Det er en næsten lige så umulig som prisværdig opgave, den 26-årige kenyaner Millicent Okello står over for. Hun bor i Nairobis enorme slumområde Kibera, hvor hun har meldt sig som frivillig til at gå rundt og hjælpe folk med, hvordan de skal sikre sig mod coronasmitten.
”Men hvordan forklarer man nogen, at de skal huske at vaske hænder hele tiden, når de ikke engang har nok vand til at drikke?,” siger hun over telefonen fra den kenyanske hovedstad.
Ganske vist har myndighederne sat vandbeholdere til håndvask op, men der er langtfra nok til at løse problemet, siger Millicent Okello. Hun skal gå over to kilometer fra sit hjem, før hun støder på den nærmeste offentlige håndvask.
”Det er nærmest umuligt at sikre sig mod corona i et område, der er så overbefolket. Vi siger til folk, at de skal undgå overfyldte steder, men Kibera er i sig selv et overfyldt sted, hvor vi alle bor meget tæt sammen og deler toiletter med hundredvis af andre,” siger hun.
Coronaepidemien har påvirket livet for efterhånden alle samfundslag over hele verden, men få steder har den gjort hverdagen så vanskelig som i slumområderne. For ud over udfordringen med at sikre sig mod at blive smittet, kommer helt basale problemer med at få hverdagen til at hænge sammen under myndighedernes restriktioner.
Millicent Okello har ligesom mange andre i Kibera været arbejdsløs, siden samfundet blev lukket ned i Kenya i marts og har haft svært ved at skaffe nok mad. Både fordi hun ikke tjener penge til mad, og fordi der ikke har været nok mad i slumkvartererne under nedlukningen.
Samme situation ser man i andre af verdens lignende områder, forklarer Morten Lynge, senior manager i børnerettighedsorganisationen PlanBørnefonden, hvor han samarbejder med unge i slummen såsom Millicent Okello for at styrke deres aktive medborgerskab. Han mener, at en stor del af problemerne bunder i den måde, man forsøger at håndtere corona-situationen på i slumområder.
”Generelt bruger myndigheder de samme restriktioner som i resten af samfundet såsom social afstand, nedlukning og natlige udgangsforbud. Problemet er, at det er tiltag målrettet et middelklassesamfund, men er næsten umulige at håndhæve i slumområder. Man har ikke taget højde for, at folk her ikke har noget økonomisk sikkerhedsnet og typisk tjener til føden fra den ene dag til den anden og derfor ikke bare kan blive hjemme. Det har betydet, at konsekvenserne af restriktionerne ofte har været værre end selve epidemien i slumområder,” siger han.
Morten Lynge tvivler ligefrem på, at myndighedernes hensigt reelt er at hjælpe i slummen.
”Slumområderne er i forvejen stigmatiserede og bliver set som sygdomsspredere. Når myndighederne indfører hårde restriktioner, der åbenlyst ikke virker i slummen, handler det snarere om at tilfredsstille samfundets bedsteborgere og gøre dem trygge. Folk i slummen bliver derved til statister i et politisk skuespil,” siger han.
Et andet generelt problem har været, at politiet har håndhævet restriktioner såsom udgangsforbud og hygiejneregler yderst brutalt i slumområder. Forskellige menneskeretsorganisationer har rapporteret om talrige tilfælde af overdreven politivold med både knipler, tåregas og skarpe skud for at få folk til at blive inden døre.
Det er noget, den 28-årige Dickson Ojakol, der bor i Banda-slummen i Ugandas hovedstad Kampala, har mærket. En eftermiddag, hvor han var ude at filme en oplysningsvideo om netop corona-virussen, dukkede fem politibetjente pludselig op og begyndte at slå ham med knipler.
”Jeg så dem ikke, før de slog mig ned bagfra. Politiet har virkelig været brutalt og gået igennem gaderne og slået og sparket til alle, der var ude, og råbt, at de skulle gå ind. Selv hvis du bare sad på din veranda,” siger han.
Dickson Ojakol tilføjer, at det trods alt er blevet bedre, efter at nogle af restriktionerne er blevet lempet på det seneste. Til gengæld har myndighederne indført et krav om mundbind, men det er der ingen, der følger i slummen i Kampala.
”Ingen har råd til mundbind. Desuden er der også opstået en stor mistillid til myndighedernes oplysninger om corona. Ingen ved, om virussen er her. Jojo, der er folk, der hoster, men man ser ikke rigtig syge mennesker. Og ingen bliver testet. Så mange er begyndt at tvivle på oplysningerne om corona, og misinformation spreder sig hurtigt,” siger han.
Et nyt studie fra Indien har ellers vist, at slumområder meget vel kan give optimale betingelser for coronavirussen. Her har forskere undersøgt forskellige dele af Mumbais slum, hvor de har konstateret, at hele 57 procent af indbyggerne havde været smittet og dermed dannet antistoffer mod corona.
Men problemets omfang i slummen kan muligvis også være en del af løsningen for indbyggerne. For når så en stor del har været smittet, kan de meget vel have opnået en flokimmunitet, siger den danske epidemiolog og professor ved Roskilde Universitet Lone Simonsen.
”Vi ved, at der opstår en flokimmunitet over for corona, hvis 50-60 procent har været smittet. Så på den måde er det også noget positivt midt i det triste for slumområderne. Problemet er bare, at vi stadig ikke ved, hvor lang tid en immunitet varer. Noget tyder på, at det ikke er så lang tid endda,” siger hun.
Et andet opsigtsvækkende resultat fra undersøgelsen i Mumbai er, at kun ganske få af de smittede i slummen havde oplevet symptomer, og de fleste af symptomerne var blot milde. På samme måde var næsten ingen døde af virussen. Ifølge Lone Simonsen giver det god mening, hvis coronavirussen rammer mere lempeligt i sådan et område.
”Gennemsnitsalderen er ofte ganske lav i slumområder, og yngre er netop en gruppe, der sjældent bliver særligt syge af corona. Det vil sige, at dødeligheden vil være mange gange højere i Danmark, hvis en lige så stor andel blev smittet,” siger hun.
Forskerne vil gentage undersøgelsen i løbet af august i de samme slumkvarterer for at se, hvordan virussen udvikler sig i de områder.