I byen hænger lange rækker af billeder med faldne soldater. Et nyt stativ er gjort klar til dem, der ventes at slutte sig til dem

Krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan er ikke ovre endnu. For de fordrevne kristne i Nagorno-Karabakh er traumet fortsat allestedsnærværende

Midt i byen Stepanakert i Nagorno-Karabakh hænger stribevis af billeder 
af afdøde armenske soldater. De døde alle i krigen mod Aserbajdsjan i 2020, og selvom der officielt har været våbenhvile i et år, kræver sporadiske kampe fortsat menneskeliv. – Foto: Ashot Mkrchyan.
Midt i byen Stepanakert i Nagorno-Karabakh hænger stribevis af billeder af afdøde armenske soldater. De døde alle i krigen mod Aserbajdsjan i 2020, og selvom der officielt har været våbenhvile i et år, kræver sporadiske kampe fortsat menneskeliv. – Foto: Ashot Mkrchyan. Foto: Ashot Mkrchyan.

Først tager Alona, en 29-årig armensk turguide, en dyb indånding for at svare på spørgsmålet om, hvad hun tror, Aserbajdsjans fremtidige hensigter over for Armenien er. Så tøver hun, får en klump i halsen, og hendes øjne bliver blanke. Efter nogle sekunder triller en tåre ned over hendes venstre kind, mens hun rækker ud efter en stol, hun kan støtte sig til. På en iskold novemberdag i den armenske by Stepanakert i Nagorno-Karabakh er det hendes svar.

Der er gået et år, siden 44 dages krig mellem Armenien og Aserbajdsjan blev afsluttet med en russisk mæglet våbenhvileaftale. Armenien tabte store landområder i eksklaven Nagorno-Karabakh, der i de tre årtier efter Sovjetunionens fald har været under armensk kontrol.

For Alona er traumet fra den kolde novemberdag i 2020, hvor hun tog sit spædbarn i favnen og flygtede fra byen Shushi cirka 10 kilometer syd for hovedbyen og de fremstormende aserbajdsjanske soldater, en daglig pine. Som mange andre af de 40.000 armeniere, der nu er internt fordrevet, nåede hun ikke at forberede sig. Ingen havde forestillet sig, at muslimske Aserbajdsjan ville være i stand til at indtage Nagorno-Karabakhs armenske kulturhovedstad med de mange kirker. Alligevel skete det.

I dag er fornemmelsen blandt mange armeniere, at krigen – eller måske rettere konflikten – vil fortsætte. Næsten dagligt finder skyderier sted. Sidste weekend blev en ung armensk mand skudt og dræbt af aserbajdsjanske soldater, da han reparerede et vandrør i det grænseområde, der patruljeres af russiske fredsbevarende styrker neden for byen Shushi. Samme aften fejrede de aserbajdsjanske soldater i Shushi hændelsen med råb og skud i luften. I løbet af den forgangne uge er det kommet til nye dødelige sammenstød, da aserbajdsjanske soldater igen angreb armenske stillinger uanfægtet af sidste års våbenhvileaftale og de russiske soldater på stedet.

I Stepanakert i Nagorno-Karabakh hænger lange rækker med billeder af de faldne soldater til frit skue midt i byen. Et stativ er allerede gjort klar til nye billeder af de armeniere, der ventes at miste livet i fremtiden i den uafsluttede strid med Aserbajdsjan. Og på byens gravplads er en gruppe arbejdere i færd med at gøre plads til nye grave.

”Det er en konflikt uden ende,” siger Ani Minasyer, der arbejder på Armeniens nationale radiostation.

Hun bor til daglig i hovedstaden Jerevan, men besøger ofte de omstridte områder i Nagorno-Karabakh. Hendes pointe er, at ingen af de to parter har tænkt sig at give op.

Kirker under muslimsk kontrol

Det synspunkt bekræfter Richard Giragosian, der er direktør for den uafhængige tænketank Regional Studies Center i Jerevan.

”Situationen forbliver uløst,” siger han og forklarer, at ”Aserbajdsjan vandt ikke stort nok til at kunne kalde krigen for en rigtig sejr”.

Aserbajdsjan kontrollerer nu omkring 40 procent af Nagorno-Karabakh. Ifølge Richard Giragosian er det årsagen til, at Aserbajdsjan stadig hele tiden retter mindre angreb mod armenske stillinger.

Modsat er Armenien traumatiseret over at have mistet kontrollen over områder, der har dyb historisk betydning for landets kristne historie. Kirker, klostre og gravsteder er kommet under muslimsk herredømme, og de fortsatte aserbajdsjanske angreb er for armenierne bevis på, at nabolandet vil have mere.

Et år efter at Armenien tabte endnu en konflikt til Aserbajdsjan over Nagorno-Karabakh, har ­sørgende lagt nye blomster på ­soldatergravene i Stepanakert.
Et år efter at Armenien tabte endnu en konflikt til Aserbajdsjan over Nagorno-Karabakh, har ­sørgende lagt nye blomster på ­soldatergravene i Stepanakert.
Foto: Ashot Muradyan

For Armenien er det ikke bare en territorial strid, men i bund og grund en konflikt, hvor muslimer forsøger at besejre en kristen nation og slette dennes kulturelle arv.

”Aserbajdsjans rolle er at styrke Tyrkiets rolle i Kaukasus-regionen, og det lader sig ikke gøre uden gentagne overgreb mod Armenien, som står i vejen for projektet,” siger Seda Grigoryan, en kvindelig filminstruktør fra Jerevan.

Hun mener ikke, at Nagorno-Karabakh kan defineres som et omstridt område mellem Armenien og Aserbajdsjan.

”Det er jo dumt at diskutere den historiske identitet i området, for hele Nagorno-Karabakh er strøet til med armenske kulturelle monumenter,” siger hun.

Arpi Asmaryan på 14 år flygtede i 2012 med sin familie fra Aleppo i Syrien til Stepanakert i Nagorno-Karabakh. Fra den ene krig til den anden. Hun har det en anelse vanskeligt ved at tale til en vestlig journalist. For hun føler, at Vesten indtager et moralsk forkasteligt standpunkt ved ikke at anerkende Armeniens krav på Nagorno-Karabakh.

”EU’s dobbeltmoral er krænkende. Man taler hele tiden om fred og menneskerettigheder, men åbenbart ikke når det gælder os,” siger den syrisk-fødte armenier.

Arpi Asmaryan føler, at EU svigter armenierne. Hun flygtede i 2012 med sin familie fra Syrien til Nagorno-Karabakh. I det nordlige Syrien boede der indtil borgerkrigen mange syrere med armenske rødder, hvis familier oprindeligt var flygtet fra osmannerne.
Arpi Asmaryan føler, at EU svigter armenierne. Hun flygtede i 2012 med sin familie fra Syrien til Nagorno-Karabakh. I det nordlige Syrien boede der indtil borgerkrigen mange syrere med armenske rødder, hvis familier oprindeligt var flygtet fra osmannerne. Foto: Ashot Mkrchyan

Folkedrabet er ikke fortid

For mange armeniere er krisen med Aserbajdsjan ikke nogen isoleret konflikt. Det er en direkte fortsættelse af Osmannerrigets folkedrab på omkring 1,5 millioner armeniere under Første Verdenskrig.

Endnu en gang står armenierne i vejen for muslimers regionale aspirationer. Endnu en gang opildnes der til had mod en hel nation, og endnu en gang fører det til gentagne overgreb, hvor hele det aserbajdsjanske propaganda-apparat er sat i gear til at udviske det armenske tilhørsforhold til Nagorno-Karabakh. Det er i hvert fald sådan, situationen ser ud i armensk perspektiv.

Det var tanken om den uendelige krig og følelsen af, at folkedrabet hele tiden lurer lige om hjørnet, der fik tårerne til at presse sig på hos Alona i stedet for at svare på spørgsmålet om Aserbajdsjans intentioner. Og i næsten enhver samtale eller debat om emnet gør armeniere brug af ordet folkedrab som en reel og konstant trussel. Det er ikke kun et begreb fra fortiden.

Og mens store dele af den armenske befolkning enten er fanget mellem dyb depression over sidste års krig og et på nuværende tidspunkt urealistisk ønske om at slå Aserbajdsjan militært, mener Arpi Asmaryan, at der rent faktisk er håb forude.

”Armenien har brug for at styrke sig selv økonomisk og generelt set dygtiggøre sig og blive mere attraktiv,” siger hun og tilføjer, at det vil styrke Armeniens ståsted i regionen på længere sigt.

Armenien råder ikke over de mængder olie, som Aserbajdsjan har i undergrunden, og kan ikke konkurrere med Aserbajdsjan på det realpolitiske plan, hvor adgang til ressourcer spiller en afgørende rolle.