”Allahu akbar... assalamu alaikum“”.
Imamen Osman Topus messer bønnerne på arabisk - Koranens sprog: ”Gud er den største... fred være med jer...”.
Sætningerne bølger monotont gennem rummet, rammer de bedende og ledsager dem i deres fordybelse. Stemmen stiger og falder et par tonelejer. Den ensformige melodi synes at fortsætte i det uendelige og sender tankerne på rejse.
Hverken det skarpe solskin eller middagsheden formår at trænge ind i moskéen i Jalta, som danner ramme om tatarernes trossamfund i byen. Bag tunge gardiner ligger bedelokalet i et blødt lys. Et mønstret gulvtæppe breder sig ud mellem væggene i det lille bederum. 12 skikkelser sidder på knæ med bøjede hovedet omgivet af islams og håbets farve. Efter bønnen rejser de sig og rækker armene ud mod deres trosfæller.
Ritualet er slut, og den 52-årige imam for Jalta-regionen, Osman Topus, byder på te. Halvøen Krim har snart været på russiske hænder i halvandet år. Mange frygtede, at diskrimination og undertrykkelse af det tatariske mindretal ville følge i kølvandet på annekteringen.
Alle tatarer blev tvangsforflyttet til Centralasien efter ordrer fra Kreml i 1944 og fik første lov til at vende tilbage til Krim mange årtier efter. I 1990'erne førte regeringen i Moskva blodige krige mod en anden muslimsk befolkningsgruppe: tjetjenerne i Nordkauaksus. Spørgsmålet er, om der er forskel på ukrainsk og russiske styre for det tatariske folk, der har haft hjemme på Krim i århundreder.
”Vi føler ingen væsentlig forskel. Det er ikke så vigtigt for os, om Krim hører til Rusland eller Ukraine. Vi har brug for fred. Det er det vigtigste - at der ikke er nogen krig. Så folk her kan arbejde, bygge huse, gifte sig, få børn og studere. Det er, hvad et menneske har brug for. Ingen har brug for krig. I krig dræber brødre hinanden. Det er en stor synd,” siger Osman Topus fra sin plads i lænestolen med henvisning til kampene i Donbas i det østlige Ukraine, som på det seneste er genopblusset.
Heldigvis er Krim blevet forskånet for krigshandlinger, siger han.
”Gennem hele historien har Krim været omstridt. Forskellige imperier har kæmpet om landet, og nu har Rusland altså taget over. Men det er alt sammen politik, som vi ikke har lyst til at blande os i. Det er ikke nødvendigt. Hos os beskæftiger vi os med islam, Koranen og at vedligeholde moskéer. Vi er her det indfødte folk, som en hvilken som helst myndighed bør tage hensyn til. Alt, hvad vi gør, gør vi for vores børn og børnebørn, for vores hjem og vores nation,” siger Jaltas imam, hvis forældre begge stammer fra byen.
Selv blev han født i deportationen, i Samarkand i det nuværende Usbekistan. Først i 1990 kunne han bosætte sig i sit folks hjemland på Krim.
Men er det blevet sværere at være tatar, siden Rusland tog over?
”Det er kun naturligt, at når en ny magt kommer til, så starter udrensninger. Sådan vil det altid være. Da Krim blev en del af Rusland, begyndte de nye myndigheder at fjerne 'unødvendige' folk. I Rusland gælder andre love. Hvis vi forestiller os, at Tyrkiet ville få magten over Krim i morgen, ville det være det samme. Selvfølgelig ransagede politiet mange af vores moskéer. De ledte efter ulovlige bøger. Under Ukraine var denne litteratur frit tilgængelig, men ikke i Rusland. Uden varsel kom de og ransagede moskéerne,” siger Osman Topus, der udtrykker et ønske om, at de russiske myndigheder inden aktionerne mod moskéerne havde givet besked om, at nu var bøgerne forbudte.
”Så folk havde vidst besked og selv kunne have skilt sig af med dem,” siger han.
Ud over at ransage moskéerne har det nye styre givet tatarenes vigtigste ledere, Mustafa Jemilev og Refat Tjubarov, indrejseforbud.
”De bor nu i Kijev,” siger Osman Topus.
Krimtatarenes eget parlament, Meclis, blev lukket af det nye styre i september sidste år. Selvstyreorganet havde i marts 2014 opfordret alle vælgere til at boykotte folkeafstemningen om russisk tilhørsforhold.
”Ja, vi har ingen Meclis mere. Jeg ved ikke, om den åbner igen. Hvis den gør, så bliver det med en anden struktur og med nye medlemmer,” siger imamen, der heller ikke har et klart overblik over, hvor mange tatarer der har forladt Krim, siden området blev russisk:
”Der er selvfølgelig nogle. Men det er kun naturligt. Det vil altid være sådan i et land. Der er positive og negative sider. De, der ikke kan affinde sig med det, rejser væk. Enhver har sin egen overbevisning.”
Amnesty International anslog kort efter annekteringen, at helt op til 7000 tatarer kan være flygtet fra halvøen i Sortehavet.
Osman Topus hæfter sig dog ved, at den russiske præsident, Vladimir Putin, i april 2014 rehabiliterede det krimtatariske folk efter deportationen og overgrebene i 1944. Desuden har de russiske myndigheder sikret, at tatarisk har status af officielt sprog på linje med ukrainsk og russisk.
”At russerne kom her, er en historisk begivenhed. Vi lever i historisk vigtige og betydningsfulde tider. Måske er det et tegn fra Allah. Allah ved bedst, og han vil måske ændre noget for menneskene. Jeg ved det ikke. Hovedsagen er, at vi kommer til at leve i fred. Vi er et freds-elskende folk,” siger imamen fra Jalta.