Prøv avisen

I Holland giver patientens opfattelse af lidelse adgang til at dø

Foto: Ritzau Scanpix/Iris/modelfoto

Den personlige opfattelse af lidelse er kernen i hollandsk dødshjælp. Derfor skal der ifølge læger aldrig være grænser for, hvem der kan få adgang til at dø

I 2013 vurderede Henri de Berk, hollandsk psykiater og lægefaglig konsulent i sager om dødshjælp, et ønske om eutanasi fra en mand på 79 år. Manden havde haft et slagtilfælde og led af demens, men han var stadig klar i hovedet det meste af tiden og i øvrigt ikke syg.

Henri de Berk talte med manden i hans stue:

”Hvorfor lider du ubærligt?”, spurgte han med henvisning til hollandsk lov, hvor ”ubærlig lidelse” er ét af seks kriterier for, at lægen kan yde dødshjælp uden straf.

”Jeg har mistet dét,” sagde manden og pegede på nogle malerier på væggen og på møbler i stuen.

Han havde lavet det hele selv. Men det kunne han ikke længere lige så godt. Det var et tab af livskvalitet og et vigtigt argument for dødshjælp i den skriftlige vurdering, Henri de Berk gav af manden, og som Kristeligt Dagblad har i en engelsk oversættelse.

Henri de Berk forklarer, hvorfor han vurderede, at manden skulle have hjælp til at dø.

”Jeg kan ikke afgøre, om en livssituation er ubærlig for et andet menneske. Den person må overbevise mig om, at det er tilfældet, og jeg kan kun blive overbevist af den kontakt, vi har, mens vi taler sammen,” siger han – og giver op:

”Manden var ikke deprimeret, men han kunne ikke bære, at han tabte funktion. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre dig det begribeligt.”

Dét er udfordringen: Fra udlandet især møder Holland kritik for sine åbne kriterier om for eksempel ”ubærlig lidelse”, der ad åre har givet patienter med psykisk sygdom, begyndende demens og mere eller mindre alvorlig alderssvækkelse adgang til dødshjælp.

Kritikerne mener, at glidebanen er en realitet: Hvert 25. dødsfald i Holland i 2016 skyldtes dødshjælp, og antallet af døde er steget med 236 procent siden 2003.

Men i Holland opfattes det åbne begreb ”ubærlig lidelse” som én af systemets afgørende styrker og ikke som en farlig svaghed.

”Ingen læge kan bedømme, om nogen lider ubærligt, det kan kun patienten,” sagde praktiserende læge og forsker Marianne Dees i en tidligere artikel i Kristeligt Dagblad, mens formand for den hollandske lægeforening Réne Héman forklarede:

”Det afgørende er, at lidelsen er ubærlig efter patientens egen opfattelse, og at patienten kan overbevise lægen om det. Lidelsen er i centrum, ikke den konkrete sygdom.”

I oktober 2017 skrev 42 belgiske psykiatere, psykologer og andre fagfolk et åbent brev til det landsdækkende nyhedsmedie VRT, hvor de netop angreb de åbne kriterier, der også former belgisk lov om dødshjælp.

”Uanset hvor mange kriterier der er, så afhænger [adgang til dødshjælp] af, hvordan den enkelte psykiater fortolker eller tester disse kriterier, hjulpet af lægens egne antagelser og patientens egen beskrivelse af symptomerne,” skrev de.

De mente altså, at lægens vurdering af et ønske om dødshjælp er lige så farvet af hans eget personlige livssyn, som patienten er farvet af sit, og at den cocktail er et usikkert grundlag for at vurdere, om for eksempel en patient med psykisk sygdom bør få lov til at dø.

Men i Holland opfatter specialisterne det helt modsat:

”Jeg er enig i argumenterne, men min konklusion er en anden. De belgiske fag- folk mener, at dødshjælp skal begrænses, hvis kriterierne ikke er klare. Men jeg siger: Min opgave er at forstå de måder, en patient kan lide på, og at hjælpe dem bedst muligt,” siger Henri de Berk.

I den proces er lægens bedste redskab hans evne til at leve sig ind i patientens liv – og altså ikke en svaghed, som de belgiske kolleger mener, insisterer han:

”Det handler om kontakt. Du kan ikke begribe et andet menneskes lidelse, medmindre du forsøger at følge denne persons tankegang og sætte dig selv i personens sted.”

Hollandske sager om dødshjælp er præget af lægefaglig uenighed: I næsten hver fjerde sag var forskellige læger uenige om, hvorvidt patienten opfyldte kriterier for at blive hjulpet til at dø, påviste et amerikansk studie om hollandsk dødshjælp til patienter med psykisk sygdom fra 2016.

Men uenighed er en naturlig konsekvens af, at den personlige oplevelse hos både patient og læge har fundamental værdi i Holland, gør Henri de Berk atter klart:

”Naturligvis er der uenighed blandt læger, når en patient har et dødsønske, de skal vurdere. For det er både personligt og subjektivt, når man skal vurdere andres lidelse. Der er intet alternativ til uenighed, og det gør ikke eutanasi til et problem. En intervention bliver ikke dårlig af, at der er uenighed om den.”