Læger behøver ikke demente patienters samtykke, før de giver aktiv dødshjælp. Det fastslår Hollands højesteret i en længe ventet dom, som blev afsagt i går.
Det er første gang, siden Holland i 2002 som det første land i verden indførte aktiv dødshjælp, at højesteret har taget stilling til lægernes praksis. Dommen var ventet med spænding i håb om at få en afklaring af grænserne for dødshjælp i forhold til demente patienter, som inden sygdommen havde udfærdiget et livstestamente med et ønske om at dø i tilfælde af demens. Livstestamenter gælder i princippet kun for patienter, som er i koma og ikke har udsigt til at vågne op igen. Alle andre skal bekræfte deres ønske om at dø, men det gælder ikke for demente patienter, bekræfter højesteret.
”Denne dom har vidtrækkende og efter min mening katastrofale konsekvenser for den måde, hvorpå vi behandler patienter med fremskreden demens,” siger professor i lægeetik Theo A. Boer fra Det Protestantiske Teologiske Universitet i Groningen.
Det principielle spørgsmål om dødshjælp til demente blev forelagt højesteret, efter at en læge sidste år blev frikendt for at have givet aktiv dødshjælp til en 74-årig dement kvinde. Anklagemyndigheden havde ikke anket sagen, men ønskede en principiel afklaring af spørgsmålet om samtykke. Sagen vakte opsigt, fordi kvinden klart satte sig til modværge, da lægen og de pårørende gennemførte dødshjælpen. De pårørende blev nødt til at holde hende fast, så lægen kunne lægge droppet med det dødbringende middel.
Constance du Bus, jurist med speciale i lægeetik ved Europæisk Institut for Bioetik i Bruxelles, finder dommen både foruroligende og uforståelig.
”Dommerne siger på den ene side, at lægerne skal forsøge at danne sig et indtryk af, om personen stadig ønsker at dø, og om nødvendigt fortolke kropslige og andre signaler fra patienten, men samtidig blåstempler de frikendelsen af lægen trods klare kropslige signaler. Det giver meget vide grænser for den fortolkning,” siger hun.
”Dommen betyder, at demente patienters protester ikke gælder, når først de har skrevet et livstestamente,” siger Theo A. Boer.
”Den bekræfter Hollands rygte som et land, der skridt for skridt bevæger sig hen imod medlidenhedsdrab. Hvis man kan give aktiv dødshjælp til personer, som har skrevet livstestamente og oplever stor lidelse på grund af demens, så ligger vejen åben for aktiv dødshjælp til personer, der er endnu mere demente, men ikke fik lavet livstestamente.”
Formand for Det Etiske Råd og professor og ledende overlæge ved Klinisk Genetisk Klinik, Rigshospitalet, Anne-Marie Axø Gerdes, er overrasket over den hollandske dom.
”Jeg har det meget svært med tanken om aktivt at slå et menneske ihjel, som ikke kan tage vare på sig selv. Denne dom kan meget nemt blive en glidebane. Ældre demente personer kan komme til at føle sig som en byrde for samfundet og på den baggrund skubbes i retning af aktiv dødshjælp. Vi ved også, at mennesker med demens kan få øjeblikke, hvor de kvikker op,” siger hun og fortsætter:
”Jeg synes, at de muligheder, vi allerede har i Danmark med behandlingstestamentet, tager højde for langt de fleste tilfælde, hvor man ikke ønsker livsforlængende behandling og genoplivning, hvis man senere bliver dement.”
Ulrich Körtner, teologiprofessor og leder af institut for medicinsk etik og ret på universitetet i Wien, kalder dommen for et skråplan.
”I stedet må det vigtigste være at fremme en grundlæggende ændring i samfundets holdning til demens. Opgaven er at udvikle et demens-venligt samfund, hvor et liv med demens ikke bare accepteres, men lettes af passende støtteforanstaltninger,” siger han.