Prøv avisen

I Malawi forsøger den samme mand at opdrage både befolkningen og regeringen

Selvom Michael Usi ved valget i dag skulle blive valgt til Malawis vicepræsident, vil han fortsat holde fast i sin seriekarakter Manganya, fordi befolkningen ved, at han siger tingene, som de er. – Begge fotos: Marie Torp Christensen.

Langt de fleste i Malawi får et smil på læben, når man spørger til Manganya, men den 50-årige Michael Usi, der står bag radio- og tv-karakteren, vækker ikke samme genkendelse. I 26 år har han levet som to personer, der taler til to målgrupper med meget forskellige ordforråd om livets store spørgsmål

Trafikken står helt stille på en af hovedvejene ud af Malawis næststørste by, Blantyre. Fra en sidevej kommer en overfyldt minibus med to yngre mænd på forsædet, som er presset op mod forruden. De prøver at mase sig ind i bilkøen, men de får ikke lov. En mand vender hovedet og kigger formanende på dem med pegefingeren løftet. Det er ikke en måde at køre på, får han forklaret med sine fagter. De to unge mænds øjne lyser op, og de udbryder begge ”Manganya” og slår ud med armene.

For det er ikke hvilken som helst mand, der har formanet dem i den travle eftermiddagstrafik. Tværtimod. Han er landskendt for i mere end 25 år at have sagt tingene, som de er, i radio og på tv.

Bag Manganya gemmer sig den 50-årige Michael Usi, der er helt bevidst om, at han rummer to personer. Karakteren Manganya, som han har arbejdet med i 25 år, og så ham selv, Michael Usi, der har to mastergrader og en ph.d.

Den lille mand på godt 1 meter og 60 centimeter ligner ikke én fra landsbyen i sit mørkeblå jakkesæt med tern, mens han ivrigt fortæller om, hvorfor hans to halvvoksne døtre på bagsædet ikke må køre bil i mørke. Der er simpelthen for mange, som ikke kører ordentligt, mener han.

Den direkte kommunikation, hvor meningerne ikke er pakket ind, og hvor han kalder en spade for en spade, er også det, der har gjort, at hele Malawis befolkning på mere end 18 millioner mennesker i et kvart århundrede har slået ørerne ud, når han en gang om ugen siden 1993 har sendt sit radioprogram ”Tikuferanji”, der i 1997 også blev til et tv-program.

I serien, hvis titel frit oversat betyder ”Hvorfor dør vi?”, spiller han rollen som landsbyboeren Manganya, der tit får dummet sig og ender i uheldige situationer, som han derefter skal redde sig ud af.

”Der er rigtig mange malawiere, der ser Manganya som en ven og ambassadør, fordi han er en karakter, som kommer fra landsbyen og kan kommunikere de udfordringer, som beboerne i landsbyerne står over for. Men Michael Usi er for dem én, der kommer fra en anden verden,” fortæller han og uddyber:

”Michael Usi kan tale til regeringen, donorerne og de veluddannede om kvaliteten af politik, hvordan de bliver udformet og implementeret, men det kan Manganya ikke, fordi han er fra landsbyen.”

Men Manganya er ikke en karakter, som Michael Usi har opfundet ud af det blå. Den er ham, fordi hans eget liv er splittet i to dele. Han er vokset op i landsbyen Mulanje i det sydlige Malawi sammen med sine to brødre, sin mor og en far, der arbejdede i de sydafrikanske guldminer. Der var ikke mange penge at gøre godt med i familien, og tit havde hans ufaglærte forældre svært ved at forsørge deres tre drenge.

”Min mor fortalte mig altid, at jeg havde hverken alting eller ingenting, men jeg havde min hjerne, og den skulle være mit mål. Derfor skulle jeg arbejde meget hårdt i skolen for at få en uddannelse,” fortæller han.

”Det gjorde jeg, og det er derfor, at det gået så godt for mig. Men mit gamle jeg er der stadigvæk, og jeg ved, hvad det vil sige at være fattig, fordi det var sådan, jeg voksede op.”

Idéen til radio- og tv-serien ”Tikuferanji” kom, fordi Michael Usi i 1991 blev ansat af udviklingsorganisationen Adra for at lave en oplysningsindsats, der kunne sætte hiv og aids på dagsordenen i Malawi og være med til at udbrede kendskabet til sygdommen, herunder hvordan den kan bekæmpes og leves med. Løsningen, mente han, var at ”uddanne” befolkningen ved hjælp af skuespil.

”Da jeg fik tilbuddet, så jeg det som min mulighed for at hjælpe mine landsmænd, som går igennem det samme, som jeg har været igennem i min barndom,” fortæller han og lægger ikke skjul på, at han siden det første radioprogram i 1993 har forsøgt at opdrage befolkningen i Malawi.

Efter oplysningen om hiv og aids kastede han og skuespillerne i programmet sig over emnet rettigheder, fordi de igennem samtaler med befolkningen i landområderne fandt frem til, at de ikke kendte meget til deres rettigheder.

”De sagde blandt andet tak til regeringen for, at deres børn kunne komme i skole og til lægen, men det skal de ikke takke regeringen for. De har jo ret til at gå i skole, have et ordentligt sundhedssystem og ikke være ofre for korruption,” siger han og hæver igen pegefingeren.

”Det der gjorde ’Tikuferanji’ så populært var, at det var en ny måde at fortælle på, hvor vi fremprovokerede diskussioner om vores samfund og den måde, det er bygget op på.”

Den direkte måde at kommunikere på har ikke altid gjort ham populær hos landets politikere, der også har fået hans løftede pegefinger at føle, når de ikke har levet op til deres ansvar og blandt andet været korrupte. De situationer har Manganya brugt til at fortælle befolkningen, hvordan tingene virkelig hænger sammen, som når karakteren har sammenlignet gennemsigtighed i systemet med en mor, der ikke vil vise sine børn, hvad der er i køkkenskabene, hvorfor børnene så ikke har noget valg og er ført bag lyset.

Foruden radio- og tv-dramaet har han også haft radioprogrammer, hvor befolkningen har kunnet sende deres dilemmaer ind, hvorefter blandt andre politikere, religiøse overhoveder og politiet har skullet forholde sig til, hvordan de ville løse problemstillingerne.

”Det skabte et rum, hvor vi kunne vende nogle kontroversielle emner som beskyttelse af prostituerede og minimumslønninger, hvor befolkningen, der forventede en løsning, stod på den ene side af samtalen, mens de, der kunne levere løsningen, stod på den anden side,” fortæller han og smiler stolt, fordi han gennem programmerne har gjort en forskel for sine landsmænd, som han møder hver dag, når han går ud ad døren.

Og der er ikke nogen tvivl om, at Michael Usi er en populær herre. Begge hans telefoner ringer og ringer og ringer, men i øjeblikket er det især, fordi han har valgt at forlade sine radio- og tv-programmer for at stille op som vicepræsident for partiet UTM – United Transformation Movement (Den samlede transformationsbevægelse).

”Jeg har talt og talt i mange år via programmerne, og så har lytterne og seerne valgt, om de ville handle. Derfor er formålet med at gå ind i politik at tage handlingen i egen hånd og sidde med ved bordet, når beslutningerne skal tages,” fortæller Michael Usi, inden han stiger ud af bilen for at skifte til en anden bil i valgkaravanen, hvor der er et åbent lad, så alle kan se ham.

De flere end 1000 malawiere, der er kommet for at møde ham og de lokale kandidater i Limbe sydøst for Blan- tyre, hujer og klapper, da de går op på scenen, der er beklædt med partiets røde farve. Flere af de fremmødte har allerede købt ind på partiets idé og er mødt op i T-shirts eller nysyede dragter af partiets stof, hvor præsidentkandidaten er afbildet. Det samme er Michael Usi, som har været med til at forme partiet, som stiller op til valget for første gang.

”Mit vigtigste budskab er, at befolkningen selv spiller en vigtig rolle i landets udvikling. Jeg går til valg på, at vi som regering vil stille et miljø til rådighed, hvor det er muligt at udvikle sig, men de skal selv svede for det,” fortæller han og understreger, ligesom hans mor understregede det for ham i hans barndom, at man skal arbejde hårdt, så kommer belønningen efter det.

Men selvom han har forladt æteren, har han ikke lagt Manganya på hylden. Han bliver både præsenteret i forbindelse med talen, og han indgår også i det politiske budskab, fordi Michael Usis mission er at tage ham og de kritiske spørgsmål med ind i parlamentet, hvis partiet vinder.

”Jeg fortalte de fremmødte som Manganya, at når jeg arbejder, så joker jeg ikke; hvis de, der kommer til at sidde i parlamentet, ikke gør, som de lover, så vil jeg ikke arbejde sammen med dem, og så vil jeg være hård ved dem.”

Flere end 1000 mennesker er mødt frem i Limbe uden for Malawis næststørste by, Blantyre, for at høre, hvad Michael Usi har at sige – både som vicepræsidentkandidat og ikke mindst som karakten Manganya, som han har spillet i 26 år i radio og tv.