I Hongkong er de ved at løbe tør for beskyttende mundbind

Nye virusudbrud øger nervøsiteten i Hongkong. Selvom der endnu ikke er rapporteret om dødsfald, er indbyggerne i en af verdens tættest befolkede storbyer stærkt bekymrede. Især fordi det efterhånden er blevet umuligt at opdrive de beskyttende mundbind

De fleste, man møder på gaden i Hongkong Central, bærer de karakteristiske lyseblå mundbind.
De fleste, man møder på gaden i Hongkong Central, bærer de karakteristiske lyseblå mundbind. Foto: Aldan Marzo/SOPA Images/Ritzau Scanpix.

”Virus-dødstallet stiger”. Denne tekst samt et overdimensioneret billede af den frygtede corona-virus fylder stort set hele forsiden af Hongkong avisen South China Morning Post. Selvom der søndag aften blot var registreret 14 tilfælde af virusudbruddet i Hongkong, så sætter det sit præg på hverdagen. Næsten alle man møder på gaden i Hongkong Central, bærer de karakteristiske lyseblå mundbind. Det samme gælder personalet i butikker og restauranter.

Og i takt med at der hver næsten hver dag rapporteres om nye tilfælde af den dødelige sygdom, har der været en helt abnorm efterspørgsel på disse masker. Derfor har man de sidste par dage kunnet se kæmpelange køer foran de butikker, der almindeligvis har disse varer på hylderne. Et sted i Mong Kok blev folk så vrede over, at en butik havde udsolgt, at politiet måtte tilkaldes for at undgå voldelige episoder. Nu har den øverste leder for Hongkongs administration været ude og berolige folk med, at nye forsyninger er på vej – cirka 32 millioner styks.

”Jeg er sikker på, at mange flere masker vil komme på markedet inden for de næste par dage,” siger Matthew Cheung Kin-chung til avisen SCMP.

En lokal ansat i en sundhedsklinik i Sheung Wan, der ikke ønsker sit navn offentliggjort, fortæller, at halvdelen af de patienter, der havde booket tid hos hende, har aflyst inden for de sidste par dage. Det gælder specielt, efter at det er kommet frem, at det ikke kun er via luftvejene corona-virus kan smitte, men også ved simpel berøring.

Også de ansatte på byens hospitaler og hoteller er bekymrede over udviklingen. For selvom lokalregeringen har forsøgt at dæmme op for spredning af det frygtede virus, så er det slet ikke nok, lyder kritikken.

Forleden blev et ældre ægtepar fra Wuhan, epicenteret for epidemien, afvist ved receptionen på luksushotellet Four Seasons. Her har de indført nøje kontrol af data og check af gæsternes temperatur, inden de kan få adgang til hotellet. Det viste sig, at den ene ægtefælle havde en forhøjet temperatur, hvorefter både politi og en ambulance blev tilkaldt.

”Kvinden havde feber, da hun blev indlagt på hospitalet, højere end 38 grader Celsius,” berettede doktor Chuang Shuk-kwan fra Centre for Health Protection til lokale medier og kunne tilføje, at det ved en scanning viste sig, at manden havde pletter på lungerne. De ligger nu begge isoleret på hospitalet og får behandling.

Inden ægteparret blev indlagt havde de boet fem nætter på W Hong Kong hotel i Kowloon og havde også forsøgt at checke ind på Ritz-Carlton. Det viser sig, at fem af de ansatte fra hotellerne har haft relativt tæt kontakt med ægteparret, og de er derfor nu i karantæne på Lady MacLehose Holiday Village. På den baggrund har fagforeningen for hotelpersonale nu krævet mere kontrol med de tusindvis af kinesiske turister, der stadig kan komme over grænsen.

”Service industrien er en højrisiko sektor, eftersom vi er helt i frontlinjen, når det handler om at møde og hilse på gæster, der kan vise sig at bære denne virus. Man skal jo huske på, at udbruddet af Sars i Hongkong i 2003 faktisk stammede fra et hotel. Og det er derfor vi kræver fuld beskyttelse af hotelansatte, så vi kan undgå at smitten bliver spredt yderligere,” siger Alex Tsui, der er formand for Hong Kong Hotel Employees Union til SCMP.

Fagforeningen har nu truet med at strejke i næste uge, hvis ikke arbejdsgiverne sikrer dem bedre beskyttelse på jobbet. Herunder betalt karantæneperiode på to uger, hvis de har været i kontakt med smittede gæster.

Også Hongkongs regering er under stigende pres for at gøre noget mere. Ganske vist er to jernbanelinjer fra Fastlandskina til Hongkong blevet lukket. Det samme gælder de to store færgeruter, ligesom stort set alle busture med turister blevet aflyst. Og efter at grænsemyndighederne har skærpet overvågningen af tilrejsende kinesere, er 832 besøgende fra Hubei provinsen blevet afvist. Men det er langt fra nok, mener de ansatte på byens hospitaler. Fagforeningen Hospital Authority Employess Alliance truer nu med omfattende strejke, hvis ikke regeringen helt lukker af for grænsen op mod Kina.

”Som sundhedspersonale er det vores sidste udvej at gribe til et våben som strejke. Men vi håber, at regeringen ikke vil presse os ud i en sådan desperat situation,” siger Winnie Yu Wai-ming, formand for fagforeningen, der ifølge SCMP tæller 18.000 medlemmer.

Tidligere på ugen skrev 403 læger og sygeplejersker under på et åbent brev til regeringen, hvor der bl.a. stod:

”For 17 år siden, da Hongkong blev ramt af Sars, havde vi kun ringe muligheder for at dæmme op for katastrofen. Denne gang har vi stadig en mulighed for at forhindre et katastrofalt udbrud, som ellers kunne udgøre en livstruende risiko for Hongkongs syv millioner indbyggere. Så regeringen kan ikke sidde dette overhørigt og må straks tage gribe ind med tiltag.” Strejken er varslet til at starte i dag mandag.