I Rusland tilhører dine organer staten

En russisk familie klager nu til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over krænkelse, efter at syv organer fra afdød kvinde blev fjernet uden familiens vidende

Den 19-årige Alina Sablina døde på et sygehus i Moskva efter en bilulykke. Syv af hendes organer blev fjernet uden familiens vidende. De fire forsvandt ud i den blå luft. - Privatfoto.
Den 19-årige Alina Sablina døde på et sygehus i Moskva efter en bilulykke. Syv af hendes organer blev fjernet uden familiens vidende. De fire forsvandt ud i den blå luft. - Privatfoto. Foto: Privatfoto.

19-årige Alina Sablina var godt i gang med sit studium på Moskva Universitet for Design og Teknologi, da en bilist ramte hende midt i et fodgængerfelt. Efter seks dage i koma døde Alina på et sygehus i Moskva.

Omstændighederne omkring Alinas død ligger delvist i tåge, for på dagen for hendes død blev hendes forældre nægtet adgang til hospitalsstuen. Først dagen efter fik de - ikke af hospitalspersonalet, men af en person fra et bedemandsfirma - besked om, at Alina var død. Og det var først en måned senere, at hendes mor, Elena Sa-blina, ved et tilfælde erfarede årsagen til, at de ikke havde fået lov at se deres datter på hendes sidste levedag.

”Da Alinas mor skulle underskrive nogle papirer i forbindelse med straffesagen mod bilens fører, opdagede hun, at obduktionsrapporten anførte syv manglende organer i Alinas krop,” fortæller familiens advokat, Anton Burkov fra menneskerettighedsorganisationen Sutjazjnik.

Nyheden om de udtagne organer var et chok for moderen, der ikke en eneste gang i de seks dage på hospitalet var blevet spurgt om organdonation. Men hvad der var næsten endnu mere chokerende, var, at fire af organerne tilsyneladende var forsvundet ud i den blå luft:

”Hospitalets egen liste over udtagne organer viser kun tre organer, mens obduktionsrapporten anfører syv. Hvor er de andre fire blevet af? Vi frygter, at de er havnet på det sorte marked,” siger Anton Burkov.

Han har på familiens vegne indbragt sagen både for det russiske retssystem og for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, ECHR.

I Rusland har man intet donorregister i stil med det danske. Borgerne har ingen mulighed for på forhånd at tilkendegive deres ønsker, når det gælder organdonation, og derfor er der i tilfælde som Alinas kun de pårørende og sygehusets læger til at træffe en beslutning.

Ifølge Anton Burkov træffer lægerne ofte enerådigt valget, da det er en udbredt holdning i systemet, at det vil være ufølsomt at spørge de pårørende i en i forvejen sårbar situation:

”Organer bliver høstet uden et ord til de pårørende, og derfor er det umuligt at sige, hvor udbredt denne praksis er. Det er skandaløst, at familier fratages muligheden for at sige fra, og derfor går vi nu rettens vej,” siger han.

Sagen er dog speget, fordi der er en selvmodsigelse i den russiske lovgivning: I én lovparagraf kræves der samtykke fra de berørte før eventuel organtransplantation, mens en anden paragraf fritager de behandlende læger for at indhente samtykke. Anton Burkov nævner en 10 år gammel dom, der fritog lægerne for ansvar i forbindelse med organer udtaget ved formodet samtykke. Den dom vil advokaten imidlertid gerne udfordre:

”I tilfælde som familien Sablinas er det såkaldt 'formodede samtykke' kunstigt, idet man kun kan tale om formodning, når der ikke er nogen at spørge. Når forældrene står i det tilstødende rum uden at blive spurgt - og oven i købet bliver forment adgang til den potentielle donor - er der ikke tale om formodning, men om bevidst fortielse af lægernes hensigt. Det er umenneskeligt og krænkende, og derfor går vi til ECHR for at få efterprøvet den russiske praksis,” siger advokaten.

Udfaldet af henvendelsen til ECHR må familien nok vente en rum tid på. Men at det russiske sundhedssystem ikke altid har borgernes rettigheder for øje, er velkendt.

”Systemet er både korrupt og dysfunktionelt,” siger Søren Liborius, der er talsmand for EU's repræsentation i Moskva og cand.mag. i østeuropastudier.

Han kender kun familien Sablinas sag fra den russiske mediedækning, men det, han har hørt, overrasker ham ikke.

”Her 25 år efter Murens fald trives korruptionen i Rusland i bedste velgående. Det gælder ikke mindst i sundhedsvæsenet, hvor man kan betale sig til det meste. Det er velkendt i Rusland, at man må have penge op af lommen, hvis man vil have en seriøs behandling på et offentligt russisk hospital,” siger Søren Liborius, der finder det ganske sandsynligt, at de forsvundne organer er blevet solgt ad uofficielle kanaler.

Også Rasmus Nilsson, ph.d. i russiske forhold og uafhængig ruslandsanalytiker, kender til svaghederne i det russiske sundhedsvæsen. Han ser sagen som kendetegnende for en kollektivistisk tankegang, der rækker langt tilbage.

”En tragisk sag som denne kan i princippet forekomme hvor som helst. Men sagen understreger, at borgerrettigheder altid har haft det svært i Rusland. Det er sigende, at russisk lov og retspraksis ikke beskytter individets ret til egen krop mod myndighedernes ønske om at høste organer til fællesskabets bedste,” siger han.

Familien Sablina er ikke principielt imod organdonation. Krænkelsen består for dem i, at de ikke selv har haft mulighed for at træffe valget om donation eller ej. Og faktisk mener familiens advokat, at systemets praksis er kontraproduktivt i forhold til at skaffe velvillige donorer:

”Når læger går bag befolkningens ryg på denne måde, mister folk tilliden til systemet og bliver mindre tilbøjelige til at ville donere deres organer. Men det er selvfølgelig også ligegyldigt, når lægerne - som systemet fungerer nu - ikke behøver bede om samtykke,” konstaterer Anton Burkov.

Den store afstand mellem system og individ i det russiske samfund er ifølge Søren Liborius et kæmpe problem.

”Som individ bliver man kørt over af systemet. Man skulle tro, at dette havde ændret sig mere siden sovjettiden, end tilfældet er, men et stærkt og sundt russisk civilsamfund er desværre ikke vokset frem. For eksempel er patientorganisationer et ukendt fænomen i Rusland, ligesom man mig bekendt heller ikke har noget patientklagenævn,” siger han.

Rasmus Nilsson er enig.

”Problemet er ikke blot korruption, men et samfundssystem, der nu som før baserer sig på uformel praksis frem for lov og på personlige kontakter frem for almengyldige borgerrettigheder”, siger han.

Familien Sablinas chancer for at vinde sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolen tør hverken Søren Liborius eller Rasmus Nilsson gisne om. Men familiens advokat er ikke i tvivl.

”Vi skal nok vinde; det er kun et spørgsmål om tid. Hvis det russiske retssystem ikke vil beskytte sine borgeres rettigheder, er jeg sikker på, at ECHR vil. Men jo længere tid der går, jo flere vil opleve samme krænkelse som Alinas efterladte,” siger Anton Burkov.

Elena Sablina har i oktober skrevet en personlig bønskrivelse til Moskvas patriark, men har ikke modtaget svar.