En grundpræmis ønsker Michal Yaari at slå fast, endnu inden Kristeligt Dagblad når at stille den israelske Saudi-Arabien-ekspert fra Tel Aviv Universitet ét eneste spørgsmål. Noget, som mange glemmer.
”Hvis der er nogen, der stadig tror, at de på nogen mulig måde kan forudsige udviklingen i Mellemøsten, så tager de grundlæggende fejl. Derfor skal vi som forskere, kommentatorer og journalister først og fremmest være ydmyge. Vi aner ingenting om, hvad der kommer til at ske,” fastslår hun.
Hvad er din overordnede opfattelse af den saudiarabiske kronprins Mohammed bin Salmans tiltag, massearrestationerne af prinser, ministre og forretningsfolk for påstået korruption, hans tilsyneladende liberalisering af kvindernes forhold og hans udtalelser om at ville genetablere en mere oprindelig form for islam i stedet for den rigide wahabisme?
”Nogen var nødt til at redde Saudi-Arabien fra sig selv, for det var et land, hvor det i årevis har været gamle, syge konger, der regerede uden at have nogen form for forbindelse til befolkningen. Modsat opfattede befolkningen kongerne – kongefamilien – som nogen, der i et land styret af strenge islamiske leveregler selv levede hedonistisk og langt over evne for landets penge. I årenes løb voksede problemerne, først under og siden over overfladen, men kongehuset havde ikke mod til at gøre noget ved det.”
Hvilke problemer taler du helt specifikt om?
”Et af de problemer, der i dag plager saudiaraberne mest, er fattigdom. Jeg minder lige om, at det i sig selv kræver åbenhed, for at kongefamilien overhovedet skulle kunne se, at der er et fattigdomsproblem i landet. Og derudover har det krævet en selvkritik, som kongehuset hidtil ikke har haft, at kunne forklare, hvor problemet kom fra.”
Hvor kommer fattigdom i en hovedrig oliestat fra?
”Fra overafhængigheden netop af olien – der nu er ved at rinde ud. Fra et uddannelsessystem, der ikke har uddannet de unge saudiarabere til at kunne gå ud på det private arbejdsmarked. Fra et arbejdsmarked, som i årevis har været afhængigt af udenlandsk arbejdskraft, så selv de saudiarabere, der gerne ville og kunne, reelt ikke har noget sted at arbejde. Hertil kommer de unges boligproblemer og høje leveomkostninger, alt sammen ting, kongehuset har ignoreret.”
Og ind på scenen kommer så kronprins Mohammed bin Salman. Hvor dukker han og hans anderledes holdninger egentlig op fra?
”Han har altid været sin far, kong Salmans, yndlingssøn og hans personlige rådgiver. Tidligere kunne man kun blive konge, hvis man allerede havde haft offentlige hverv som borgmester, guvernør, minister eller lignende. Mohammed bin Salman har siddet ved siden af sin far, mens faderen havde de hverv, og man diskuterer meget, hvilken erfaring han egentlig kommer med. Men efterhånden – hurtigt eller langsomt, det er der delte meninger om – udviser han de lederevner, som Saudi-Arabien efter min mening netop har brug for for at trække landet ud af det spor, det har kørt i alt for længe.”
Evner, som er?
”Han har visioner for Saudi-Arabien af et format, som Saudi-Arabien ikke har set siden statsgrundlæggeren kong Sauds tid. Han har mod og beslutsomhed, som er en nødvendighed for at kunne gennemføre sine visioner. Tidligere konger har ikke haft det mod, der skulle til for at betale den politiske pris, der følger med at ændre kurs, og så er det vigtigt, at han er ung. To tredjedele af befolkningen er under 30 år, og de er begejstrede for hans vilje til at ville ændre forholdene for det liv, der er deres.”
Mohammed bin Salman har sagt, han vil vende Saudi-Arabien fra den fundamentalistiske wahabisme til en mere ægte islam?
”Når man vil lave reformer på ét område, bliver man hurtigt nødt til at lave reformer på en række andre områder. Når kronprinsen erklærer, at han vil lave økonomiske reformer og gøre Saudi-Arabien uafhængig af olie ved hjælp af en saudiarabisk arbejdsstyrke, så skal han reformere hele undervisningssystemet. Der skal et nyt pensum til hele vejen rundt. Hidtil har de religiøse kræfter stort set haft monopol på, hvad der blev undervist. Så når han siger, at han vil lave en økonomisk revolution, så siger han også til wahabisterne, at de bare skal finde sig i, at han tager skolerne og universiteterne fra dem. Og når han i oktober ved en stor investeringskonference i Riyadh siger, at han ønsker en mere moderat islam, fordi Saudi-Arabien – som reaktion på den islamiske revolution i Iran i 1979 – også selv har udviklet en ekstrem form for islam, så er der ingen tvivl om, at det handler om at ændre økonomien i landet og gøre Saudi-Arabien attraktivt for udenlandske investorer.”
Kan han adskille Saudi-Arabien fra wahabismen, og vil det kvæle wahabismen og dens indflydelse for eksempel på støtte til terror?
”Wahabismen vil sandsynligvis ikke fuldstændig forsvinde. Den er en del af det saudiarabiske dna, og det er også usandsynligt, at vi kommer til at se en moderat form for islam i Saudi-Arabien, sådan som Vesten ville kunne ønske sig, at den var moderat. Det officielle Saudi-Arabien har hele tiden taget afstand fra terror og har – i hvert fald officielt af pragmatiske årsager – bekæmpet islamistiske ekstremister som al-Qaeda i 1990’erne og senest Islamisk Stat. Der har altid været talt om, at det var private penge, der støttede disse organisationer via forskellige velgørende (dæk-)organisationer. Jeg betragter det som højest sandsynligt, at nogle af pengene også er kommet fra medlemmer af kongefamilien. Offentliggør amerikanerne en dag Pentagon-undersøgelsen af angrebet på tvillingetårnene den 11. september 2001, får vi måske endelig svar på det.”
Vil wahabisterne, der i 40 år har haft så stor indflydelse i samfundet, godtage forandringerne uden at tage til genmæle på en eller anden måde?
”Det er for tidligt at vide, hvad der vil ske netop på dette punkt, men vi ved, at de unge saudiarabere har været meget trætte af religionspolitiets hårde angreb på alt det, unge ønsker sig som kultur, musik og moderne liv. Så de er begejstrede for det, de foreløbig hører og ser fra Mohammed bin Salman om, at kvinder nu kan se fodboldkampe, og udenlandske musikere kan optræde.”
Med alle de nye tiltag, som den amerikanske Mellemøsten-kender Thomas Friedman kalder et saudiarabisk forår, er Saudi-Arabien så på vej mod et demokrati?
”Nej, jeg ville ikke kalde det, der sker i Saudi-Arabien, for demokratisering. Allerhøjest liberalisering. Kronprinsen udfordrer alle de basale saudiarabiske værdier, men det er ikke for at demokratisere samfundet. Det, der styrer ham, er økonomien og at tilpasse samfundet til den ikke-olieafhængige virkelighed, der er hans vision. Det gør det nødvendigt for eksempel at give kvinderne kørekort, så de kan komme ud på arbejdsmarkedet.”
I lyset af al begejstringen er der da ikke en tendens til at overse de alvorlige problemer, Mohammed bin Salman har bragt regionen, blandt andet som forsvarsminister: en blodig og dyr krig i Yemen, det besynderlige spil omkring Libanons premierminister Saad al-Hariri, som han tvang til at gå af for at spille med politiske muskler over for Iran og Hizbollah og som nu ikke er gået af alligevel, samt eksklusionen af Qatar fra Golf-staternes samarbejde?
”De samme evner, jeg nævnte, som mod og beslutningsdygtighed – og hans kompromisløshed – har fået ham til at tage kontroversielle beslutninger, som de tre ting du nævner og flere. Så ja, hans evner, der netop er det, der er brug for for at redde Saudi-Arabien, kan meget vel også være det, der kan få læsset til at vælte.”
Er der nogen, der ved, om hans helbredsmæssigt svækkede far, kong Salman, er klar over, hvad hans søn bruger den magt til, som faderen har givet ham?
”Nej. Det er der ingen, måske lige bortset fra dem, der passer ham, der kan svare på.”