Prøv avisen

I Donetsk spiller musikken – trods krigslarmen

70-årige Vladimir Gamar spiller førsteviolin i symfoniorkesteret i Donetsk. Til trods for mere end to års krig i og omkring byen har hans ensemble ikke afbrudt programmet en eneste gang. Foto: Jens Malling

Symfoniorkesteret i oprørshøjborgen Donetsk har ikke på noget tidspunkt afbrudt sit program under den mere end to år lange krig i det østlige Ukraine

Enkelte koncertgængere rømmer sig. Andre tysser på deres børn. Den næsten fyldte sal emmer af tilbageholdt forventning. Til trods for Donetsks udsatte stilling i krigen i Østukraine fejler efterspørgslen på sublime kunstneriske forestillinger tilsyneladende intet.

De ukrainske regeringsstyrker står ude i forstæderne. Dundren fra artilleriet kan høres lige uden for koncertsalens dør. Men nu bekendtgør eftermiddagens konferencier stykket, alle har ventet på. ”Ave Maria” af den østrigske komponist Franz Schubert.

Beskeden følges af en spændt hvisken. Strygekvartettens førsteviolinist, Vladimir Gamar, knipser strengene. Sopranen Karina Amir_khanjan bidrager med strofer, der får ekstra vægt i den belejrede by – en appel om nåde og barmhjertighed:

”(...) lad min bøn nå dig, at vi sover sikkert til i morgen, selvom mennesker kan være nok så grusomme. Oh jomfru, se en jomfrus sorger, oh moder, hør et bedende barn! Ave Maria!”

Klapsalverne løfter sig op under hvælvingerne. En champagneprop springer. Til en reception bag scenen fejrer musikerne den veloverståede forestilling, og at den vellidte førsteviolinist rundede 70 år tidligere på ugen.

Midt i kaosset, frygten og uvisheden, der har hersket blandt indbyggerne i Donetsk, siden krigen begyndte for mere end to år siden, udgør festligheden et lyspunkt.

”Alle I musikere er mine venner. Jeg er med jer, og I er med mig. Der hersker sådan en god stemning i vores orkester. Vi hjælper hinanden og tager del i hinandens liv,” siger Vladimir Gamar under en skåltale.

Det midlertidige festlokale bugner af rekvisitter, spejle og kasser med instrumenter. Den gråhårede og distingverede fødselar har løsnet butterflyen, men bærer stadig kjole og hvidt. Hele sit liv har han arbejdet her i Donetsk Symfoniorkester.

Da der brød kampe ud mellem prorussiske separatister og ukrainske regeringsstyrker i Donbass-området i foråret 2014, flygtede millioner af mennesker fra regionen – særligt fra Donetsk, der under hele krigen har været på separatisternes hænder. Vladimir Gamar tænkte ikke på at forlade sin hjemby eller sit orkester.

”Jeg var her hele tiden. Jeg ville blive og spille. Ikke en eneste gang har vi afbrudt vores program,” siger han.

Alle symfoniorkesterets koncerter i det belejrede Donetsk begynder tidligere end normalt – ikke senere end klokken 16.

”Ofte starter skudvekslingerne om aftenen, så det kan være farligt for tilhørerne at tage hjem på det tidspunkt. Når vi begynder om eftermiddagen, kommer publikum ikke i konflikt med udgangsforbuddet, der træder i kraft klokken 23,” forklarer violinisten, idet hans hustru, Olga Gamar, strygekvartettens cellist, deler chokolade og flere glas med skummende champagne ud i kredsen.

Inden krigen udgjorde Symfoniorkesteret i Donetsk et centrum for højkultur, der tiltrak en lang række udenlandske kunstnere. Men det internationale samarbejde lider på grund af kampene.

”Tidligere kom der mange musikere til os – blandt andet fra Tyskland, Frankrig, Spanien og Holland. Sammen med tyskerne holdt vi en Bach-festival,” siger Vladimir Gamar, der savner forbindelsen til det internationale musikmiljø.

”Af og til kommer nogle musikere fra Rusland, men det er sjældent. Vi føler os meget alene her,” siger han.

Donetsks to år lange isolation betyder, at Vladimir Gamar nu også genfinder det tætte sammenhold, der kendetegner hans ensemble, ude blandt byens hårdt prøvede indbyggere.

”Tidligere var byen mere rå. Ofte drak folk meget, eller de opførte sig hensynsløst. Men nu er det, som om de er blevet som en familie. På gaderne, i trolleybusserne, hvor man aldrig så noget sådant før, hjælper borgerne hinanden. Sådan var det slet ikke før. Aldrig. Jeg tror, det skyldes den svære situation. Så mange er døde,” reflekterer førsteviolinisten, inden han igen vender opmærksomheden mod sit selskab, hvor flere lykønskninger venter.