I det konflikthærgede Ukraine kan man tale om splittelse i mere end en forstand. Den konkrete splittelse kan man skue med det blotte øje. For eksempel fra den 72-årige Lyudmila Kovaliovas hus i byen Solote, hvorfra man har udsigt til frontlinjen mellem den ukrainske hær og de russisk-støttede separatister, som siden 2014 har bekriget hinanden i det østlige Ukraine. 14.000 mennesker har mistet livet, og mere end to millioner er drevet på flugt.
“Om jeg tror, Ukraine en dag vil blive forenet? Åh, jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg er ikke særlig optimistisk,” siger hun.
Men der er også en splittelse, som ikke altid er synlig for det blotte øje, men som ifølge iagttagere stikker dybt i den tidligere sovjetiske republik, og som for eksempel viser sig i samtalen med Lyudmila Kovaliova. Hvem hun støtter i konflikten, fortæller hun ikke, men hun omtaler Ukraine, som var det blot en region i Rusland og ikke et selvstændigt land. Om det skyldes prorussisk propaganda eller en dybere overbevisning, er svært at sige.
Men forestillingen om Ukraine som et kunstigt land spiller en afgørende rolle for den russiske præsident Putins aggressive adfærd over for nabolandet. Konkurrerende fortolkninger af historien er blevet en vigtig komponent i den stadig mere tilspidsede konflikt, som truer med at udvikle sig til den farligste krise i Europa siden den kolde krigs afslutning. Rusland har opmarcheret over 130.000 soldater langs den ukrainske grænse, og i den forgangne uge indledte titusindvis af russiske soldater militære øvelser i nabolandet Belarus.
“Ukraine er ikke engang en stat. Hvad er Ukraine? En del af dets territorium ligger i Østeuropa, men en anden del, en betydelig del, var en gave fra os,” hævdede Vladimir Putin allerede på et Nato-topmøde i rumænske Bukarest i 2008.
Spaltet eller ej
Siden Ruslands annektering af den ukrainske Krimhalvø i 2014 har Putin flere gange erklæret, at russere og ukrainere "er ét folk", og at den ukrainske hovedstad Kijev med dens ortodokse helligdomme er "alle russiske byers moder”. Den russiske præsident er imidlertid ikke ene om at anfægte den nationale sammenhæng i et Ukraine, som groft sagt kan deles mellem et ukrainsk-talende vest og et russisk-talende sydøst.
Den afdøde amerikanske politolog og forfatter til essayet "Civilisationernes sammenstød” Samuel Huntington kaldte Ukraine for et "spaltet land”. Den britiske forfatter og tidligere korrespondent for avisen The Times i de postsovjetiske områder Anatol Lieven mindede i et essay før nytår om, at den ukrainske regering de seneste tre år har forsøgt "at reducere og i sidste ende fjerne det russiske sprog fra regeringen, uddannelsessektoren og servicesektoren i Ukraine”. Den tidligere ukrainske præsident Viktor Jusjtjenko sagde for nylig, at Ukraine ikke har de træk, der er "karakteristiske for sunde, stærke, konsoliderede nationer". Og i essayet "Ukraine: En splittet nations tragedie” skriver Jack F. Matlock, tidligere ambassadør for USA i Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen, at "Ukraine er en stat, men endnu ikke en nation”.
"Ja, Rusland har blandet sig, men det er ikke russisk indblanding, der har skabt ukrainsk splittelse, men snarere den tilfældige måde, hvorpå landet blev samlet af dele, der ikke altid var indbyrdes forenelige,” skriver Jack F. Matlock.
Han tilføjer, at Ukraine fik sin nuværende form efter afslutningen på Anden Verdenskrig, nogle østlige dele af mellemkrigstidens Polen og Tjekkoslovakiet blev annekteret af sovjetlederen Josef Stalin, mens det stort set russisktalende Krim under den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov blev overført fra Rusland til Ukraine i 1954. Ukraine kan kun trives, hvis det etablerer "tætte og civile forbindelser" med Rusland, samtidig med at landets russisktalende borgere får lige rettigheder. Hvis det ikke sker, advarer Jack F. Matlock, kan det efterlade Ukraine på en "selvmordskurs".
Besættelsen er midlertidig
Påstandene om Ukraine som et spaltet land vækker frustration hos mange ukrainere. Spørger man Oleksiy Smirnov, viceleder af den regionale administration i det delvist besatte område Luhansk, om han hånden på hjertet tror på et forenet Ukraine, kvitterer han man et spiddende blik.
"Ukraine er forenet. Ukraine er ikke delt. Besættelsen er en midlertidig begivenhed. Vi har før været underlagt andre magter i hundredvis af år, og også dengang var det midlertidigt,” siger han.
Ukraines legitimitet som nation er solidt forankret i Europas historie og kan spores tilbage til fremkomsten af Kijev Rus-staten i det 10. århundrede, hvorfra den ortodokse kristendom blev spredt til de slaviske områder. Det fortæller den ukrainske journalist og filminstruktør Volodymyr Ariev, som er medlem af det ukrainske parlament for centrum-højre-partiet European Solidarity (Europæisk Solidaritet).
"Rusland vil have så meget af Ukraine som muligt. Putin forsøger at opretholde en myte om, at Ukraine historisk set er en del af Rusland. Men det er - tilgiv mig - noget forbandet vrøvl. Kijev Rus var ikke Rusland. Man kunne lige så godt indvende, at Rusland er en del af Ukraine,” siger han over en kop te i den ukrainske hovedstad Kijev.
Først med Ruslands annektering af Krim og krigsudbruddet i 2014 begyndte Ukraine for alvor at oparbejde en national fortælling som modstykke til den russiske fortælling, siger Volodymyr Ariev.
"Det tager tid at opbygge en national fortælling. Vi er ved at blive helet som land, det er en lang proces efter at være blevet ødelagt af russerne og Sovjetunionen,” siger han.
Selvom ukrainerne i syd og øst er mere tilbøjelige til at samarbejde med russerne, er der ingen naturlig fjendtlighed mellem ukrainsktalende og russisktalende ukrainere, mener han.
"Jeg har de seneste 10 år besøgt russisk-talende ukrainere i de østlige områder, og hvor ofte tror du, de har bedt mig om at skifte fra ukrainsk til russisk? Nul gange! Det er kulminearbejdere, som ellers kan være ret grove. Men de blev bløde og sagde, 'det sprog har vi kun hørt på tv’. Det tager tid at ændre folks tankegang, og russisk propaganda har gjort megen skade,” siger han.
Nationaltraumet spøger
At Ukraine endnu ikke hænger sammen som nation, tilskriver Volodymyr Ariev "Holodomor”, den store hungersnød i Ukraine under Josef Stalin fra 1932 til 1933, et af ukrainernes helt store nationaltraumer. Historikere diskuterer stadig, om hungersnøden var et målrettet folkedrab fra Stalins side. Men det er en kendsgerning, at millioner af ukrainere mistede livet, og at Stalin systematisk undertrykte ukrainsk kultur og sprog.
"Vi er ikke fuldstændigt forenede, og det skyldes Stalin. Han var besat af at ødelægge Ukraine,” siger han.
Selv om ukrainerne først i 1918 fik den første smagsprøve på en moderne statsdannelse, havde begrebet ukrainsk nation eksisteret i flere hundrede år. Den franske tænker Voltaire skrev i 1731, at "Ukraine har altid stræbt efter at være frit".
For et land, der har oplevet mere end 300 års fremmed dominans og fungerede som epicenter for det totalitære 20. århundrede, er det næppe overraskende, at Ukraine stadig er i færd med at udvikle sig til en moderne nation, betoner Peter Dickinson, redaktør for den amerikanske tænketank Atlantic Councils online-tidsskrift UkraineAlert Service.
"En ny generation af ukrainere er trådt ud af Sovjets skygge, og landet er i stigende grad begyndt at se sin fremtid som en del af et demokratisk Europa,” skriver han i artiklen "Afkræftning af myten om et splittet Ukraine”.
En meningsmåling fra december 2021 foretaget af Kijev International Institute of Sociology viser, at blandt de ukrainere, der er parate til at deltage i en folkeafstemning, vil 76 procent stemme for EU-medlemskab og 68 procent for Nato-optagelse.
"Det eneste, der gør Ukraine usædvanligt, er den destruktive rolle, som Rusland har spillet. Alt tyder på, at Ukraines interne meningsforskelle aldrig ville have udviklet sig til noget, der nærmer sig en væbnet konflikt, hvis det ikke var for Ruslands direkte indgriben,” skriver Dickinson.