Grethe Rask reddede liv på congolesisk missionshospital, indtil mødet med ukendt virus blev fatalt

I midten af 1970’erne i hjertet af det afrikanske kontinent opstod to mystiske sygdomme i kun 40 kilometers afstand fra hinanden. Den ene virus slog ihjel med lynets hast for så at forsvinde. Den anden var som en hemmelig gæst i kroppen og kunne bruge år på at nå sit endelige mål. Sidstnævnte virus kendte kirurgen Grethe Rask intet til under sit fem år lange ophold i Afrika. Men den blev hendes død

Margrethe Rask, kaldet Grethe, tog til det daværende Zaire for at arbejde på Dan-marks første store u-landsprojekt, Clinique Kinoise, i hovedstaden, Kinshasa. I folkemunde var universitetshospitalet kendt som Clinique Danoise – altså det danske hospital fremfor det kinesiske. Under Rasks ophold i landet blev hun udstationeret på missionshospitalet i provinsbyen Abumombasi, hvor hun blandt andet skulle oplære en lokal læge i kirurgi og de lokale sygeplejersker i at holde operationsstuen steril og at kunne rengøre den forsvarligt. – Foto: Mayday Press.
Margrethe Rask, kaldet Grethe, tog til det daværende Zaire for at arbejde på Dan-marks første store u-landsprojekt, Clinique Kinoise, i hovedstaden, Kinshasa. I folkemunde var universitetshospitalet kendt som Clinique Danoise – altså det danske hospital fremfor det kinesiske. Under Rasks ophold i landet blev hun udstationeret på missionshospitalet i provinsbyen Abumombasi, hvor hun blandt andet skulle oplære en lokal læge i kirurgi og de lokale sygeplejersker i at holde operationsstuen steril og at kunne rengøre den forsvarligt. – Foto: Mayday Press.

Margrethe Rask – altid bare kaldet Grethe – kom kørende op ad den lange palmeallé, der pludselig dukkede op der midt i regnskoven. Alléen førte hende til missionsstationen, forbi en imponerende katolsk kirke, som er byen Abumombasis største og højeste bygning. Med sine to tårne og gule mursten signalerer kirken den dag i dag civilisation og højere magter.

For enden af alléen lå missionshospitalet omringet af flammetræer i fuld blomst. Det var her, at Grethe Rask fra Thisted havde sin daglige gang i tre år fra 1972 til 1975. Hun havde faktisk været i Zaire, den nuværende Demokratiske Republik Congo, før. Det var tilbage i 1964. Men efter et år drog hun hjem til Danmark for at tage speciale i mavekirurgi og tropesygdomme.

Nu var hun tilbage. Operationsstuen var primitiv, men ren og velfungerende. Det sidste takket være en højtstående politiker, som boede i Abumombasi og sikrede forsyninger til den danske læge. Bare aldrig nok. Men det forhindrede ikke Grethe Rask og hendes medarbejdere i at udføre deres arbejde. De brugte, hvad der var.

Narkoselægen tapede et stykke vat under næsen på patienterne. Holdt vattet op med at blafre, var der fare på færde. Operationssygeplejersken havde altid en lommelygte ved hånden i tilfælde af, at strømmen skulle ryge. Sterile gummihandsker var der sjældent.

”Grethe måtte ofte arbejde uden handsker under operationer og for eksempel trække fastsiddende moderkager ud. Jeg arbejdede også uden handsker, og vi løb ofte tør for desinfektionsmidler,” siger professor Ib Bygbjerg, som dengang i 1970’erne ligeledes var udstationeret i Zaire.

De havde ikke engangskanyler på hospitalet, så nålene blev genbrugt. Men Grethe Rask reddede liv. Folkesundheden i Abumumbasi var ikke imponerende, malaria slog ubønhørligt ihjel, og regnskoven bød på alverdens andre sygdomme.

Men skoven betød også liv. Mange af byens mænd ernærede sig af at gå på jagt i regnskoven, så aftensmåltiderne bestod ofte af vildt. En aften abe, en anden et vortesvin.

”Jeg har fået serveret kogt flagermus, som jeg spiste. Alt andet ville være uhøfligt,” fortæller Ib Bygbjerg.

Grethe Rask var elsket i Abumombasi. Hun kørte missionshospitalet, som var det hendes egen lille jungleklinik. Og hun havde travlt. Da hun i 1974 begyndte at tabe sig i vægt og føle sig mere træt end normalt, gav hun overarbejde skylden. Hun fejlede jo ikke noget. Når hun trængte til ro, kørte hun ned og satte sig ved bredden af den smukke flod, som lå bare fem kilometer fra hospitalet.

Men noget var galt. Grethe Rask begyndte at få infektioner.

Ebolafloden, der har lagt navn til virussen. Den dødelige virus dukkede først op i byen Yambuku i 1976 i det nordlige Zaire, det nuværende DRCongo. Grethe Rask yndede at køre den korte strækning i sin Landrover gennem regnskoven og ned til floden for at stresse af fra arbejdet på hospitalet i Abumombasi. Ebolafloden er en af mange floder, der løber ud i Afrikas mægtigste flod, Congo. – Foto: Jørn Stjerneklar.
Ebolafloden, der har lagt navn til virussen. Den dødelige virus dukkede først op i byen Yambuku i 1976 i det nordlige Zaire, det nuværende DRCongo. Grethe Rask yndede at køre den korte strækning i sin Landrover gennem regnskoven og ned til floden for at stresse af fra arbejdet på hospitalet i Abumombasi. Ebolafloden er en af mange floder, der løber ud i Afrikas mægtigste flod, Congo. – Foto: Jørn Stjerneklar.

I 1975 flyttede hun til hovedstaden, Kinshasa, hvor hun fik job som chefkirurg på det danske Røde Kors-hospital Clinique Kinoise.

”Hun var jo ikke missionær, men kirurg, og der var brug for kirurgiske specialister, efter at de fleste belgiere var draget af i hast efter selvstændigheden,” forklarer Ib Bygbjerg.

Det var på Clinique Kinoise, at Ib Bygbjerg mødte Grethe Rask i 1975. Han blev gode venner med den 45-årige kvinde, som boede sammen med en anden dansker, Karen Strandby Thomsen. Hun var vicesygeplejeforstanderinde.

”De boede på 7. sal i bygningen, hvor Clinique Kinoises ansatte var indkvarteret. Der var rift om de øverste etager, fordi myg sjældent nåede derop,” husker Ib Bygbjerg.

Den unge Bygbjerg var ankommet til landet i april 1976 for at arbejde på et mindre missionshospital 100 kilometer fra hovedstaden, Kinshasa.

”Min første måned brugte jeg i Kinshasa for at lære om Zaires sundhedsvæsen. Og Grethe og Karen tog sig kærligt af mig den måned og gjorde det altid siden, når jeg kom tilbage på besøg.”

Som ung længe mødte Ib Bygbjerg Grethe Rask i 1976 i Kinshasa, og efter hendes død i 1977 brugte han flere år på at finde svar på, hvad det var, lægekollegaen døde af. – Foto: Michael Mottlau/Ritzau Scanpix.
Som ung længe mødte Ib Bygbjerg Grethe Rask i 1976 i Kinshasa, og efter hendes død i 1977 brugte han flere år på at finde svar på, hvad det var, lægekollegaen døde af. – Foto: Michael Mottlau/Ritzau Scanpix.

De tre danskere var også sammen i august 1976, da en mystisk sygdom brød ud i en lille landsby ikke langt fra Abumombasi, hvor Grethe Rask havde boet.

Folk kom ind til landsbyens hospital med feber, så begyndte de at bløde ud af næsen, øjnene, ud af alle kroppens porer.

Efter et par dage døde de. Det gjorde missionshospitalets sygeplejersker også. 39 af dem. Og to læger.

”Vi troede først, at det var Marburg-virus, men det var det ikke,” siger Ib Bygbjerg.

Det var meget værre. Det var en ny virus, som fik navn efter den flod, som Grethe Rask så tit havde siddet ved, når hun skulle slappe af i Abumombasi. Ebola.

”Ebola tog livet af min cheflaborants søster i Kinshasa, hvor hun havde passet en af de syge nonner, som var fløjet ind fra Ebola-området,” fortæller Ib Bygbjerg.

Laboranten gik til sin søsters begravelse, hvilket fik Ib Bygbjerg til at beordre ham i to ugers isolation. Til Bygbjergs rædsel omfavnede laboranten ham grædende. På det tidspunkt var det evident, at ebola smittede ved kropskontakt.

”Det blev heldigvis ved skrækken,” husker Ib Bygbjerg.

Dette første ebola-udbrud kostede 280 mennesker livet. 88 procent af de smittede døde ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Og så – nærmest fra den ene dag til den anden – forsvandt virussen på lige så mystisk vis, som den var opstået.

Hvad ingen på det tidspunkt vidste var, at der oppe i regnskoven ved Abumombasi blot 40 kilometer derfra hærgede en endnu farligere virus, som snart skulle sprede sig til hele verden og slå millioner af mennesker ihjel.

Det vidste Grethe Rask heller ikke. Men hun vidste nu, at hun var alvorligt syg. Hun var blevet alt for tynd. Og den ellers altid energiske kvinde havde i lang tid kæmpet imod trangen til bare at lægge sig og slappe af. Da hun juleaften i 1976 stod og forberedte en kylling, som skulle gøre det ud for and der i køkkenet på 7. etage i tropeheden, blev hun igen overmandet af træthed og måtte gå i seng. Ib Bygbjerg var alvorligt bekymret for sin veninde.

”Min første tanke var, at Grethe var overanstrengt. Det var hun så også – der var jo 30-40 grader varmt og 100 procents luftfugtighed. Min næste tanke var, at hun kunne have en mave-tarm-infektion, men det fandt vi ikke, ej heller malaria. Efterfølgende tænkte jeg på alt fra tuberkulose til leukæmi, ikke mindst da hun fik hævede lymfekirtler og blev kortåndet. Sågar på diabetes, da hun fik svamp i munden,” fortæller Ib Bygbjerg om den juleaften i Kinshasa og tiden efter.

Hospitalets eneste operationsstue er den mest sandsynlige smittekilde til den dengang ukendte hiv-virus, som Grethe Rask fik i kroppen. Tit arbejdede hun uden maske og handsker på grund af mangel på samme. En enkelt lille rift kombineret med blod fra en patient ville være nok til smitte. Ingen vidste på det tidspunkt, at en virus af den karakter eksisterede. – Foto: Jørn Stjerneklar.
Hospitalets eneste operationsstue er den mest sandsynlige smittekilde til den dengang ukendte hiv-virus, som Grethe Rask fik i kroppen. Tit arbejdede hun uden maske og handsker på grund af mangel på samme. En enkelt lille rift kombineret med blod fra en patient ville være nok til smitte. Ingen vidste på det tidspunkt, at en virus af den karakter eksisterede. – Foto: Jørn Stjerneklar.

Grethe Rask fik det dog bedre i starten af det nye år. I det mindste var hendes lymfeknuder ikke længere så hævede, så hun arbejdede videre. Men under en ferie i Sydafrika i juli 1977 kunne hun pludselig ikke trække vejret. Skrækslagen og med en iltbeholder ved sin side fløj hun hjem til Danmark.

På Rigshospitalet kastede de bedste medicinske læger sig over hende for at finde ud af, hvad hun fejlede. De testede for alt, hvad de kunne komme i tanke om. Men det eneste, de kunne konkludere var, at deres patient var døende.

Hendes ven Ib Bygbjerg fløj til Liverpool School of Tropical Medicine i et desperat forsøg på at finde en diagnose og behandling.

”Jeg opsøgte min læremester, den vel nok bedste tropespecialist og allround-kliniker Dion R. Bell, men han kunne heller ikke komme på en mulig diagnose,” siger han.

Grethe Rask gav op og besluttede at tage hjem til Jylland og dø.

”Her fik hun så hvide lunger og blev indlagt i Aalborg, hvor man fandt pneumocystis carinii, en svampeinfektion, som ellers kun rammer svært immundefekte som nyretransplaterede eller svært underernærede børnehjemsbørn,” fortæller Ib Bygbjerg.

Hendes gode veninde fra Zaire, sygeplejersken Karen Strandby Thomsen, flyttede ind i Grethe Rasks lille, hvidmalede hus uden for Thisted for at passe hende. Men Ib Bygbjerg ville ikke give op. Tænk, hvis der var noget, de havde overset? En banal tropisk ting, de havde glemt at teste for? Han fik overtalt Grethe Rask til at returnere til Rigshospitalet.

”Hun blev indlagt hos professor Faber, en anden af mine læremestre, på Epidemiafdelingen, hvor jeg også selv arbejdede. Faber sørgede for at få lavet en immuntest, som viste, at hendes cellulære immunitet var stærkt nedsat. Det resterende blod blev så gemt i vævstypelaboratoriet,” forklarer han.

Den 12. december 1977 kunne Grethe Rasks krop ikke mere. Hun døde officielt af en bakteriel lungebetændelse og blodforgiftning med stafylokokker.

Kvinden, som havde brugt sit liv på at hjælpe andre, døde i en hospitalsseng kun 47 år.

To og et halvt år senere – i september 1980 – blev en 36-årig landbrugsingeniør indlagt på Rigshospitalet. Det viste sig, at han led af svampeinfektionen pneumocystis carinii. Lægen Jan Gerstoft kom fra Statens Seruminstitut for at forsøge at finde en forklaring på den unge mands diagnose. Han udspurgte sin patient om hans liv. Han havde været i New York på en konference. Han arbejdede i mejerisektoren. Han var homoseksuel.

Homoseksuelle var der mange af i Danmark, så det vakte hverken løftede øjenbryn eller medicinsk bekymring.

Jan Gerstoft sandede senere, at netop patientens homoseksualitet burde have fået hans alarmklokker til at bimle. For bare et par uger tidligere havde han set en anden homoseksuel mand, som uden forklaring tabte sig og led af et meget aggressivt udbrud af herpes i endetarmen.

I årene efter væltede det ind på alverdens hospitaler med homoseksuelle med mystiske og uforklarlige symptomer. I New York, i London, i Paris, i København.

Også Ib Bygbjerg studerede de homoseksuelle patienter og fik en følelse af deja vu. De mindede ham så meget om Afrika. Han kunne ikke få ud af sit hoved, at det, som slog de mange homoseksuelle ihjel, var det samme, som havde taget livet af Grethe Rask.

Ib Bygbjerg bad om lov til at offentligegøre Grethe Rasks sygdomshistorie. Måske kunne hendes død være en brik i det store puslespil? Måske var det i hendes krop, at en dødbringende ny virus var debuteret i Europa?

”Du ser tropiske sygdomme alle vegne,” grinede flere læger.

”Men professor Faber forstod, at det kunne være en infektion fra troperne,” siger Ib Bygbjerg.

Først i 1983 – seks år efter Grethe Rasks død – fik Ib Bygbjerg sin afhandling ”AIDS in a Danish Surgeon (Zaire 1976)” (Aids hos en dansk kirurg) trykt i det medicinske tidsskrift The Lancet.

Året efter blev hendes blod testet for hiv i Danmark. Testen var negativ. I 1987 blev blod sendt til USA, hvor det blev testet i to forskellige systemer. Begge prøver var positive for hiv/aids.

Dermed lå det fast, at den nye sygdom ikke var spor ny og ikke var en sygdom forbeholdt homoseksuelle. Det lå også fast, at virussen kom fra Afrika. Og at Grethe Rask var ét af de første vesteuropæiske ofre for sygdommen.

Til oplysning skal det fortælles, at fotograf Jørn Stjerneklar rejste i 2004 til DRCongo, det tidligere Zaire, i forbindelse med tv-produktionen ”Det Danske Congo-Eventyr”. Han besøgte hospitalet i Abumombasi, hvor lægen Grethe Rask havde arbejdet fra 1972-1975, og han talte med nogle af de sygeplejersker, som dengang havde været ansat under hendes ledelse, og som husker hende med stor hengivenhed. Det er fra denne tur, at beskrivelserne fra hospitalet i Abumombasi stammer.