Prøv avisen

I Sverige slipper ingen fri af identitetspolitikken

Sager om hvidhedsnormer, afrosvensk perspektiv og mangfoldighedsmål får nogle svenskere op i det røde felt. Sveriges position i spidsen for identitetsdiskussionen skyldes skammen fra Anden Verdenskrig og multikulturalismens indtog, lyder det fra iagttagere

I foråret 2016 søgte public service-kanalen UR (Utbildningsradion) en producent til et program, der var rettet mod unge svenskere med afrikansk baggrund (i alderen 14-18 år). Men ønskekandidaten skulle ikke være hvem som helst. Vedkommende måtte gerne være kreativ og have erfaring med at blive tilskrevet afrosvensk racetilhørsforhold.

Stillingsopslaget skabte store diskussioner og er en del af en række sager, hvor svenskerne har debatteret grænserne mellem hensyntagen til minoriteter, politisk korrekthed og identitetspolitik.

Mange af diskussionerne fra amerikanske universitetsmiljøer har det med at sprede sig til Sverige, og i fleres øjne er Sverige i den europæiske top, når det gælder identitetsdebatten.

”Sverige har en stor gruppe progressive personer, der sætter fokus på ligestilling og beskyttelse af minoriteter. Men det er slået over i, at folk offentligt undskylder deres egne privilegier som hvide, og at man ser undertrykkelse alle vegne,” siger Adam Cwejman, der er debattør og lederskribent på Göteborgs- Posten.

Han udgav for nylig bogen ”Sådan blev vi alle racister,” hvor han sammen med skribentkollegaen Ivar Arpi argumenterer for, at raceideologien er kommet tilbage som grundlæggende menneskesyn i Sverige. Desuden lyder det, at dele af venstrefløjen er blændet af spørgsmålene om køn, identitet og etnicitet helt ud i det relativiserende og diskriminerende.

Bogen beskriver, at det i stillingsopslag fra Sveriges Radio er blevet almindeligt at skrive, at man ser ”mangfoldighedskompetence som meriterende,” og at SVT laver opgørelser over ansattes køn, seksualitet og race.

”Der hersker en stor grad af dobbeltmoral. Man tror, at man skaber frigørelse for mindretal, men man undergraver samtidig samfundets sammenhængskraft og tilliden til, at virksomheder vælger de bedste kandidater og ikke dem fra det rigtige mindretal,” siger Adam Cwejman.

Nogle svenske venstreorienterede opfatter betegnelsen identitetspolitik som et skældsord, og derfor er der langtfra enighed om, hvilke debatter der er udtryk for identitetspolitik. I litteraturverdenen anklages den fungerende rød-grønne regering af nogle for, at mål om mangfoldighed og kønspolitik bestemmer, om en bog får støtte eller ej. Og i universitetsverdenen har Svenska Dagbladets lederskribent Ivar Arpi i artikelserien ”Statsfeminismen” kritiseret, at kønsperspektiver i hans øjne har taget overhånd på svenske universiteter.

Børnebøgerne er heller ikke gået fri i debatten. Jan Lööfs bøger er eksempelvis blevet anklaget for karikerede skildringer af sørøveren Omar og gadesælgeren Abdullah, mens Pippi Langstrømpes far i en ny udgave af de legendariske film ikke længere hedder ”negerkonge”. Et gardin, der skildrer Pippi Langstrømpe med krone på hovedet, mens to afrikanske børn vifter med palmeblade, er også blevet trukket tilbage efter kritik.