Tooze skriver i det amerikanske udenrigspolitiske magasin Foreign Policy, så er det her Afrikas århundrede – på godt og ondt.
”At 25 procent af jordens befolkning er afrikanere, kommer til at have en enorm effekt på den verden, vi lever i. Vi bliver nødt til at begynde at tænke meget nøje over dette. Uanset, om vi er unge afrikanere, unge danskere eller unge briter. Det kommer til at ændre stort set alt, vi kan komme i tanke om: handel og politik, men også ting som mode, sport og sammensætningen af den angelsaksiske kirke. Det franske sprogs fremtid ligger lige så meget i Afrika som i Frankrig. Det er tankevækkende,” siger Edward Paice og fortsætter:
”Jeg håber, at verden vil se anderledes på de afrikanske lande og opgive den ældgamle vane med at behandle Afrika som ét land.”