Gud hjælper filippinske Sheilluo mod hjemve i julen

Fra Dipolog til Allerød. Sheilluo Moris flygtede fra et bristet hjerte i Filippinerne til en tilværelse som au pair i Danmark og en helt anden kultur. Denne jul bliver anderledes end julefejringerne derhjemme, som hun kender og holder af. Når hun føler sig ensom og savner familien, taler hun med Gud

Allerød centrum er intet imod den sydfilippinske by, som Sheillou Moris kommer fra, når det kommer til jylepynt. Shiellou Moris savner både de farverige lys og sin familie op til jul. – Foto: Julie Meldhede Kristensen
Allerød centrum er intet imod den sydfilippinske by, som Sheillou Moris kommer fra, når det kommer til jylepynt. Shiellou Moris savner både de farverige lys og sin familie op til jul. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.

”Ved I, hvilken højtid vi går i møde?”, spurgte pastor Thomas.

”Jul,” svarede flere fra menigheden med glade råb.

Det var den første søndag i november, og den 29-årige Sheilluo Moris kunne pludselig mærke, hvor meget hun savnede jul med sin familie hjemme i Filippinerne. Hun var i kirke, som hun plejer at være om søndagen. Kirkebandet havde spillet poppede kristne salmer, pastor Thomas havde prædiket og nu stod han på scenen i Bremen Teater på Vesterbro i København, hvor den protestantiske megakirke Hillsong holder til, og gennemgik kirkens juleprogram.

Sheilluo Moris’ tanker vandrede 9980 kilometer sydøst på.

Hun forestillede sig sin familie være optaget af forberedelserne til juleshowet i deres lokale kirke. Forældrene, der øvede med deres kor, hendes lillesøster, der øvede danserutiner med ungdomsgruppen fra kirken. Og hun forestillede sig sin mor lave familiens yndlingsretter, som det er tradition ved juletid i Filippinerne.

Hun drejede hovedet til højre, og der sad hendes ældste lillesøster i et plyssæde i Bremen Teater. Hun var netop ankommet dagen før fra Filippinerne og skulle også arbejde som au pair i Danmark.

”I år må vi selv lave vores yndlingsretter,” hviskede hun til søsteren.

”Det hjalp at have hende her, men alligevel føltes det ikke rigtigt som jul,” husker Sheilluo Moris i dag, at hun tænkte, da hun genså søsteren.

Sheilluo Moris besluttede sig for at tage til Danmark som au pair en dag i juli 2018. Hun slappede af i stuen i familiens hus i Dipolog i det sydlige Filippinerne og så sit favorit middags tv-show, Showtime. Et filippinsk konkurrence-, musik- og talkshow. Imens løb nogle af familiens otte hunde og to katte rundt i stuen.

Sheilluo Moris (står til venstre med et barn på armen) sammen med den del af menigheden fra hendes lokale protestantiske kirke, der var med i juleshowet sidste jul hjemme i den sydfilippinske by Dipolog. – Privatfoto.
Sheilluo Moris (står til venstre med et barn på armen) sammen med den del af menigheden fra hendes lokale protestantiske kirke, der var med i juleshowet sidste jul hjemme i den sydfilippinske by Dipolog. – Privatfoto.

Samtidig scrollede hun på Facebook. Et billede mellem virvaret af opslag fangede hende. Det var et fotografi af hendes kusine, der sad med et lyshåret barn på skødet i en råhvid sofa. Fotoet var fra kusinens tid som au pair i Danmark.

Med det samme skrev Sheilluo Moris til kusinen og spurgte, hvordan det var at være au pair i Danmark, og hvad man skulle gøre for at blive det.

Sheilluo Moris havde arbejdet lidt som engelsklærer og længe haft trang til at komme væk fra sin hjemby. Komme et andet sted hen, hvor spøgelset fra hendes fortid ikke pludselig dukkede op på gaden, i supermarkedet eller i kirken. Hun havde for nylig gjort det forbi med en ekskæreste, som hun havde været sammen med i 10 år. Et forhold, der opslugte hende, og som hun brugte al sin tid og al sit fokus på. Når han gjorde noget, så gjorde hun det også, fortæller hun. Efter de havde slået op, var hun begyndt at føle, at Dipolog var blevet mindre.

At tage til et godt land som Danmark og arbejde i råhvide omgivelser lød ikke dårligt, tænkte hun.

Og så kunne hun også hjælpe med at be-tale forældrenes gæld til huset af, så de en dag kunne begynde at renovere det.

Et halvt år senere var hun på vej til Danmark. Fra Filippinerne til Kina. Fra Kina til Tyskland og fra Tyskland til København. Det tog cirka 20 timer, og Sheilluo Moris landede klokken 22.30 om aftenen i Københavns Lufthavn.

I håndbagagen havde hun sin bibel og et rødt silketørklæde, hendes mor havde givet hende, inden hun tog af sted. ”Så du kan huske, at vi er her for dig,” havde moderen sagt. Sheilluo Moris havde pakket varm tøj og købt en ny fleecetrøje.

Men det var langtfra nok. Marts i København var meget koldere, end hun havde regnet med. I dag griner hun ved tanken om, at hun troede, at fleecetrøjen var nok.

”Det er den her, ” smiler hun og peger på en blå trøje, som hun har inde under en tykkere dunjakke.

Hendes værtsmor havde fortalt, at hun ville have en blå trenchcoat på i ankomsthallen. Sheilluo Moris spottede hende derfor nemt.

”Hun er godt nok høj,” tænkte Sheilluo Moris og blev nødt til at strække sig på tæerne for at besvare det kram, værtsmoderen gav hende. Anderledes end i Filippinerne, hvor man giver hånd, når man hilser.

Der var tyst i værtsfamiliens hus i Allerød. Hun hilste på sin værtsfar, men børnene sov. Det, der skulle være hendes værelse det næste år, var stort og hvidmalet. Pærerne var gullige og anderledes end det hvide lys, hun var vant til fra Filippinerne.

Her var alt for stille, tænkte hun og savnede lyden af fjernsynet, der altid kørte hjemme i stuen, af naboernes musik, gadens larm og hundenes gøen. Og her var mærkeligt mørkt uden det hvide lys.

Hun fandt nogle kristne salmer på You-Tube for at distrahere sig selv.

Da hun lå i sin nye seng, bad hun til Gud om at give hende styrke, så hun kunne klare at være væk hjemmefra.

Sheilluo Moris’ sidste jul i Filippinerne havde været travl. Hun havde ansvaret for børne- og ungdomsgruppens danseshow til det traditionelle juleshow i familiens lokale kirke. Samtidig var hun praktisk gris under showet. Efter et trommenummer sørgede hun for, at alle børnene kom ud på scenen, og så til fra siden, mens de dansede og spillede krybbespil. Børnene var nuttede, og menigheden klappede og sang med. Hendes forældre sang i koret, hendes lillesøster var med i ungdomsgruppen. Alt var, som det plejede.

Efter showet satte hun sig, så hendes fødder kunne få en pause.

”Skal vi ikke tage hjem,” sagde hun træt til sin mor.

Klokken var omkring ni om aftenen, da de var hjemme. Og så begyndte forberedelsen til den traditionelle midnatsmiddag.

”I år kan du lave din egen yndlingsret,” sagde Sheilluo Moris’ mor.

Det studsede hun et øjeblik over, for normalt var det moderen, der forberedte julemaden. Men hun gjorde, som moderen sagde, og begyndte at hakke løg til yndlingsretten pasta bolognese.

”Måske vil hun have, at jeg selv skal lave retten, fordi jeg skal til Danmark næste år?”, tænkte Sheilluo Moris for sig selv.

Hendes forældre havde inviteret en af kirkens præster med til julemiddagen, da hans familie var ude og rejse. Da klokken var midnat, var det ham, det fik æren af at sige bønnen før julemiddagen.

De stod alle rundt om det dækkede bord og holdt i hånd med lukkede øjne.

”Vi takker Gud for det år, der er gået, for det succesfulde juleshow og for det år, der vil komme. Vi beder for Sheilluo, der skal ud på en ny rejse. Gud, må du guide og beskytte hende. Gud, må du give Sheilluos mor og far styrke, nu hvor hun skal være væk fra dem,” messede pastoren.

Sheilluo Moris kunne høre sin mor rømme sig og vidste, det var et tegn på, at hun prøvede at holde tårerne tilbage, ligesom hun selv gjorde.

Næsten 10.000 kilometer væk fra sit hjem arbejder Shiellou Moris som au pair. Når hun bliver ensom og savner familien, taler hun med Gud. -
Næsten 10.000 kilometer væk fra sit hjem arbejder Shiellou Moris som au pair. Når hun bliver ensom og savner familien, taler hun med Gud. - Foto: Julie Meldhede Kristensen.

”Jeg var glad den juleaften, for jeg følte, at mine forældre var stolte af mig. Og det følte jeg ikke, da jeg var yngre. Da følte jeg, at mine forældre mente, at jeg spildte mit liv og burde få et fast arbejde. Især min far var ikke glad for det forhold, jeg havde til min ekskæreste. Det kan jeg også godt forstå nu. Jeg føler, at jeg har spildt en masse år med ham. Men jeg er blevet meget klogere,” fortæller Sheilluo Moris, når hun husker tilbage på sidste jul.

Da Sheilluo Moris to måneder efter var på vej til Danmark, havde hun ikke lyst til at tage af sted. Måske ville der gå et år, måske to år, før hun så sin familie og Filippinerne igen.

Det betød, at hun ville gå glip af det første bryllup i familien. Hendes brors bryllup. Da hendes visum til Danmark ved juletid var blevet godkendt, havde hun skrevet til ham med det samme.

”Hvad med brylluppet?”, havde han svaret fra det skib, hvor han arbejder som sømand.

Men der var ikke noget at gøre. Billetten frem og tilbage fra Filippinerne var for dyr.

På vej i bilen til lufthavnen i Dipolog var der stille. Hendes yngste lillesøster var i skole og den anden på arbejde. Hendes bror var ude på skibet. Forældrene sad foran med en af deres otte hunde.

Kun dem med boardingpas må komme ind i lufthavnen, så hun krammede sin far og mor farvel og sagde farvel til hunden.

Hun gik ind mod lufthavnen uden at se tilbage, og først da hun var kommet ind af dørene, lod hun tårerne trille.

”Alle kiggede på mig, men jeg var ligeglad,” fortæller hun.

Hun græd, mens hun spiste den medbragte frokost. Ris, spaghetti og kylling. Og så talte hun med Gud:

”Jeg er skal virkelig langt væk fra Filippinerne, og det gør mig bange, Gud. Men hjælp mig til at klare den og hjælp mig, så jeg ikke bliver ensom.”

Fire måneder efter var hun tilbage i Filippinerne. Med en blå kjole, en stor rund hat og solbriller på sad hun bag på en venindes scooter gennem Dipologs gader. Ingen i Filippinerne ud over veninden vidste, at hun var rejst fra Danmark.

”Tak Gud for at hjælpe mig med at komme til min brors bryllup,” tænkte Sheilluo Moris, mens de drønede af sted.

Hendes danske værtsfamilie havde indvilget i at give hende et forskud på hendes au pair-lommepenge, så hun kunne være en del af den store familiebegivenhed. Der lugtede af benzin. Byen larmede. Hun følte sig hjemme.

På parkeringspladsen foran festsalen ringede veninden til Sheilluo Moris’ mor og stak en løgn om, at hun ikke kunne komme ind. Sheilluo Moris gemte sig bag en palme.

Ud kom moderen iført en lang hvid kjole, med et slæb, som hun bar hen over den ene arm. Hun havde stadig tøfler og halvt færdigsat makeup på.

”Jeg har en gave, der var alt for stor til at have med ind,” sagde veninden, og Sheilluo Moris hoppede frem.

Sheilluo Moris’ mor så op og ned ad hende. Og det var først, da hun tog hatten og solbrillerne af, at hendes mor kunne genkende hende. Hun begyndte at græde og krammede sin ældste datter.

”Endelig er familien hel igen,” sagde hun og trak Sheilluo Moris ind mod bryllupsreceptionen til resten af familien.

Fem måneder senere, en hverdag i Allerød, hvor Sheilluo Moris var i gang med at tørre bordet af efter aftensmad, spurgte hendes værtsmor, der var i gang med at sætte glas i opvaskemaskinen, om hun ville være med til deres jul.

Sheilluo Moris havde håbet, at de ville spørge hende, for hun var blevet glad for familien, og når nu hun var i Danmark, ville hun have det hele med – også den danske jul.

”Da hun fortalte mig, at det er en dansk tradition at danse og synge rundt om et træ med lys og pynt på, tænkte jeg bare okay, det er godt nok mærkeligt,” griner Sheilluo Moris.

Hun mener, hun er faldet til i Danmark, men hun savner stadig julen i Filippinerne.

”Jeg føler stadig ikke julehumøret. Måske handler det om, at der ikke er så mange juledekorationer her, som der er i Filippinerne. Der er heller ikke så mange kor, der går fra dør til dør og synger kristne salmer. Men måske kommer jeg i julehumør, når det er juleaften.”

Den første søndag i december tog Sheilluo Moris og hendes lillesøster ind på Rådhuspladsen for at se det store juletræ.

”Med min søster og alle lysene begyndte jeg at føle, at okay, det er faktisk jul.”

Da hun samme aften lå i sin seng, takkede hun Gud for at have hjulpet hende, da hun følte sig ensom.