Det var ikke kun en afskedshilsen til USA, da Islamisk Stat rettede et bombeangreb mod Kabuls lufthavn torsdag og dræbte mindst 175 personer, af dem 13 amerikanske soldater.
Med bombeangrebet i Kabul lufthavn ønsker Islamisk Stat at sende et signal til Afghanistans genopståede Taleban-ledelse om, at verdens mest dødelige terrororganisation også ønsker at bevare sit fodfæste i Afghanistan fremover og præge udviklingen i landet.
Siden 2015 har Islamisk Stat, eller Islamisk Stat i Khorasan-provinsen som terrororganisationen kalder sig i Afghanistan og Pakistan, haft et omfattende netværk i Afghanistan. Især i den østlige Nangarhar provins, men også i hovedstaden Kabul. Krigere blev flyttet hertil fra kalifatet i Syrien og Irak i en strategisk manøvre, der skulle styrke IS udenfor det daværende kalifats mellemøstlige grænser.
Det afghanske netværk er siden blevet udvidet med nogle af Talebans egne krigere, der har vendt bevægelsen ryggen. Det vigtige er, at Islamisk Stat, ligesom Taleban, har overlevet USA’s tilstedeværelse i Afghanistan. Og med blikket rettet mod fremtiden ønsker Islamisk Stat på samme måde som Taleban at få mest muligt ud af den nyskabte situation.
I 2001 var den amerikanske invasion af Afghanistan og Talebans fald et direkte resultat af, at terrororganisationen al-Qaeda boede på tålt ophold hos Taleban. I dag, 20 år senere, tegner et lignende billede sig, og for vestlige landes vedkommende melder de sikkerhedsrelaterede spørgsmål sig påny. For hvem skal eller kan garantere, at al-Qaeda og nu også Islamisk Stat ikke kaster sig over nye planer i fjerntliggende afghanske huler om at ramme vestlige mål?
I nogle medier fremstilles Taleban og Islamisk Stat i øjeblikket som ærkefjender. Det antydes, at USA og Taleban har nøjagtig samme interesser i at bekæmpe Islamisk Stat, fordi terrororganisationen udgør en trussel mod dem begge. Der er ingen tvivl om, at Islamisk Stats angreb i Kabuls lufthavn ydmyger Taleban, der ønsker en problemfri amerikansk tilbagetrækning så hurtigt som muligt. Angrebet antyder, at Taleban ikke har kontrol over situationen.
De to grupper, Taleban og Islamisk Stat, har et fælles fundamentalistisk ståsted, men vidt forskellige ambitioner. Mens Talebans mål er begrænset til Afghanistan og dele af Pakistan, er Islamisk Stat en global bevægelse. For IS er Afghanistan blot en del af en langt større idé om oprettelsen af et verdensomspændende islamisk kalifat. For IS er Afghanistan en provins, eller en slags base, hvorfra organisationen kan planlægge sine næste skridt.
Det er Taleban godt klar over, og med læren fra 2001 ved man også, at et enkelt fejltrin kan medføre en invasion og 20 års besættelse. Derfor vil Taleban være på vagt over for Islamisk Stat.
Men når det er sagt, skal det tilføjes, at Talebans fremtidige kontrol over Afghanistan ikke vil nå ud i alle landets kroge, hjørner og huler. I Nangarhar provinsen, hvor Islamisk Stat står stærkest, vil Taleban ikke være velkommen, og det synes på nuværende tidspunkt usandsynligt, at Taleban vil kunne udradere Islamisk Stat i Afghanistan.
I de seks år, der er gået fra 2015, lykkedes det USA og den afghanske hær at svække Islamisk Stat i Afghanistan, men trods det har terrororganisationen stået bag en stribe dødelige angreb mod en bred vifte af mål. Noget, der antyder, at Islamisk Stats netværk i landet er mere velorganiseret og omfattende end tidligere antaget. Hertil kommer, at Taleban intet ønske har om at blive opfattet som en forlænget amerikansk arm, der samarbejder med USA’s droneenheder mod de muslimske brødre i Islamisk Stat. En ting er de ideologiske forskelle mellem IS og Taleban og deres kamp om magt. Samarbejde med den fælles fjende USA er en helt anden sag.
For Islamisk Stats vedkommende vil man ikke udfordre Talebans officielle kontrol over Afghanistan. Som al-Qaeda i slutningen af 1990’erne vil man sørge for at være på talefod med Taleban, mens man samtidig værner om en række mindre såkaldte autonome områder, hvor man ikke konstant åndes i nakken af Taleban. Siden kalifatets fald i Syrien og Irak har Islamisk Stat kæmpet for såkaldte geografiske fristeder. I Sinai, i Afrika, i Filippinerne. Kontrol over mindre eller halvstore geografiske områder giver frihed til at samle sig og planlægge terrorangreb. Den lektie lærte Tyrkiet og dele af Europa allerede året efter kalifatet var blevet erklæret i Syrien og Irak. Terrorbevægelsen tog beslutninger om at ramme de vantro uden for kalifatets grænser, i Frankrig og Belgien. Simpelthen fordi den kunne.
Med Talebans overtagelse af magten i Afghanistan står Islamisk Stat generelt bedre end de seneste seks år, hvor fjendtlige amerikanske droner har været i luften konstant. Og hvis Islamisk Stats virke fra byerne Raqqa og Mosul er målestok for, hvor lang tid det tager organisationen at nå til næste fase, hvor de mere fjerne mål også inddrages, er nedtællingen til velplanlagte og sofistikerede angreb allerede begyndt.
I et historisk perspektiv føler dele af Taleban, at man begik en fejl ved at huse al-Qaeda og lade organisationen operere fra Afghanistan. Den amerikanske invasion kostede Taleban 20 års kontrol over landet. En høj pris at betale. Men det faktum, at USA og andre vestlige lande nu trækker sig ud med en følelse af, at den afghanske mission mislykkedes, er netop med til at give organisationer som Islamisk Stat ny styrke. For mens USA med stor sandsynlighed vil ramme afghanske terrorgrupper her og der i fremtiden, stoler både Taleban og Islamisk Stat på, at ingen vestlige lande vil kaste sig ud i endnu et afghansk eventyr i nær fremtid. Heller ikke når eller hvis Islamisk Stats Khorasan-provins begynder at bide fra sig.