I kommunistiske Cuba står og falder valget med stemmeprocenten

Oppositionen i Cuba havde forud for søndagens valg opfordret befolkningen til at undlade at stemme.

Den cubanske udenrigsminister, Bruno Rodriguez, underskriver sin valgregistrering. Ved valget søndag kunne otte millioner cubanere stemme om parlamentets sammensætning de næste fem år. I praksis var resultatet i det kommunistiske land dog givet på forhånd
Den cubanske udenrigsminister, Bruno Rodriguez, underskriver sin valgregistrering. Ved valget søndag kunne otte millioner cubanere stemme om parlamentets sammensætning de næste fem år. I praksis var resultatet i det kommunistiske land dog givet på forhånd. Foto: Adalberto Roque/Ritzau Scanpix.

Valget i Cuba er et forudsigeligt et af slagsen. Det, der virkelig var på spil søndag, var stemmeprocenten, der afspejler, hvor mange der nægtede at stemme.

Siden den kommunistiske revolution i 1959 har der ikke været en eneste oppositionskandidat på stemmesedlen. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Oppositionen har forud for søndagens valg opfordret befolkningen til at undlade at stemme og på det sociale medie Twitter hentydet til, at valget er en farce.

Ifølge den seneste opgørelse fra den nationale valgkommission har 70,33 procent af befolkningen stemt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed er der sket en lille stigningen i antallet af afgivne stemmer, hvis man sammenligner med kommunalvalget, der fandt sted i november sidste år. Her afgav 68,5 procent af de stemmeberettigede deres stemme ifølge de officielle tal.

Det er den laveste valgdeltagelse siden 1976, hvor landets nuværende valgsystem trådte i kraft.

Søndagens tal betvivles af systemkritiker Manuel Cuesta Morua, der kalder det "umuligt", at mere end 70 procent afgav deres stemme.

- Klokken 9 lød det, at 18,2 procent af de stemmeberettigede havde stemt. Klokken 11 lød den på 41,66 procent. Det betyder, at den på to timer er steget med 23,46 procent (point, red.), skriver han på Twitter ifølge AFP.

- Umuligt. Valgstederne er tomme, fortsætter han.

De endelige tal for valgdeltagelsen vil blive offentliggjort mandag.

Der er i alt omkring otte millioner stemmeberettigede cubanere. De kan vælge mellem 470 kandidater, som kæmper om præcist samme antal pladser i parlamentet - altså 470 - for de næste fem år. Kandidaterne tæller 263 kvinder og 207 mænd.

Det er ikke lovpligtigt at stemme i Cuba, og stemmeafståelse er blevet mere og mere almindeligt de seneste år.

Siden revolutionen i 1959 er det kun kandidater fra kommunistpartiet, der kan stille op.

/ritzau/