Prøv avisen

I praksis er kurdisk er stadig forbudt

Den kurdisk sanger Ferhat Tunç mener ikke, at forholdene er blevet meget bedre under den nuværende regering. -- Arkivfoto.

Den kurdiske sanger Ferhat Tunç oplever, at han og andre kurdiske sangere fortsat bliver censureret

Der er en vis pessimisme at spore hos den kurdiske sanger Ferhat Tunç. Han oplever, at han og andre kurdiske sangere fortsat bliver censureret.

– Kurdisk er stadig de facto-forbudt, lyder det vredt fra sangeren under en koncert i Danmark, nærmere betegnet i Hedensted, hvor 400 gæster er mødt op.

Han fremhæver, at hans kurdisk-sprogede musikvideoer ikke bliver vist på de statslige tyrkiske tv-kanaler, og at han bliver nægtet tilladelse til at holde koncerter.

Ferhat Tunç er en kurdisk protest-sanger, kendt over hele Tyrkiet, og trækker sædvanligvis tusinder af fans til sine koncerter. I 20 år har han været en torn i øjet på magteliten i Ankara. Han er blevet retsforfulgt, smidt i fængsel og tortureret på grund af sine systemkritiske værker så mange gange, at han ikke har tal på det.

Et af hans retsmøder i 2007 tiltrak international opmærksomhed og blev fulgt af den danske folkesanger Niels Hausgaard og EU-parlamentarikeren Jens-Peter Bonde. Her stod Ferhat Tunç anklaget for at sprede propaganda for PKK og kurdisk separatisme, men blev frifundet.

Med god grund, mener Ferhat Tunç selv.

– Vi kræver ikke en separat, kurdisk stat, men ønsker frit at kunne tale vores sprog og udøve vores kultur inden for Tyrkiets grænser, siger han.

På koncertscenen beklager Ferhat Tunç over for publikum, at han må synge de samme sange om tyrkisk fængselstortur og undertrykkelse af kurdere, som han har gjort de seneste 25 år.

– Desværre har Tyrkiet ikke ændret sig så meget. Disse ugerninger fortsætter, og derfor synger jeg stadig om dem, siger han.

Bagefter fortæller Ferhat Tunç, at han stadig bliver forfulgt og censureret trods AK-partiets kurdiske initiativ.

– Jeg kommer stadig for retten, bliver dømt af og til og bliver tilbageholdt og anholdt. For blot en måned siden blev jeg anholdt sammen med en ven, mens jeg sad og spiste på en restaurant i Istanbul, fortæller Ferhat Tunç, der også modtager trusler pr. e-mail og telefon fra tyrkiske nationalister.

Men den kurdiske sanger har trods trusler og retsforfølgelser ikke tænkt sig at holde inde med sin politiske musik.

– Jeg er en sanger med en mission. Det kan have en hård pris. De kan slå mig ihjel, men den største arv, jeg kan efterlade denne verden, er at stå fast og forsvare menneskerettighederne, siger sangeren.

– For vi er alle en del af dette land. Hvis en kurder i øst er ulykkelig, kan en tyrker i vest heller ikke være lykkelig, pointerer Ferhat Tunç.

udland@kristeligt-dagblad.dk