De bliver bare flere og flere, og det går rivende hurtigt. Senest i 2030 bliver Indien det folkerigeste land i verden. Det er konklusionen på den folketælling, som er blevet gennemført i år i det asiatiske gigantland.
I løbet af de seneste 10 år er der kommet 181 millioner flere mennesker til i landet. Et antal, der svarer til hele Brasiliens befolkning. Det betyder, at Indien nu er oppe på over 1,2 milliarder indbyggere. Inden længe vil landet overhale Kina som verdens folkerigeste land.
I kølvandet på den store befolkningstilvækst i Indien er antallet af fattige eksploderet. Et godt eksempel er forholdene i landets største by, Mumbai. Her bor mere end halvdelen af byens 21 millioner indbyggere enten i store slumområder, i usle rønner langs de store veje, eller hvor de nu slet og ret kan finde plads til at overnatte på gaden.
Verdensbanken har anslået, at omtrent 480 millioner mennesker lever under den nationale fattigdomsgrænse i Indien. Det svarer til 40 procent af landets befolkning. De må klare sig igennem med dårligt betalte job, få kvadratmeter at leve på og ringe fremtidsudsigter.
Selvom fattigdom og ukontrolleret befolkningstilvækst går hånd i hånd, mener ressourcechef Tushar Desmuk fra den statsstøttede familieplanlægningsorganisation, FPAI, ikke, at det er muligt at skride ind med mere drastiske tiltag:
Indien er ikke Kina. Vi kan ikke lave befolkningskontrol på samme måde. Vi er et demokratisk land, hvor folk selv må vælge, og derfor vil vi aldrig kunne lave tiltag som eksempelvis en etbarnspolitik.
I Indien har man dog tidligere ihærdigt forsøgt at lægge låg på udviklingen. Endda i en grad, så man kan tale om et nationalt traume. Således forsøgte den indiske regering tilbage i 1970erne at komme befolkningstilvæksten til livs ved at iværksætte sterilisering i stor stil. Den historie kender lektor i geografi og demografiekspert Jytte Agergaard fra Københavns Universitet:
I Indien havde man i 1970erne en række programmer, hvor man steriliserede mænd overalt i landet. Ønsket var at få befolkningsvæksten under kontrol. Men sterilisering blev meget svær at styre for regeringen, og det endte med at blive brugt i flæng og som politisk våben.
Indsatsen handlede i udgangspunktet om at tilbyde mænd med to børn eller flere gratis sterilisering. Men indsatsen stoppede sjældent her. Ambitiøse lokale politikere og læger fik i forening ofte steriliseret politiske modstandere, enlige mænd og fattige bønder. Efter nogle år lukkede regeringen steriliseringsprogrammerne.
Det, der skete dengang, har været med til, at man på det politiske niveau i Indien i dag sjældent taler om, at det er befolkningens størrelse, der er et problem. Og det har gjort det svært at iværksætte tiltag over for den voldsomme udvikling. forklarer Jytte Agergaard.
Hovedårsagen til, at inderne får mange børn, er de stærke familietraditioner, som fortsat spiller en stor rolle for mange. Jytte Agergaard peger på, at ligesom i Danmark i gamle dage har det i Indien været nødvendigt med en stor familie for at have arbejdskraft nok og have nogen, som kunne passe på en, når man blev gammel.
Derudover påpeger demografieksperten, at man tidligere skulle være forberedt på, at et eller to af børnene kunne miste livet og derfor ofte fik et par ekstra. Sådan er det ikke i dag, hvor man i Indien har en lav børnedødelighed. Et faktum, som i høj grad også spiller ind på den kraftige befolkningstilvækst.
Konsekvensen af de stærke familietraditioner og fraværet af kontant politisk indgriben er, at fattigdom i dag er et livsvilkår for en stor andel af befolkningen.
Tidligere kunne overskuddet af mennesker, der blev født på landet i Indien, indvandre til de store byer og skabe sig et godt liv der. Men i de store byer bliver pladsen og mulighederne for at skabe sig en tålelig tilværelse mindre og mindre, forklarer Jytte Agergaard.
Det går dog den rette vej. Som det kan læses i artiklen ovenfor, får indiske kvinder i dag langt færre børn end tidligere.
For Tushar Desmuk fra FPAI er det gode nyheder. Hans organisation har i mange år arbejdet for at mindske befolkningstilvæksten. Vejen har været oplysning, uddannelse og adgang til prævention og abort.
Vores ideal er den såkaldte happy family. Det vil sige to voksne og to børn i en familie. Det, mener vi, giver de bedste muligheder for både samfundet og den enkelte, siger ressourcechefen og fortsætter:
Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at oplyse og skabe forståelse for, at det giver dårligere muligheder for alle i familien, hvis der kommer for mange børn til verden.
Indsatsen sker gennem et vidtforgrenet netværk af små lokale afdelinger med frivillige, læger og lokalpolitikere.
Tushar Desmuk er ikke bare positiv, når han peger på de faldende fertilitetstal. Også andre tal bør i hans øjne give anledning til optimisme. Det går for eksempel den rigtige vej med analfabetismen i landet. 74 procent af de indere, der er mere end syv år gamle, kan i dag læse og skrive. En markant stigning i forhold til tidligere.
Jeg ser trods alt det negative med forhåbning for fremtiden, slutter han.