Prøv avisen

En begravelse kan også være en festlig begivenhed

I Nigeria er begravelser en fejring af livet, og den afdøde bliver bragt i optog gennem sin fødeby, før selve begravelsen. Familie og venner af den afdøde er ofte klædt i ens tøj, syet til lejligheden. – Foto: Stine Kromann Dragsted

Når ældre nigerianere dør, er det almindeligt, at familien fejrer den afdødes liv med en stor begravelsesfest. At holde en livets fest er en udbredt tradition i hele Vestafrika

Det ser ud som om, at kisten danser i menneskehavet. Båret af usynlige hænder og kroppe, som tydeligvis formår at balancere den afdøde og samtidig danse til den trommerytme, der sætter takten for begravelsesoptoget.

Jeg er til begravelse i Nigeria, og som med andre begravelser jeg har været til i Vestafrika, føles det mere som en festens dag end som en sorgens dag.

”Det er en fejring af livet. Vores bedstemor levede et langt og fuldt liv, og det er det, vi fejrer i dag,” siger Yewande Amusan.

Ligesom resten af familien bærer hun en dragt syet til lejligheden af stof vævet i turkise og røde baner.

Traditioner er vigtige ved nigerianske begravelser. En af dem er, at familie, venner og bekendte pynter sig i det samme stof til ære for den afdøde.

”Det er en måde at sige, at vi hørte til personens liv, at vi identificerer os med personen og ikke mindst, at vi fejrer det liv, der er blevet levet,” forklarer Yewande Amusan, mens hun griber min albue og fører os sikkert igennem trængslen.

Optoget bevæger sig ned gennem den afdødes fødeby, og det er som om tilskuerne langs vejen bliver opslugt af den svedende menneskemængde.

Pludselig er vi ved en gårdhave med hundredvis af stole iklædt store sløjfer og hvide sejl til at give ly for solen. Og med udendørs servering af krydrede ris, stegt kylling og ged til hele den landsby, som nu er mødt frem.

”Du kan godt sige, at det er vigtigt med en stor begravelse, for det afspejler betydningen af personen i det lokale samfund,” siger Peter Adekunle, som er en bekendt af familien.

Jeg fortæller Peter, at jeg kender en nigeriansk familie, der lånte penge til at stable en begravelse på benene, men ikke kunne betale for deres børn skolegang.

”Det er klart, at ikke alle har de samme midler. Nogle fejrer den afdøde en hel måned, andre en uge og så er der korte begravelser på en dag eller to. Uanset hvad er det en lejlighed til at bringe folk sammen og styrke båndet mellem slægtninge, som ofte er spredt rundt omkring i landet,” siger Peter Adekunle.

Trommerytmerne fra optoget er udskiftet med fristende danserytmer fra store højttalere. En discjockey med en mikrofon synger hyldest til de mest betydningsfylde familiemedlemmer og bekendte, når de bevæger forbi scenen.

”Vi fejrer den dødes ånd, og hvordan personen har præget familien og samfundet,” siger Patience Ekene, som danser med en gruppe kvinder klædt i orange og blå gevandter.

De tilhører en lokal kvindegruppe, som den afdøde var aktiv i.

”Vi nigerianere elsker at feste – også til begravelser,” fortæller hun.

”Samtidig er den dødes fest en påmindelse til gæsterne om at reflektere over deres handlinger, og hvordan de selv vil blive husket.”

Jeg er ikke den eneste, som tager billeder og interviewer gæster ved begravelsesfesten. Udover en professionel begravelsesfotograf, er her en ældre herre, der tager billeder til et modeblad og en ung kvinde, Yemisi Fadairo, fra den lokale radio.

Jeg fortæller Yemisi, at begravelser i Danmark er sorgfulde.

”For os er begravelser en fejring af livet. Hvis den afdøde har levet et fuldbyrdet liv og nu har fået evig ro, så takker vi Gud,” siger hun.

”Men det er noget andet, hvis et barn eller en ung person dør. Så er det en sorgens dag.”

Synet på døden varierer fra familie til familie og mellem forskellige religionssamfund.

”De fleste kristne familier mener, at de har gjort deres del, når et familiemedlem har fået en passende begravelse, mens mange muslimske familier holder mindedage for at lovprise den afdøde både et år og 10 år efter begravelsen,” siger Yemisi Fadairo.

Strømmen af taler og mad fortsætter under teltdugene, og da jeg endelig går tilbage igennem landsbyen, er det med aftensolens lune farver i ryggen.

Ved flere udendørs serveringer langs vejen er gæster fra begravelsen ved at fortsætte festivitassen på egen hånd. Jeg tænker på Yemisis kommentar, da jeg tidligere på aftenen bemærkede, at nigerianske begravelser er meget intense:

”Mange af os tror dybest set, at hvis man ikke fejrer den afdøde tilstrækkeligt, så vil sjælen ikke få hvile.”