Prøv avisen

I Mosuls mørke retsopgør er grænsen mellem venner og fjender en hårfin balance

Der er ikke mange intakte bygninger tilbage i Mosul.

Op mod 30 procent anholdte IS-mistænkte er angivet og anholdt på grund af banale nabofejder, familiedisputter og banal hævn. Alligevel risikerer de alt fra at blive stuvet ind i mørke kældre, forsvinde eller ende som lig i Tigris-floden

Der er beretninger om talløse lig, der flyder bagbundne i Tigris-floden.

Fortællinger om, hvordan 600 mænd er forsvundet sporløst ved Falluja.

Vidne- og fotodokumentation, der afslører bunker af skeletter, bundet på hænder og blindet for øjnene, og beskrivelser fra alverdens journalister om irakiske soldater, der stolt og smilende poserer på eller fremviser billeder og videoer fra deres scrapbog af dræbte og potentielle IS-krigere, der har gjort Iraks skjulte retsopgør mod terroristerne betændt.

”Det, vi særligt har set de seneste to til tre uger, er, at alle, der kommer ud fra Mosul, menes at tilhøre Islamisk Stat. Alle er mistænkte. Den screening, der blev foretaget tidligere, er ligesom opløst. Selv hvis folk ikke står i efterretningstjenestens databaser, tages de med.”

Sådan lyder konklusionen fra seniorforsker ved menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, Belkis Wille, om Mosuls juridiske og moralske dilemma for at gøre op med fortiden: jagten på de fanatiske og forhadte jihadister har varet i over tre år, men det er i høj grad de seneste måneders avancement fra den irakiske hær i Mosul, der har bragt flere og flere historier om grusom håndtering og tortur af IS-mistænkte i hærens varetægt op til overfladen.

”Vi har set talrige eksempler på tortur, mishandling og drab begået mod civile, som mistænkes for at støtte IS eller have deltaget i deres kamp. Det mest oprørende og det, som i høj grad er forskellen fra tidligere, er, at soldaterne ikke længere skjuler det. De uhyrligheder, IS har begået, har ligesom givet dem befolkningens opbakning til at gøre det, mens Bagdad ignorerer det og ønsker tillykke med sejren,” fortæller Belkis Wille.

Hendes egne undersøgelser om fair rettergang for de anklagede afslører, at langtfra alle, der står i den irakiske efterretningstjenestes database over IS-krigere, støtter terrorgruppen. Alt fra nabo- eller klanstridigheder, ønsker om banal hævn eller selv at slippe for mistanke kan være årsagen til, at folk bliver stukket til det frygtede sladresystem.

”Naboer angiver hinanden på grund af uoverensstemmelser om jord eller familieproblematikker. Nogle anholdes, kun fordi de har samme navn som IS-folk. Nogle har været kok eller vagt ved et checkpoint. Nogle er kun børn. Men står man på listen, så forsvinder man. Slet og ret,” siger hun.

Som en blandt få ngo-repræsentanter har hun med egne øjne besøgt og besigtiget flere af de såkaldte fængsler i omegnen af Mosul, hvor mistænkte terrorister er stuvet sammen i forladte, ødelagte huse:

”Jeg har selv set 114 mænd være fængslet på fire gange seks meter. Med tilmurede vinduer, med ét toilet, uden bad og uden lægehjælp. Folk, der kommer med små sår, ender med amputation – i visse tilfælde dobbeltamputation. Der findes ingen officielle tal, men selv fængselsinspektørerne har indrømmet, hvordan op imod 30 procent af de anholdte formentligt intet har med IS at gøre.”

Senest har opsigtsvækkende billeder og dokumentation i internationale medier afsløret irakiske soldaters overgreb på og tortur mod fanger. Brutale videooptagelser med mænd, der hænger fra loftet og bliver tævet løs på for blandt andet at tvinges til tilståelse.

Men trods en særlig lov om amnesti for visse terroranklagede indført sidste år mener Belkis Wille at vide, at rets-systemet på forhånd har dømt de tiltalte:

”Jeg har selv stået over for den dommer, der leder sagerne mod terroristerne i Nineve-provinsen. For ham var der ingen forskel på, om folk var blevet betalt eller truet til at hjælpe IS, eller om de ideologisk var enige i IS’ verdenssyn. Han sagde ligeud, at han nægtede at følge loven. Og hvis man bliver dømt som terrorist, er der kun to muligheder: livstid eller dødsdom.”