Prøv avisen

I Sverige slipper ingen fri af identitetspolitikken

Børnebøgerne er heller ikke gået fri i debatten. Pippi Langstrømpes far i en ny udgave af de legendariske film hedder ikke længere ”negerkonge”. Et gardin, der skildrer Pippi Langstrømpe med krone på hovedet, mens to afrikanske børn vifter med palmeblade, er også blevet trukket tilbage efter kritik.

Sager om hvidhedsnormer, afrosvensk perspektiv og mangfoldighedsmål får nogle svenskere op i det røde felt. Sveriges position i spidsen for identitetsdiskussionen skyldes skammen fra Anden Verdenskrig og multikulturalismens indtog, lyder det fra iagttagere

I foråret 2016 søgte public service-kanalen UR (Utbildningsradion) en producent til et program, der var rettet mod unge svenskere med afrikansk baggrund (i alderen 14-18 år). Men ønskekandidaten skulle ikke være hvem som helst. Vedkommende måtte gerne være kreativ og have erfaring med at blive tilskrevet afrosvensk racetilhørsforhold.

Stillingsopslaget skabte store diskussioner og er en del af en række sager, hvor svenskerne har debatteret grænserne mellem hensyntagen til minoriteter, politisk korrekthed og identitetspolitik.

Mange af diskussionerne fra amerikanske universitetsmiljøer har det med at sprede sig til Sverige, og i fleres øjne er Sverige i den europæiske top, når det gælder identitetsdebatten.

”Sverige har en stor gruppe progressive personer, der sætter fokus på ligestilling og beskyttelse af minoriteter. Men det er slået over i, at folk offentligt undskylder deres egne privilegier som hvide, og at man ser undertrykkelse alle vegne,” siger Adam Cwejman, der er debattør og lederskribent på Göteborgs- Posten.

Han udgav for nylig bogen ”Sådan blev vi alle racister,” hvor han sammen med skribentkollegaen Ivar Arpi argumenterer for, at raceideologien er kommet tilbage som grundlæggende menneskesyn i Sverige. Desuden lyder det, at dele af venstrefløjen er blændet af spørgsmålene om køn, identitet og etnicitet helt ud i det relativiserende og diskriminerende.

Bogen beskriver, at det i stillingsopslag fra Sveriges Radio er blevet almindeligt at skrive, at man ser ”mangfoldighedskompetence som meriterende,” og at SVT laver opgørelser over ansattes køn, seksualitet og race.

”Der hersker en stor grad af dobbeltmoral. Man tror, at man skaber frigørelse for mindretal, men man undergraver samtidig samfundets sammenhængskraft og tilliden til, at virksomheder vælger de bedste kandidater og ikke dem fra det rigtige mindretal,” siger Adam Cwejman.

Nogle svenske venstreorienterede opfatter betegnelsen identitetspolitik som et skældsord, og derfor er der langtfra enighed om, hvilke debatter der er udtryk for identitetspolitik. I litteraturverdenen anklages den fungerende rød-grønne regering af nogle for, at mål om mangfoldighed og kønspolitik bestemmer, om en bog får støtte eller ej. Og i universitetsverdenen har Svenska Dagbladets lederskribent Ivar Arpi i artikelserien ”Statsfeminismen” kritiseret, at kønsperspektiver i hans øjne har taget overhånd på svenske universiteter.

Børnebøgerne er heller ikke gået fri i debatten. Jan Lööfs bøger er eksempelvis blevet anklaget for karikerede skildringer af sørøveren Omar og gadesælgeren Abdullah, mens Pippi Langstrømpes far i en ny udgave af de legendariske film ikke længere hedder ”negerkonge”. Et gardin, der skildrer Pippi Langstrømpe med krone på hovedet, mens to afrikanske børn vifter med palmeblade, er også blevet trukket tilbage efter kritik.

Årsagerne til, at Sverige er blandt de lande i Europa, hvor identitetsdebatten har fået stærkest rodfæste, er ifølge Adam Cwejman flere: Bagtæppet er skammen over neutraliteten og samarbejdet med tyskerne under Anden Verdenskrig, hvilket skabte et stort ønske om at gøre en positiv forskel. Det førte til opblomstringen af en stærk humanisme, som 1970’ernes tanker om solidaritet og international åbenhed styrkede.

I spidsen for den bevægelse var den siden myrdede socialdemokratiske statsminister Olof Palme, der havde stor gennemslagskraft. Efter hans tid har humanismen udviklet sig til i større grad også at inkludere multikulturalisme, og nogle steder er det kammet over i identitetspolitik og misforstået politisk korrekthed, mener Adam Cwejman.

Han mener, at den positive fremstilling af andre kulturer og minoriteter har udvandet samfundets fælles historiske og kulturelle arv. Det fællesdefinerende er forkert, mens det opdelende, separatistiske idealiseres, siger den svenske debattør:

”Det er en udvikling, som er svær at stoppe, og det virker, som om intet fagområde kan slippe for identitetspolitiske diskussioner. Man ophøjer multikulturen, men fornægter og undertrykker det fælles svenske, og det er skadeligt. Ikke bare for de oprindelige svenskere, men også for indvandrere. For når samfundet ikke har klare pejlemærker for, hvad der er fælles værdier og normer, ved de nytilkomne ikke, hvad det er for et samfund, de skal integreres i.”

Tobias Hübinette, der er docent i interkulturel pædagogik ved Karlstads univer- sitet, mener i lighed med Cwejman, at den moderne multikulturelle historie er en af forklaringerne på, at debatten om identitetspolitik er så stærk i netop Sverige. I løbet af de seneste år har debatten også gjort sit indtog i Norge og Danmark, og for de tidligere meget homogene lande er det en udfordring, mener han.

”Det er en meget ny situation, som vi som samfund ikke har kollektive retningslinjer for. Og derfor kommer der ophedede diskussioner om enkelte ord og udtryk,” siger Tobias Hübinette.

Han peger på debatterne om ”n-ordet” (neger) som det klareste svenske eksempel. I Norge kom finansminister Siv Jensen fra Fremskridtspartiet sidste år i vælten, efter at hun valgte at klæde sig ud som indianer ved en udklædningsfest. Og på Københavns Universitet blev studerende for nylig opfordret til at holde sig fra udklædningstemaer, der går på stereotyper om eksempelvis etnicitet, seksualitet og religion.

Nogle håber måske på, at debatten vil løje af, men hvis man spørger Tobias Hübinette, går det kun den anden vej.

”I første omgang har debatterne skabt splittelse i samfundene. Nogle diskussioner har været positive, andre negative, men fælles er, at man ikke kan stoppe det, medmindre man indfører en hård assimilationspolitik, som jeg ikke tror på. Som jeg ser det, handler meget af løsningen om tilvænning og mindre aggressiv debatadfærd,” siger han.

Andreas Johansson Heinö, der er ph.d. i statskundskab og chef for forlaget Timbro, skrev tidligere på året et indlæg om identitetspolitikkens indtog i Sverige i lokalavisen Borås Tidning.

”Der går et spøgelse gennem den svenske debat – identitetspolitikkens spøgelse. Ingen idé synes at skræmme lige mange (…) Identitet er ikke et modeord, men et af tre politiske grundstoffer sammen med interesser og idéer,” skrev han under overskriften ”Ingen slipper uden om identitetspolitikken”.