Hen på eftermiddagen kommer de trillende på deres trehjulede cykler, der har ladet fyldt med plastikflasker, pap og papir. De læsser tingene af på den lille indsamlingscentral, der ligger i en snæver gyde i centrum af Bei-jing. Her bliver affaldet grovsorteret og vejet på en gammeldags vægt. Krøllede pengesedler skifter hænder, og derefter går nogle mænd og kvinder i gang med at læsse hele molevitten op på ladet af en ramponeret, blå lastbil. Sidst på aftenen kører den, nu læsset til bristepunktet, ud til en større affaldscentral i udkanten af byen.
Sådan gentager historien sig dag efter dag, alle ugens syv dage.
Indsamlerne og centralen er blot en lille eger i hjulet på det store maskineri, der er med til at holde den kinesiske hovedstad ren. Og i betragtning af, at der bor omkring 17 millioner mennesker i Beijing, er den forbløffende ren.
Det samme er tilfældet i andre kinesiske storbyer, selvom de færreste kinesere er særligt miljøbevidste, og de fleste har for vane at smide affald omkring sig. Til gengæld får et cigaretskod ikke lov til at ligge ret længe på gaden, før en gadefejer bevæbnet med en riskost sørger for at fjerne det igen.
Efterhånden er gaderne også velforsynede med skraldespande ofte delt op i én til genbrug og én til alt det andet.
Men inden man overhovedet når at smide en tom vandflaske i den rette skraldespand, vil der ofte komme en indsamler og spørge, om han eller hun må få flasken.
Det er som regel migrantarbejdere mennesker, der er kommet til storbyen fra landområderne der står for affaldsindsamlingen, som bybefolkningen ikke vil røre med en finger. Fidusen er, at de kan tjene penge på at sælge flasker, pap og papir videre til indsamlingscentralerne og på den måde skrabe en månedsløn sammen, uden dog at blive rige af det. Sammen med hæren af gadefejere er det en af forklaringerne på, at gaderne i de kinesiske storbyer er så rene.
Desværre eksisterer renligheden kun på overfladen. Går man et spadestik dybere, vil man opdage, at Kina har kæmpe problemer med de stigende mængder af affald. Ændrede forbrugsmønstre er med til at øge problemet. Tidligere købte kineserne flere gange dagligt friske grøntsager og kød på markederne, men vestlige supermarkeder er ved at tage over. Det betyder øgede mængder af affald, fordi alt nu er pakket ind i uhyrlige mængder af plastik. Og ved kassen får kunderne udleveret gratis plastikposer og langt flere, end der er brug for.
Ude på landet, hvor affaldsordninger ofte er ikke-eksisterende, flyder affaldet nu i vandløbene, og man skal ikke køre langt med toget uden for Beijing, før man ser store mængder af plastikposer, der hænger og flagrer på træerne eller flyder langs jernbanesporet. Allerede for 10 år siden fik kineserne en advarsel om, hvor farligt den slags kan være for miljøet og ikke mindst for dyrene, da en giraf i Shanghais zoologiske have spiste en plastikpose og derpå styrtede død om.
Den historie minder kinesiske aviser i dag deres læsere om i den debat, der er opstået i forbindelse med, at den sydkinesiske by Shenzhen lige nu overvejer at forbyde butikkerne at udlevere gratis plastikposer til kunderne.
Det vil i givet fald være den første storby i Kina, men mange håber, at ordningen vil brede sig til hele landet. Alene i Shenzhen bruges der 20 millioner af dem om dagen, og i Beijing smides der omkring 2,3 milliarder plastikposer ud om året. Fortsætter tendensen, vil det være mere, end selv den flittige hær af gadefejere og indsamlere kan klare.