De lange rækker af parkerede biler langs kartoffelmarkerne på den lange landevej udenfor Kabasakal gravpladsen ved byen Adana varsler, at noget ikke er, som det plejer. Store menneskemængder - børn, ægtepar, bedsteforældre - strømmer forbi politiafspærringen og det store tyrkiske flag ved indgangen til gravpladsen. Det er en kold solrig eftermiddag, og set udefra ligner det optakten til et officielt begravelsesoptog for en statsleder.
Men det er den helt almindelige tyrkiske befolkning, der tager afsked med sine egne. Det er her, på højen mellem kartoffelmarkerne og nåletræerne, at jordskælvets ofre stedes til hvile. Siden mandag morgen i sidste uge har begravelsespladsen arbejdet som et fabriksbånd, hvor de døde begraves på stribe og i al hast.
Imamerne fra de tyrkiske religiøse Diyanet (direktorat for religiøse anliggender, red.) myndigheder har så travlt, at begravelsesceremonierne barberes ned til blot det strengt nødvendige. Den almindelige ceremoni modificeres og tilpasses den nye virkelighed. Imamerne reciterer al-Fatiha, koranens første kapitel på syv vers, og siger en kort bøn, der kaldes namaz. Men der er hverken tid til at sige noget personligt om de døde eller at tale om livets udfordringer generelt.
Til trods for, at Adana objektivt set ikke er blandt de byer, jordskælvet ramte hårdest, er hver eftermiddag på gravpladsen indhyllet i kaos og en tung stemning af sorg. Hver dag hentes nye ofre ud af de sammenstyrtede bygninger, og i henhold til islamisk lov skal ligene begraves senest inden for 24 timer og inden mørkets frembrud.
Den dag, Kristeligt Dagblad besøger gravpladsen, er der indtil videre blevet afholdt 90 begravelser siden morgenstunden. Det fortæller den ansvarlige politiofficer på stedet. Han kigger på det A4 ark, han holder i hånden, og hæver øjenbrynene. Der er to timer til, at mørket sænker sig, og ligene bliver ved med at strømme ind i tyrkisk Røde Halvmånes ambulancer.
Hilay og Ceyhan, et ungt ægtepar fra Adana, træder til side, mens en af ambulancerne bakker hen mod en rampe, hvor ligene tages ud og placeres - en og en - i grønmalede trækister. Herfra bæres de op på et podie, hvor de mandlige pårørende beder sammen med gravpladsens imam. Allerhøjest fem minutter senere køres ligene om bag nåletræerne til den nye afdeling af gravpladsen, hvor stedets gravere konstant graver nye huller.
Nye familier ankommer hele tiden, og de stiller de samme spørgsmål: Hvornår skal vores pårørende begraves? De ansvarliges svar er altid det samme. De ved det ikke og beder familierne vente med tålmodighed. Alle har forståelse for, at situationen er ekstrem, og at alle tilstedeværende er kommet for at sige farvel til familiemedlemmer eller venner. Her og der høres jamren, men størstedelen af tiden står de mange grupper af pårørende helt stille uden at tale og uden at bebrejde gravpladsens myndigheder for ikke at have noget overblik i det totale kaos, der hersker.
Ceyhan og Hilay er her for at begrave fire af Hilays fætre. Det eneste, de ved, er, at redningsarbejderne fandt fætrene døde under ødelæggelserne i Adana i en tidlig morgentime. De fik besked fra hospitalet og blev bedt om at komme til gravpladsen. Men der er ikke afsat noget bestemt tidspunkt til begravelsen, og Hilay frygter, at der kan opstå en endnu mere vanskelig situation, hvis det ikke er muligt for familien at genkende de fire fætre eller enkelte af dem.
“Alle familier er bange for det scenarie,” siger Hilay.
“Det vigtigste er at få ligene begravet hurtigt, og derfor er der ikke tid til dna-tjek, hvis der er tvivl om ofrets identitet. Det er en reel mulighed, at nogle familier i sidste ende vil begrave pårørende, der ikke er deres. Gennem hele livet vil de besøge gravstedet og vise respekt for nogen, der ikke var deres egen familie. Det er vores allesammens frygt,” siger hun.
Det religiøse påbud om at begrave hurtigst muligt trumfer i dette tilfælde tvivlen. Både i islam og jødedom finder begravelser sted den samme dag eller senest dagen efter. Og i langt de fleste tilfælde kan begravelser ikke udsættes, hvis familiemedlemmer eksempelvis befinder sig langt væk.
Nu bæres tre af de grønne trækister op på podiet. Denne gang er det uniformerede politibetjente, der bærer kisterne. De tre omkomne er en mandlig betjent, hans kone og deres barn. Barnets kiste er halv så stor som forældrenes. De døde sammen, og nu skal de begraves sammen.
Efter fem minutter placeres de på ladet af lille lastbil, der sætter kurs mod gravstedet. Pårørende i biler dytter sig gennem menneskemængderne for at følge med, mens andre halvløber for at holde tempoet og undgå at gå glip af en lynhurtig begravelse. Så snart, den lille lastbil er ude af syne, bakker endnu en ambulance hen mod podiet igen. En ny ceremoni kan begynde. Og sådan fortsætter eftermiddagen med den ene begravelse efter den anden.
En kølig vind sender en varsel om, at mørket snart sænker sig. Ceyhan, Hilay og de andre pårørende ved ikke, om de er mødt op forgæves, eller om fætrene i sidste øjeblik når at ankomme i en af de mange ambulancer. Hilay køber en kop varm te, mens hendes mor sætter sig ind i en bil for at få varmen.
Gravpladsen ved Adana er stor og kan godt rumme de mange daglige begravelser. I andre byer som Kahramanmaraş og især Hatay er situationen anderledes. Her kniber det med at få plads på de allerede eksisterende gravpladser. Mens omkring 30 bygninger blev beskadiget eller ødelagt i Adana, er tusinder blevet ødelagt i Hatay og Kahramanmaraş. Det er de to byer, der får det samlede antal ofre til at stige drastisk hver dag. Og det er de to byer, der står for langt størstedelen af de daglige begravelser.
Jordskælvet har ikke kun dræbt tusinder, men også vendt op og ned på hele måden, hvorpå de døde begraves og mindes af familierne. I Tyrkiet, og de fleste andre muslimske lande, er det kutyme, at den nærmeste familie tager imod gæster i mindst syv dage efter en begravelse. På den måde bearbejdes sorgen, og alle - også dem, der ikke kunne komme til begravelsen - får en mulighed for at vise respekt. Men også den del sorteres fra hos mange familier i øjeblikket. For ingen ønsker at holde større forsamlinger indendørs af frygt for nye jordskælv. Og alle er dybt berørte af det høje dødstal og det faktum, at der stadig graves nye lig ud af ruinerne hver dag.
En af de betjente, der står i nærheden af Ceyhan og Hilay har set alle de 90 begravelser, der fandt sted før Kristeligt Dagblads ankomst til gravpladsen. Og de seneste fem kvarter har han set yderligere 11.
“Hver gang, jeg ser de døde svøbt i hvide klæder, minder jeg mig selv om, at andre også er blevet reddet i live. Al-hamdulillah, takket være Allah,” siger han. Han ønsker ikke at fremstå med navn, da han ikke har tilladelse til at udtale sig officielt til medierne.
Ved skumringstid henvender en af de ansvarlige på stedet sig til Ceyhan og Hilay. Nu er det blevet deres tur. Men kun to af fætrene er ankommet i ambulance. De to andre er der ikke, og der er ikke tid til at spørge hvorfor, eller hvor de er. Den snak må tages bagefter, for rækken af fremmødte, der venter på at kunne begrave egne pårørende, er stadig alenlang.