Det er et hjørne af Europa, der er gået ubemærket hen de seneste 30 år. Udbryderrepublikken Transnistrien. En smal stribe land, der officielt er en del af Moldova, men som de facto har været selvstændig siden sin løsrivelse og den efterfølgende borgerkrig i begyndelsen af 1990’erne.
Men i sidste uge blev flere mål i Transnistrien angrebet, og selvom ingen personer kom til skade, har området nu fået verdens opmærksomhed. De lokale prorussiske myndigheder anklager Ukraine for at stå bag angrebet. Omvendt anklager ukrainerne russerne for under falsk flag at forsøge at åbne en vestlig flanke i Ukraine-krigen. Og fra Kreml lyder reaktionen, at man med bekymring nøje følger .
Det fik onsdag EU's præsident, Charles Michel, til at love militærhjælp til Moldova, fordi, som belgieren sagde, "Ruslands krig mod Ukraine har kostet ufattelig lidelse. Og konsekvenserne stopper ikke ved Ukraines grænser".
I Chisinau frygter man for, at Ukraine-krigen vil skvulpe ind over det lille naboland med 2,6 millioner indbyggere, der er blandt Europas fattigste. Ion Panu har boet det meste af sit liv i den moldoviske hovedstad og kigger nu med voksende uro på situationen i udbryderrepublikken på grænsen til Ukraine.
”Indtil videre er situationen rolig og stille, men der er en klar risiko for en russisk invasion af Transnistrien og en potentiel eskalation med Chisinau,” fortæller den 56-årige revisor.
Til trods for, at han er meget kritisk over for Rusland og sympatiserer med ukrainernes kamp i nabolandet, tror han, at både de transnistriske myndigheder og ukrainerne lyver om eksplosionerne.
”Jeg tror, at det var ukrainerne, der bombede Majak-antennerne,” fortæller han om de antenner ved byen Majak i Transnistrien, der til daglig udsender russisk radio til nærområdet, og som var et af målene for bombardementerne.
Han tror dog stadig ikke, at ukrainerne alene stod bag bombningerne i Transnistrien. Også den russiske efterretningstjeneste FSB har ifølge Ion Panu været på spil.
”Vi moldovere bør være meget bange,” siger han.
Russiske soldater som fredsstyrker
I 1990 løsrev enklaven sig fra Moldova op til Sovjetunionens sammenbrud, og to år udmundede konflikten i en borgerkrig mellem moldoviske soldater og transnistriske militser. Kampene ophørte, da russiske styrker udstationeret i Transnistrien åbnede ild mod de moldoviske soldater og dermed cementerede enklavens de facto uafhængighed fra Moldova.
I dag er godt 1500 russiske soldater udstationeret her som såkaldte fredsbevarende tropper, der blandt andet hjælper med at bevogte udbryderrepublikkens grænser. Så sent som i tirsdags skrev den ukrainske generalstab på sociale medier, at russerne planlægger at evakuere officer-familier i Transnistrien, hvilket kunne være et tegn på, at en yderligere konfrontation er nært forestående.
Ion Panu mener, at Moldova og Ukraine deler et fælles ønske om at løsrive sig fra Kremls kontrol, og ligesom Ukraine har Moldova nu fået åbnet en dør på klem til EU.
”Både Moldova og Ukraine er engagerede i den samme kamp for selvstændighed. Dog begyndte Moldovas kamp allerede tilbage i 1990,” siger han.
På den anden side af Dnestrfloden inde i Transnistrien bor Ana Fridman i de facto-hovedstaden Tiraspol. Hun er født og opvokset i enklaven, er i midten af 20'erne og studerer til dagligt medicin. Hun understreger, at hun udtaler sig på sine egne vegne, når hun beskriver livet i udbryderrepublikken.
”Transnistrien er et fantastisk sted, hvor man kan opnå en høj livskvalitet uden at skulle investere alt for meget,” siger hun og fortsætter:
”Vi har et højt uddannelsesniveau i landet, hvorfra man kan komme ind på nogle af de af de bedste universiteter i Rusland – i blandt andet Moskva og i Sankt Petersborg.”
Transnistrien var under Sovjetunionen en del af Den Moldoviske Sovjetsocialistiske Republik, men på grund af områdets tunge industri ankom arbejdere fra hele unionen til den tynde stribe land på Dnestrflodens østlige bred. Det er efterkommerne af denne sammensætning af hovedsageligt etniske russere, ukrainere og moldovere, der udgør befolkningen i dag.
”Transnistrien er hjemsted for mange etniske grupper, hvilket er noget, jeg virkelig elsker ved mit land. Her er også ukrainske og moldoviske skoler, så man kan studere på ukrainsk eller moldovisk. Der eksisterer intet etnisk had her i Transnistrien,” siger Ana Fridman.
Samtidig har området også oplevet en befolkningstilbagegang siden Sovjetunionens kollaps. Ofte er det de unge transnistriere, der søger lykken væk fra udbryderrepublikken. Et fænomen, som også Ana Fridman har oplevet i sin omgangskreds.
”Mange af mine venner er rejst til Rusland, Europa, USA og Israel,” fortæller hun.
Russiske udtalelser vækker bekymring
I dag er situationen i Transnistrien i høj grad præget af krigen i øst. Moldova - og dermed også den lille udbryderrepublik - har ifølge FN's opgørelser modtaget over 450.000 af de omkring 5,7 millioner ukrainere, som er flygtet, siden Rusland iværksatte sin invasion den 24. februar.
”Lige nu er der mange flygtninge, der ankommer her. Regeringen og mange almindelige mennesker hjælper dem meget. Alle sanatorier og hoteller her er fuldt optaget,” fortæller Ana Fridman.
Hun ser dog ikke kun krigen i nabolandet som et onde, men også som en mulighed:
”Jeg tror, at alle i Transnistrien drømmer om selvstændighed i fremtiden.”
Få dage inden eksplosionerne i sidste uge blev den russiske generalmajor Rustam Minnekajev af det russiske nyhedsbureau Tass citeret for, at målet for den russiske invasion af Ukraine var at skabe en landkorridor fra Rusland over sortehavskysten og helt til Transnistrien. Samtidig skulle han også have udtalt, at etniske russere i Moldova ligesom i Østukraine bliver undertrykt.
Det er udtalelser, der skræmmer befolkningen i Chisinau. Den 56-årige revisor Ion Panu er stærk modstander af enhver tanke om Transnistriens fulde løsrivelse eller indlemmelse i Rusland:
”Inkorporeringen af Transnistrien som en del af Den Russiske Føderation må ikke tillades lige meget hvad.”
Samme toner lyder fra Kyiv, hvor præsident Volodymyr Zelenskyj har tolket de russiske udtalelser som bekræftelse på, at invasionen af Ukraine bare er et første skridt, og at målet er at destabilsere hele regionen.