Det rungede uhyggeligt hult i mange tyrkeres ører, da premierminister Binali Yildirim søndag aften stod på balkonen i hovedkontoret for Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, og erklærede, at ”det tyrkiske folk” netop havde vundet den folkeafstemning, som ændrede Tyrkiet fra parlamentariske styre til et præsidentielt styre med en stort set enevældig præsident.
”Der er ikke er nogen taber. Der er kun én vinder: Tyrkiet og det noble tyrkiske folk”, slog Yildirim fast, trods præsident Recep Tayyip Erdogans beskedne sejr med 51,4 procent af stemmerne.
Det var ikke den fornemmelse, man sad tilbage med blandt andet i de tre største byer Ankara, Istanbul og Izmir, hvor et flertal af indbyggerne havde stemt nej til forfatningsændringen.
Kerem Altiparmak er menneskerettighedsforsker ved Ankara Universitet. Han oplever hverken sig selv, det tyrkiske folk eller det tyrkiske samfund som vinder. Tværtimod:
”Erdogan vandt ikke nogen stor sejr, men han opfører sig, som fik han 60 procent af stemmerne. Og selvom forfatningsændringen betyder, at statssystemet først bliver ændret ved præsidentvalget i 2019, vil Erdogan allerede nu kunne blive formand for AKP-partiet og som præsident have flertal til at udpege nye dommere. Så retssystemet, der i forvejen er korrupt, vil reelt blive et AKP-partikontor. Der slutter retssikkerheden i Tyrkiet.”
Siden det mislykkede kup den 16. juli sidste år, har der været indført undtagelsestilstand i Tyrkiet, og Erdogan har allerede lukket alle kritiske aviser og tv-stationer, fyret 130.000 statsansatte og arresteret kritiske parlamentsmedlemmer og journalister.
”Det er værd at lægge mærke til, at selv den meget aggressive ja-kampagne ikke kunne overbevise næsten halvdelen af befolkningen. Derfor er den første republik, Kemal Atatürks Tyrkiet, ikke fuldstændig forbi. Jo, på statsniveau, rent strukturelt, er der vedtaget en forfatningsændring, men ikke hos befolkningen. Nej-stemmerne er jo afgivet af kemalister, kurdere og nogle nationalister. Afstemningen viser, at Tyrkiet er delt og alsidigt, og at halvdelen af befolkningen ikke vil have en islamisk stat, og at de ikke kan tilsidesættes. Ikke på kort sigt i hvert fald. Men jeg fornemmer, at folk er bange for, hvad der vil ske. Vi er jo allerede under undtagelseslove, og vores rettigheder er allerede blevet indskrænket”, siger Kerem Altiparmak.
Knap var valgsejren i sigte, før Erdogan i sin sejrstale sagde, at han ”omgående” ville tage en diskussion med premierminister Yildirim og lederen af den nationalistiske opposition om genindførelse af dødsstraffen:
”Hvis parlamentet fremlægger et lovforslag (om dødsstraf, red.), vil jeg omgående godkende det, men hvis parlamentet ikke gør det, ja så må vi holde endnu en folkeafstemning om det”, sagde Erdogan.
Den kurs vil gøre det umådeligt vanskeligt for Europa at fortsætte forhandlingerne med Tyrkiet om EU-medlemskab. Det har allerede i mange år været svært, men hvis der bliver afholdt en folkeafstemning om dødsstraf, bliver det endnu sværere at tro på, at det er muligt, vurderer Dr. Sylke Tempel, der er chefredaktør for det tyske magasin Internationale Politik i Berlin.
”Det vil på den anden side være en fejl fuldstændig at standse forhandlingerne. De skal snarere lægges på is, så vi signalerer, at EU ikke fuldstændig opgiver tyrkerne, men at vi ikke kan acceptere det, Erdogan gør, og som han kalder demokrati. I øvrigt har jeg aldrig troet på, at han ville kunne acceptere den afgivelse af suverænitet, der følger med et EU-medlemskab. Ved at indefryse og ikke afbryde forhandlingerne, hjælper vi de 49 procent af den tyrkiske befolkning, der har stemt nej til at ændre den tyrkiske forfatning”, siger Sylke Tempel.
Den tyrkiske journalist Semih Idiz, der dækker Tyrkiet for det netbaserede Mellemøsten-magasin Al Monitor, mener, at Erdogan med fuldt overlæg ønsker at fastholde et anspændt forhold til Europa:
”Hvis Erdogan selv kunne bestemme, ville han forankre Tyrkiet i et helt andet univers: Islamisk, russisk, kinesisk. For han hader Vesten og især Europa. Men det er slet ikke nemt at skære båndene mellem Tyrkiet og Europa. Både handel, alliancer, strategi og sikkerhed binder os sammen, Så han må finde en udvej, men jeg ser det ikke ske omgående”.
Semih Idiz forklarer, at folkeafstemningen i sig selv ikke har forandret noget.
”Erdogan havde i forvejen tiltaget sig ulovlig magt. Nu er de facto-situationen gjort de jure (til lov, red.). Der er blevet tegnet nye streger i det tyrkiske politiske landskab, der kan betyde, at valget i 2019 ikke får det udfald som Erdogan ønsker sig. Vi må vente og se,” siger Semih Idiz.