Da fem unge mænd fra Stockholm i august blev idømt nogle af de strengeste straffe, det danske retsvæsen kan præstere, var det hovedsageligt svenska, der blev talt på pressepladserne ved Retten i Glostrup. Og det med god grund. For i den opsigtsvækkende sag om et bestialsk dobbeltdrab i Herlev sidste år stod inkarnationen af de svenske bandeproblemer for første gang ansigt til ansigt med et dansk retssystem, der på flere områder er mere kontant end det svenske.
Hen over sommeren har skyderier, bandeopgør og generel utryghed udfordret covid-19 som det mest diskuterede emne på Sveriges sociale medier, og den danske retssag mod de fem svenskere fra banden ”dødspatruljen” har på rekordtid vist sig som en game changer i svensk rets- og udlændingepolitik: Fra den ene dag til den anden er Danmark blevet et foregangsland – i hvert fald til højre for midten i den svenske rigsdag, som i går tog hul på en ny sæson.
Flere politikere har turneret med danskinspirerede forslag om strengere straffe, og lederen af det borgerlige Moderaterne, oppositionsleder Ulf Kristersson, har opfordret den socialdemokratiske regering til at tage på studietur over Øresund. Forleden spåede en politisk kommentator i Expressen sågar, at det svenske rigsdagsvalg i 2022 bliver ”en folkeafstemning om Danmark”.
Men hvad er der sket i den svenske debat, siden politiske forslag, der indtil for nylig blev affejet som ”brune” og ”populistiske”, pludselig er blevet stuerene?
En del af forklaringen skal findes i de over 150 skudepisoder, som foreløbig er registreret i år, samt i de seneste ugers afmægtige udmeldinger fra svensk politi, som ikke er lykkedes med at bekæmpe de bander, der angiveligt holder hele bydele i et jerngreb.
Svenske medier beretter om forældre, der frygter at lade deres børn gå til aftenaktiviteter, om offentligt ansatte, der eskorteres til og fra arbejde, om vidner, der ikke tør vidne, og om en generel forråelse, der skud for skud udfordrer offentlighedens tillid til, at myndighederne er i stand til at opretholde voldsmonopolet i Sveriges uroplagede forstæder.
Men de 5000 unge mænd, som ifølge politiet er parate til at slå ihjel som led i verserende konflikter, er kun en del af forklaringen på de seneste års voldsomme forskydninger i den svenske debat.
Træder man et skridt tilbage og ser på de seneste 10 års udvikling, er der først og fremmest ét fænomen, som har været afgørende: Sverigedemokraterne (SD).
Ved det højrenationale partis indtog i Rigsdagen i 2010 besluttede de øvrige partier samt en anseelig del af det blågule medielandskab at holde SD på afstand af både indflydelse og taletid. Men strategien tog ikke trykket af den voksende utilfredshed med Sveriges udlændingepolitik. Tværtimod. Og i kølvandet på flygtningekrisen i 2015 begyndte både socialdemokratiske og borgerlige vælgere at orientere sig mod SD og Jimmie Åkesson, hvis retorik parallelt med den voksende tilslutning blev tilpasset et bredere publikum.
I november sidste år blev SD så for første gang det største parti i en meningsmåling, der markerede, at protestpartiet nu for alvor blev betragtet som stuerent. Og knap en måned senere kom den ultimative blåstempling, da det traditionelle, borgerlige statsministerparti Moderaterne åbnede døren for et samarbejde i en ny konservativ blok.
Opbakningen til SD har haft afgørende indflydelse på, hvilke holdninger der i dag betragtes som acceptable, og det seneste halve år har Sverige diskuteret eksempelvis asylloft, uden at debatten er blevet forplumret unødigt af beskyldninger om racisme.
Udviklingen er et nybrud i Sveriges offentlige debat, men spørgsmålet er, i hvilket omfang det får politisk gennemslag. Foreløbig er der langt til næste valg, og i øjeblikket er statsminister Stefan Löfven bundet til en liberal politik på både økonomi- og værdiområdet af Sveriges svar på Morten Østergaard (R), Centerpartiets Annie Lööf.
Internt i Socialdemokraterne er der dog tegn på en spirende værdipolitisk højredrejning, og selvom mange svenske socialdemokrater indtil for nylig afsvor det danske søsterpartis opskrift på succes, kan det meget vel være den eneste måde at fastholde magten på.
I hvert fald smuldrer opbakning til regeringen i øjeblikket, mens både Moderaterne og Sverigedemokraterne går frem. I går viste en måling i Dagens Nyheter, at over halvdelen af de svenske vælgere ønsker et magtskifte, og som om det ikke var slemt nok for Socialdemokraterne, er et flertal blandt moderater og kristendemokrater villige til at acceptere, at SD får ministerposter. Måske bør Stefan Löfven inden længe invitere sig selv på studietur.