Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

I Grækenland er der stadig en flygtningekrise

Fatima fra Marokko har boet på Caritas’ center i Athen i to år sammen med sin irakiske mand og parrets to børn. ”Her føler jeg mig sikker,” fortæller hun. – Foto: Caritas

De kriseramte grækere må huse en strøm af flygtninge og migranter, som aldrig er stoppet. Det har flere steder ført til spændinger, mens hjælpeorganisationer som Caritas prøver at hjælpe de mange migranter, der er strandet i Grækenland, til at blive integreret og få en hverdag

Det er kun en måned siden, at græske redningsfolk endnu en gang måtte bære ligene af to børn i land, efter at en båd med asylansøgere var gået ned. I alt døde syv mennesker, alle migranter fra Afrika, mens 57 blev reddet. En uge efter druknede 12 andre på vej fra Bodrum i Tyrkiet.

”Tragedien er en smertefuld påmindelse om, at folk stadig tager farlige veje for at nå de græske øer,” konstaterede Philippe Leclerc, leder af FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR’s græske kontor.

Da grænserne i Europa lukkede i foråret 2016, efter at hundredtusinder var kommet via Tyrkiet, blev 60.000 fanget i Grækenland. Her godt tre år senere er der stadig lige så mange migranter og flygtninge, der venter på at få deres sag behandlet af grækerne. Trods aftalen med Tyrkiet, der fik 6 milliarder euro af EU for at stoppe flygtningestrømmen, ankommer der fortsat flere hvert år.

”Det er ikke som dengang, vi havde 800.000, der kom igennem. Situationen er stabil, kan man sige, men smuglingen fortsætter. Nogle er strandet i Grækenland. Vi ved, at nogle har forladt landet illegalt, men så kommer der andre til på øerne Lesbos, Samos og Chios. Der er 30.000-40.000 på øerne, og det er alt for mange,” fortæller Maria Alverti, der er direktør for Caritas Hellas.

Hendes kontor ligger nær Omonia-pladsen i et af Athens mest belastede kvarterer og et af de steder i byen, man ser flest migranter. Nogle af dem arbejder i butikker, men mange andre hænger på gaden. Der er også flest migranter blandt de mange, der står i kø for at komme ind i det suppekøkken, som Caritas åbner hver dag til frokost.

Dimitris Vitsas, minister for migration i den græske regering, der gik af i sidste uge, sagde for fire måneder siden, at han regnede med, at antallet af migranter og asylsøgere i år ville komme op på 90.000. Ifølge avisen Kathimerini kaldte han det en ”ubærlig byrde” for det kriseramte land. Grækenland har kapacitet til at behandle 20.000 asylsager om året, men sidste år var der 67.000, oplyste Dimitris Vitsas.

Migranterne dør ikke kun på havet, men også i stigende grad i trafikulykker. En stor del af smuglingen går over land gennem Evros-regionen. Af de 50.000 ankomster, som FN’s internationale migrationsorganisation IOM registrerede i 2018, kom 15.800 via Evros. De græske medier er fyldt med historier som den fra juni sidste år, da en mor til to døde. Hun var med i en gruppe på 10 syrere og irakere, som blev smuglet gennem landet i en varevogn, der så kørte galt. Hendes børn overlevede.

Græsk politi afslørede i slutningen af juni en smuglergruppe, der var begyndt at bruge ambulancer til at transportere migranter. Én migrant sad forrest og poserede som læge iklædt hvid kittel, 12 andre gemte sig inde i ambulancen.

Ingen ved, hvor mange illegale migranter og flygtninge der er i Grækenland. Mange af dem forsøger bare at komme gennem landet for at nå længere op i Europa, andre har fået afslag på asyl. De migranter og flygtninge, som bliver registreret, kan kun søge om asyl i Grækenland på grund af EU’s Dublin-forordning. Den regulerer, at det er det land, hvor en asylansøger først har sat sine fødder i Europa, der er ansvarlig for asylprocessen, men har reelt været sat ud af kraft siden flygtningekrisen i 2015.

”Nogle af dem får asyl og venter så bare på at få et pas, og så tager de af sted. Andre vil gerne blive, men det er svært for dem at få job. Og når de først har fået asyl, får de ikke længere nogen hjælp fra staten,” fortæller Maria Alverti fra Caritas Hellas.

Hun besøgte Lesbos for nylig og siger, at forholdene for flygtningene i lejrene på de græske øer stadig er under al kritik. Mange bliver hængende der i op til et år, før de kommer videre til fastlandet.

”Men måske er det helt bevidst for at kommunikere til den anden side, at dét her, det er ikke attraktivt. Hvis behandlingen af sager gik hurtigere, ville der nok komme flere,” siger Maria Alverti.

”I 2015-2016 var det en nødsituation, hvor der kom tusinder hver dag, og vi skulle skaffe mad og tøj og tag over hovedet. Nu fokuserer vi på integration,” fortæller Tonia Patrikiadou.

Hun leder et boligprojekt for Caritas. På en stille vej i centrum af Athen omgivet af boligblokke har den katolske organisation skabt et fristed for både børn og voksne.

Husets vægge har farvestrålende malerier, og der er en lille have, som bliver passet af beboerne. I køkkenet står Fatima, oprindeligt fra Marokko, men flygtet fra Irak for to år siden sammen med sin irakiske mand og deres to børn. Han er nu syg, og de har alle fået asyl.

”Jeg er så taknemmelig over for grækerne. De hjælper os med mad og tøj, og min mand får gratis behandling på hospitalet. I Irak var der bomber, og folk døde i gaderne. Her har jeg kunnet føle mig sikker,” siger Fatima, som af sikkerhedsmæssige grunde ikke tør stå frem i avisen med sit efternavn.

Fatima fortæller, at når den mindste på fire år begynder i skole, vil hun forsøge at finde et job:

”For jeg håber, at vi så kan flytte og få vores eget.”

Bostedet har mest været for flygtninge, men er nu også åbnet for grækere, blandt andre unge, der kommer til byen for at studere, men som ikke har råd til et sted at bo. Det ligger tæt på et andet center, hvor Caritas rådgiver både flygtninge og grækere, og hvor de blandt andet kan få sprogundervisning og hjælp til at finde et job. Caritas huser 65 familier, støtter 600, driver også et suppekøkken og er sammen med UNHCR med i et projekt, der i alt giver husly til omkring 2000 flygtninge og migranter.

”Vi hjælper og støtter dem. Det er sårbare mennesker. Vi prøver at få flygtningene involveret i aktiviteter, for eksempel at lære græsk, så de bliver bedre rustet og til sidst kan klare sig selv,” siger Tonia Patrikiadou.

Hun fortæller, at børnene gerne får det bedre, når de begynder at gå i skole og får en hverdag.

”Når et af børnene har fødselsdag, så går vi alle sammen om at fejre det. Vi laver fine håndmalede invitationer til klassekammeraterne, og så bager vi en kage og fejrer det her i haven,” siger hun med et glad smil.

”Vi inviterer også naboerne, som er engagerede og kommer med gode råd, og børnene herfra har været med til en festival for græsk folkedans, hvor de dansede sammen med 1000 grækere.”

Mens centeret siger, at det har et fint forhold til dets naboer, er der andre steder voldelige angreb på migranter.

Medlemmer af det nynazistiske parti Gyldent Daggry, der ved valget for godt en uge siden røg ud af parlamentet, er blevet tiltalt for utallige overfald. En anden nynazistisk gruppe, der kalder sig Crypteia, indrømmede i marts sidste år, at den stod bag et brandattentat mod en afghansk forening i Omonia-kvarteret. To måneder senere blev en ung pakistaner overfaldet på vej hjem fra arbejde og gennembanket af en gruppe sortklædte mænd.

RVRN, en græsk forening, der prøver at kortlægge volden, sagde i sin seneste rapport fra april i år, at racistisk vold er steget med 14 procent på et år – fra 102 til 117 episoder. 74 af dem involverede migranter og flygtninge.

Der er fremmedhad, også i Grækenland, siger Tonia Patrikiadou:

”Der vil altid være xenofobi, men dét, vi gør her, er med til at mindske fordommene,” mener hun.

”De fleste, der er imod flygtninge, har aldrig mødt en,” siger hendes chef, Maria Alverti.

Hun erkender, at mange grækere er vrede over situationen og vender sig mod fremmede, men mener, at det især er tilfældet på de øer, der har taget imod så mange af dem.

”Det er, fordi situationen dér stadig er den samme som for tre-fire år siden,” siger Caritas-direktøren, som mener, at den nu forhenværende Syriza-regering under Alexis Tsipras ikke har været effektiv nok:

”Men én ting vil jeg sige. De brugte aldrig hadefuld tale, de prøvede at klare si-tuationen, og de returnerede ikke flygtningene til Tyrkiet. Jeg tror, at måske 1000 er sendt tilbage. Alle ved, at Tyrkiet ikke er et sikkert land.”

Maria Alverti venter nu spændt på at se, hvad den nye regering under Kyriakos Mitsotakis vil gøre med flygtningepolitikken.

”Vi ved ikke, om de for eksempel vil begynde at returnere flere til Tyrkiet. Det er nemt at overbevise folk om, at det er flygtningene, der er problemet. Men vi som grækere kan ikke tillade os at sige det,” mener hun.

”For vi grækere er overalt i verden, fordi vi er emigreret. Hvordan kan man så nægte andre den ret?”

Også i denne uge fortsætter flygtningene med at komme til Grækenland. I tirsdags var to gummibåde tæt på at synke, men alle 47 om bord, blandt dem 21 børn, blev reddet og sejlet til Lesbos.

De mange migranter og flygtninge, der stadig ankommer til Grækenland, burde ikke kun være et problem for grækerne, for det er et europæisk problem, mener Tonia Patrikiadou, der leder et Caritas-boligprojekt for flygtninge midt i Athen. – Foto: Caritas
Den syv-årige Khosbou fra Afghanistan bor sammen med sin familie i et telt udenfor en overfyldt flygtningelejr på Samos. – Foto: Giorgos Moutafis/Reuters/Ritzau Scanpix
Op imod 40.000 flygtninge og migranter bor under uhumske forhold i lejre på øerne Samos, Lesbos og Chios. Disse afghanere har slået sig ned uden for den formelle flygtningelejr ved byen Vathy på Samos. – Foto: Giorgos Moutafis/Reuters/Ritzau Scanpix