I Østeuropa står Stalin, Lenin og de andre sovjetledere på statuekirkegården

Mens Vesten debatterer, om man skal destruere omstridte statuer, der hører en anden tid til, så har man i Østeuropa forlængst fundet en alternativ løsning: At samle fortidens kontroversielle skikkelser i satiriske statueparker langt uden for byerne

Engang dominerede statuer af sovjetgrundlæggeren Vladimir Lenin gadebilledet over hele østblokken. Nu er han sammen med andre gamle sovjetkoryfæer i henvist til Memento Park i udkanten af Budapest. – Foto: Lasse Skytt.
Engang dominerede statuer af sovjetgrundlæggeren Vladimir Lenin gadebilledet over hele østblokken. Nu er han sammen med andre gamle sovjetkoryfæer i henvist til Memento Park i udkanten af Budapest. – Foto: Lasse Skytt.

Det første, der fanger øjet, når man går ind gennem porten til Memento Park, er Josef Stalins støvler oppe på en piedestal af røde mursten. Sovjetlederens figur er væk, men hans fodtøj er bevaret – eller rettere sagt en replika af hans støvler, som var det eneste, der stod tilbage efter den ungarske opstand i 1956, hvor statuen blev væltet. Andetsteds i statueparken finder man monumenter af Stalins forgænger Vladimir Lenin og af Karl Marx og Friedrich Engels, forfatterne til ”Det Kommunistiske Manifest”.

Fra 1945 til 1989 stod disse kommunistkoryfæer på prominente pladser i centrum af Budapest, men efter Berlinmurens fald blev mange af de nu åbenlyst forhadte monumenter flyttet ud til Memento Park i udkanten af byen.

”Disse statuer er både påmindelser om et antidemokratisk samfund og på samme tid brudstykker fra vores historie. Statuerne symboliserer autoritet, men er samtidig kunstværker,” skrev arkitekten Ákos Eleöd, da han indviede statueparken i 1993.

Statuen af sovjetdiktatoren Josef Stalin blev væltet under den ungarske opstand i 1956. En replika af statuens støvler står i dag ved indgangen til Memento Park i udkanten af Ungarns hovedstad, hvor også andre statuer af kommunistiske koryfæer er fragtet til siden den kolde krigs endeligt. – Foto: Lasse Skytt.
Statuen af sovjetdiktatoren Josef Stalin blev væltet under den ungarske opstand i 1956. En replika af statuens støvler står i dag ved indgangen til Memento Park i udkanten af Ungarns hovedstad, hvor også andre statuer af kommunistiske koryfæer er fragtet til siden den kolde krigs endeligt. – Foto: Lasse Skytt.

I en tid, hvor vestlige lande diskuterer, om man skal rive statuer af slavehandlere og andre historiske personligheder ned for at gøre op med fortiden, kan der være noget at lære, hvis man kigger mod Østeuropa. Det mener lektor Søren Riishøj fra Syddansk Universitet.

”Mindeparker med kontroversielle statuer, synes jeg, er en rigtig god idé. Vi skal diskutere, men bestemt ikke fortie historien,” siger han.

I den postkommunistiske del af Europa findes der adskillige eksempler på statueparker i stil med den i Ungarn. Og spørger man den polske kunsthistoriker Arnold Bartetzky fra universitetet i Leipzig, så er der flere motiver bag de østeuropæiske statuekirkegårde.

”Idéen om at beskytte monumenterne fra at ryge i glemsel på historiens mødding er bare én af årsagerne,” siger han.

”Det er også en måde at ironisere den kommunistiske arv på, en slags humoristisk revanche. Fjernet fra deres placering i centrum af byerne mister monumenterne deres kontekst, og dermed kommer deres ofte ret bombastiske patos til at fremstå tåbelig,” mener Arnold Bartetzky.

Et eksempel er statuen ”Til våben” i Memento Park. Den forestiller en seks meter høj kommunistisk soldat fare af sted i krig med et vajende flag i hånden. Men allerede under kommunismen, hvor den stod i det centrale Budapest, gjorde mange ungarere grin med statuen og kaldte den for ”garderobemanden”. De mente, at statuen lige så godt kunne ligne en mand, der løber efter en gæst, som har glemt sit tørklæde – en opfattelse, der hænger ved i dag.

”Humor kan være med til at tæmme tyranniet,” siger Dóra Szkuklik, der arbejder som guide i Memento Park.

I udkanten af bulgarske Sofia ligger Museet for Socialistisk Kunst, som på grund af sine mange sovjetstatuer i spøg også kaldes ”De Glemte Glæders Have”. Ved indgangen står en gigantisk, femtakket, rød stjerne og byder de besøgende velkommen til fortiden.

I Litauen er kommunistiske betonklodsværker samlet i en forlystelsespark langt uden for hovedstaden Vilnius. Parken har fået øgenavnet ”Stalin World”, og dens grundlægger, den spøgefulde millionær Viliumas Malinauskas, vandt sågar Ig Nobelprisen i 2001 – en parodi på den rigtige Nobelpris –, der uddeles for at hædre bedrifter, som ”først får folk til at le, derefter til at tænke”.

Ifølge kunsthistorikeren Arnold Bartetzky er statueparkerne dog kun det næstbedste svar på, hvad man skal gøre ved monumenter af fortidens foragtede helte.

”Parkerne gør jo, at monumenterne bevares for eftertiden, men der er ingen offentlig diskussion af dem, fordi det kun er få mennesker – og primært turister – der finder vej forbi,” siger polakken.

Han mener, at den bedste løsning – også når det gælder slavehandlerstatuer i Vesten – ville være at lade dem stå, hvor de står, og så bruge dem som udgangspunkt for en konstruktiv offentlig debat.

”Det er let at forsyne statuerne med en tekst, som forklarer den historiske kontekst og signalerer en afstandtagen. En anden mulighed er at opsætte kontra-monumenter på stedet. Det kan virke som en modgift, der ligeledes kan igangsætte en diskussion,” forklarer Arnold Bartetzky og nævner Dammtor i den tyske by Hamborg, hvor to nyere protestmindesmærker har fået plads ved siden af et omdiskuteret krigsmonument, som nazisterne opførte i 1930’erne.

Det østeuropæiske koncept med at bevare gamle monumenter i afsidesliggende statueparker betragtes af flere historikere som en god løsning. Men det er bestemt ikke regionens sidste kapitel i historien om statuer, der deler vandene.

I Arnold Bartetzkys hjemland Polen gør det eksempelvis mange polakker vrede, når den nuværende regering opsætter mindesmærker for den tidligere polske præsident Lech Kaczynski, som døde i Smolensk-flystyrtet i 2010. Og i Ungarn tænder det gnister i samfundet, når Viktor Orbáns regering afslører en ny statue af Miklós Horthy til minde om den omstridte admiral fra mellemkrigstidens nationalistiske og til tider antisemitiske Ungarn.

”I de liberale demokratier i Europa ses den slags som provokerende og revisionistisk historiepolitik. Når der på et tidspunkt kommer et politisk skifte i Ungarn, kan det være, at der bliver lavet en statuepark med monumenter fra Orbán-æraen,” funderer Arnold Bartetzky.

For enhver pris advarer kunsthistorikeren mod at fjerne og destruere mindesmærker, bare fordi man ikke synes om historien:

”Liberale samfund burde være i stand til at forstå, at ikke alting i det offentlige rum behøver at passe til deres eget verdenssyn. Det er jo netop den tilgang, der adskiller os fra diktaturer.”