I Indien smider man da piger væk

Indien har en økonomisk vækst på omkring syv procent om året og er i en række henseender et moderne samfund. Men synet på piger og kvinder er stadig forskruet. Over en halv million pigefostre blev sidste år aborteret, fordi de var piger

”Vi har som nation svigtet pigerne. Enten bliver de aborteret eller, når de er født, genstand for forskellige former for vold,” siger Tehmina Arora, direktør i ADF Indien, den nationale afdeling af den internationale kristne frihed- og rettighedsorganisation Alliance Defending Freedom (Alliance til forsvar for frihed). På billedet ses to piger bede for en fireårig pige, som var blevet voldtaget og udsat for tortur. –
”Vi har som nation svigtet pigerne. Enten bliver de aborteret eller, når de er født, genstand for forskellige former for vold,” siger Tehmina Arora, direktør i ADF Indien, den nationale afdeling af den internationale kristne frihed- og rettighedsorganisation Alliance Defending Freedom (Alliance til forsvar for frihed). På billedet ses to piger bede for en fireårig pige, som var blevet voldtaget og udsat for tortur. – . Foto: Amit Dave/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det er kun en uges tid siden, at en nyfødt pige blev fundet levende begravet på en kirkegård lidt uden for byen Bareilly i det nordlige Indien. Den lille pige, der formodes at have været 2-3 dage gammel, da hun blev fundet, var lagt ned i en lerpotte og viklet ind i et klæde, knap en meter nede i jorden. Det var et forældrepar, Vaishali og Hitesh Kumar, som kom for at begrave deres eget dødfødte barn, der stødte på potten og hørte pigen græde nede fra jorden.

Den lille pige blev hurtigt bragt på sygehuset og kom i intensiv pleje og behandling. Hun vejede blot 1,2 kilo, da hun blev fundet, men det er siden lykkedes sygehusets personale at få hende til at stige 65 gram i vægt, og lægerne mener, at hun har en chance for at overleve. Politiet betragter sagen som en kriminel handling og eftersøger forældrene, der dog stadig ikke er fundet.

Historien fra Bareilly er én ud af utallige rystende historier om, hvordan indiske forældre forsøger at skaffe sig af med deres pigebørn. Den er samtidig en dråbe i havet i forhold til de mange tusinder af piger, der ikke engang kommer så langt som til at blive født. Sammen med lande som Kina og Armenien er Indien et af de lande i verden, hvor flest pigefostre bliver aborteret med fortsæt, fordi forældrene ikke ønsker en datter.

Ifølge befolkningsforskningsinstituttet POP i Indien blev der sidste år aborteret mere end en halv million pigefostre. I slutningen af juli i år viste en officiel undersøgelse i 132 landsbyer i delstaten Uttarakhand, at der de foregående tre måneder fra april til juni ikke var født en eneste pige. Samtlige 216 nyfødte børn i de 132 landsbyer var drenge.

”I vores land bliver der hver dag aborteret 7000 babyer udelukkende af én grund. De er piger i stedet for drenge,” siger Tehmina Arora, direktør i ADF Indien, den nationale afdeling af den internationale kristne frihed- og rettighedsorganisation Alliance Defending Freedom (Alliance til forsvar for frihed).

”Indiens skæve kønsfordeling viser, at vi som nation har svigtet pigerne. Enten bliver de aborteret eller, når de er født, genstand for forskellige former for vold. Det er på tide at gøre noget. (...) Hvert enkelt barn er dyrebart. Piger og drenge har lige ret til liv og frihed,” siger hun i en kommentar til FN’s Internationale Pigedag, som blev markeret i sidste uge.

Den indiske regerings økonomiske oversigt for 2018 fastslår ifølge en række medier, at omkring 21 millioner indiske piger er uønskede i deres familier. Og intet tyder på, at det forhold vil ændre sig drastisk inden for den nærmeste fremtid.

Selvom landet på en række andre områder har udviklet sig til en moderne nation og de seneste år har haft en meget kraftig økonomisk vækst, har den skæve kønsfordeling stort set ikke rykket sig. Der bliver i dag født knap 111 drenge for hver 100 piger i landsgennemsnit. Det er det samme som i 1996 og flere end i 1970’erne og 1980’erne. Normalt fødes der 106 drenge per 100 piger.

”Der er ingen sammenhæng mellem antallet af aborter og hvor velhavende, man er. Det er en misforståelse at tro, at det kun er de fattige, der får fjernet deres pigefostre. Det gør de rige indere også. Mange forbinder stadig drenge med mere prestige, og i øvrigt kræver det også en vis indkomst at få foretaget den kønsbestemmelse af fostret, der går forud for aborten,” siger Ravinder Kaur, centerleder på Moderne Indiens- og Sydasienstudier ved Københavns Universitet.

Forkærligheden for drenge hænger sammen med, at det i Indien er sønnerne, der ses som dem, der vogter familiens navn. Hvor pigerne bliver giftet bort og ”forsvinder” over til den nye familie, er det sønnen, der bærer navnet og slægten videre. Mange hinduer tror desuden, at man kun kommer i himlen, hvis det er vedkommendes søn, der tænder ligbrændingsbålet og spreder asken i Gangesfloden.

Sociolog Pramil Kumar Panda fra Xavier-instituttet for socialvidenskab i byen Ranchi siger til nyhedsmediet Deutsche Welle, at den sidste landsdækkende befolkningsundersøgelse i Indien fra 2011 viser, at økonomisk vækst og bedre infrastruktur ikke har ændret folks opfattelser af pigekønnet.

En række rige, indiske delstater har en skævere kønsfordeling end fattige indiske delstater.