Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

I Tyskland begraver man stadig faldne fra krigen

De tre Golgata-kors står flere steder mellem gravstenene og skal minde den besøgende om, at døden ifølge den kristne tro ikke har det sidste ord. – Alle fotos: Tobias Stern Johansen.

I Halbe sydøst for Berlin blev titusindvis af dræbte soldater og civile begravet, hvor de lå, efter et af de sidste store slag i Anden Verdenskrig. I dag er flere end 28.000 af dem genbegravet på en af Tysklands største krigskirkegårde i en skov syd for byen. Arbejdet er langtfra slut og foregår efter princippet om, at samtlige faldne har moralsk krav på en værdig begravelse

Den østtyske landsby Halbe 60 kilometer sydøst for Berlin ser ikke ud af ret meget. Her hersker halvt idyl, halvt forfald. Som i så mange små byer i den skovrige, landlige delstat Brandenburg i det tidligere DDR. Tårnet på byens protestantiske Taksigelseskirke, som først for fire år siden blev genopført efter at være blevet bombet under Anden Verdenskrig, udgør Halbes centrum omgivet af en gammel skole og nogle bindingsværkshuse. Fred og ro. Et par legende børn. Meget mere er her ikke. For det blotte øje.

Men graver man lidt i jorden under byen, finder man en ganske anden historie, som regelmæssigt får det til at vende sig i maven på de lokale. En historie om et af de sidste og mest desperate slag forud for Nazitysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945. En historie om en af Tysklands største soldaterkirkegårde – og en historie, som regelmæssigt insisterer på at blive husket, når knoglerne fra de tusindvis af døde ved slaget om Halbe stikker op af jorden i folks haver og i de omkringliggende skove. Som et åbent sår, der stadig svier blandt efterkommere af de døde.

”Folk har lidt alvorlige sjælelige skader, fordi de her sår aldrig er blevet ordentligt bearbejdet,” siger Oliver Breithaupt, ad- ministrerende direktør for et forbund i Brandenburg, som har ansvaret for at finde og tage hånd om de døde.

Slaget om Halbe begyndte, da den mandsstærke Røde Hær den 24. april 1945 nåede frem til byen og omringede den og de sølle rester af Tysklands niende armé. Hitlers dage var for længst talte, men tyskerne i byen havde stadig et spinkelt håb om, at soldaterne kunne tilkæmpe sig en smal korridor gennem fjendens linjer, flygte til de fremstormende vestallierede soldater mod vest og der håbe på en lidt mildere skæbne end hos de hævntørstige sovjettropper.

”Hans, min ældste bror, var ude i gården og kiggede på, mens en såret person fik forbinding på, da den første granat ramte huset. Han var død på stedet,” husker Ingrid Feitsch, som boede i byen med sin mor og søskende.

”Den næste dag ramte endnu en granat og dræbte min yngste bror, treårige Jürgen, i hans lille seng (…). Min mor mistede samtidig begge fødder. Mor skreg til næste dag. Så var hun død,” fortæller Ingrid Feitsch på en af byens informationstavler om slaget.

I løbet af den uge, slaget i Halbe varede, lykkedes det endelig tyskerne at bryde fjendens linjer. Med den britiske historiker Antony Beevors ord var ”den mest forbløffende del af historien ikke antallet, der døde eller blev tvunget til at overgive sig, men de 25.000 soldater og flere tusinde civile, der lykkedes at komme igennem tre linjer af sovjetiske tropper”. Omkostningerne var dog enorme. Alle skød mod alle i byens kaotiske gader, skrækslagne børn gemte sig i kældrene, og da våbnene tav den 1. maj 1945, lå der flere end 40.000 døde kroppe hulter til bulter i byen.

”Foran os var Berlin og på vores højre side skovvejen, som var fuldstændigt tilstoppet. Det var et forfærdeligt rod, kampvogne, passagerbiler, panserkøretøjer, lastbiler, specialkøretøjer og ambulancer var stablet oven på hinanden,” skrev den sovjetiske krigs- reporter Konstantin M. Simonow.

”Og i dette forfærdelige sammenrod af jern, træ, våben, kufferter, papirer (…) en forbrændt og tilsodet blanding af lemlæstede menneskekroppe (…) og i skovene, døde kroppe og flere døde kroppe,” skrev han.

Det varme vejr krævede, at de døde blev begravet hurtigt, inden de gik i forrådnelse, så de sovjetiske soldater tvang ældre, kvinder og børn og krigsfanger til at grave de døde ned på stedet.

Det kunne have været enden på historien om de faldne i slaget om Halbe. Men det er det ikke. Går man gennem byen ad Lindegade, kommer man efter et par hundrede meter mod syd til en skov. Ved indgangen mødes man af et skilt med skriften ”Alle jeres håb er brudt sammen!”. Teksten optrådte på de sovjetiske propaganda-flyveblade i byen. Nåletræerne dufter krydret, birketræerne hvisler i sensommerbrisen, alt ånder fred. Gravfred, fristes man til at sige. For skovbunden er dækket af andet end blot mos og græs. På et areal svarende til cirka 10 fodboldbaner ligger gravsten efter gravsten efter gravsten. Så. Langt. Øjet. Rækker.

Skovkirkegården Halbe er en af Tysklands største krigskirkegårde. Flere end 28.000 faldne fra slaget er blevet genbegravet her, og hvert år kommer der nye gravsteder til. Et par steder står tre kors ved siden af hinanden. På væggen i et lille minderum hænger der sedler, hvor efterladte og deres efterkommere stadig efterlyser deres faldne far eller bedstefar.

Kirkegården blev grundlagt i 1951 af den protestantiske præst og tidligere soldat Ernst Teichmann (1906-1983). Han var kommet til Halbe sidst i 1940’erne og havde gjort det til sin mission at identificere de mange døde og give dem en værdig begravelse – sovjetrussere såvel som tyskere. Med opbakning fra lokale og modstand fra de nye kommunistiske myndigheder.

Går man langs gravstenene, støder man igen og igen på teksten ”Ukendte, april 1945”. Men adskillige sten, cirka en tredjedel af dem, bærer også navn og dato for fødsel og død, og man får blik for, at mange af soldaterne blot var store drenge. Ganske få steder står der et lille stearinlys.

”De var ikke helte, de var mænd, som ønskede at vende hjem,” sagde Ernst Teichmann.

DDR var dog mere optaget af det nye socialistiske paradis end at grave i den ubelejlige historie om, at man havde været i krig med det kommunistiske Rusland. Så i de fire årtier under DDR frem til Berlin- murens fald i 1989 og genforeningen året efter lå arbejdet stort set stille.

Siden 2002 har det tyske folkeforbund til pleje af krigsgrave haft ansvar for at finde de døde, og flere tusinde er blevet genbegravet.

For organisationen som for præsten Ernst Teichmann handler det ikke kun om at stede de døde til hvile, men også om det sjælesørgeriske i at give de efterladte et sted at gå hen med deres sorg. Give dem vished om, hvad der skete med deres far eller bedstefar. Det fortæller Oliver Breithaupt, administrerende direktør for delstaten Brandenburgs gren af det tyske folkeforbund til pleje af krigsgrave.

”Det er et moralsk krav for os at finde de døde og give dem en værdig begravelse,” siger han fra sit kontor i Halbes gamle skole, der under slaget i 1945 var tætpakket med sårede og skræmte tyskere.

”Men det er ikke nok at finde dem. De skal også identificeres, de skal have et navn,” siger han og citerer Guds ord til Israels folk ifølge den gammeltestamentlige Esajas’ Bog, ”Jeg kalder dig ved navn”.

”I Vesttyskland var det almindeligt at have en grav til den døde, men ikke i DDR. I mange år har de efterladte ikke haft mulighed for at bearbejde sårene. De bærer det stadig i sig. Følelsen af tab. Den ubearbejdede skam over måske at have haft nazister i familien.”

Siden genforeningen har nynazister flere gange marcheret ved kirkegården ved den årlige mindedag for faldne i krig, Volkstrauertag, i november. Men lokale moddemonstranter har ofte haft held til at stoppe dem.

Foreningen arbejder efter princippet fra den tyske grundlovs ord om, at ”Menneskets værdighed er ukrænkelig” – et princip, som rækker ind i døden. Derfor skal folk have en værdig begravelse.

Men selvom der stadig ligger tusindvis af døde i jorden, er det i princippet ikke tilladt at grave dem op, for man må ifølge loven i Brandenburg ikke grave efter krigsrester. Folkeforbundet er dog en officiel undtagelse.

”Folk har forbud mod at søge, men det betyder ikke, at man ikke finder døde,” siger han og viser Kristeligt Dagblad en konvolut fra en anonym afsender med fotografier af knogler og en angivelse af, hvor knoglerne ligger.

Organisationen får regelmæssigt post fra folk, som har fundet menneskerester i skoven, og som med Oliver Breithaupts ord ”skammer sig” over, at de døde ikke har fået en værdig begravelse. Indimellem hænger folk også en pose med knoglerester på dørhåndtaget til foreningens kontor.

Under interviewet får han et opkald fra sin medarbejder Joachim Kozlowski, som står for den praktiske del af arbejdet. Udstyret med en metaldetektor, en spade og en skovl finder han de døde. Kozlowski er under opkaldet i færd med at undersøge en privat have, fordi ejeren vil vide, om der ligger døde på hans grund.

”Vi arbejder i kapløb med tiden, for krigsgenerationen er ved at uddø, og de nye generationer har ofte ingen forbindelse til krigen. En af vores vigtige opgaver er derfor oplysning,” siger han og henviser til, at unge fra mange forskellige europæiske lande tager på ophold her i sommerferien for at pleje gravstenene.

Arbejdet med at identificere de døde er vanskeligt. Når foreningen er heldig at finde soldaternes dog-tags eller andre informationer, som kan identificere den døde, sender de det til den tyske hærs informationscenter, som har data om millioner af soldater. Foreningen arbejder også i kapløb med ”gravrøvere”, som rejser til Halbe for at lede efter militær-souvenirs blandt de døde i jorden. Det er ulovligt og kan i værste fald betyde, at den døde ikke kan blive identificeret.

Tilbage på kirkegården kan 80-årige fru Heinemann fra Vestberlin godt sætte sig ind i, hvor vigtigt det er for de efterladte at kunne stede den døde til hvile. Hendes egen far faldt et sted i Rusland, familien har aldrig fundet ud af hvor.

”Som barn løb jeg rundt mellem gravstenene her. Som voksen berører det mig dybt at komme her. Hvad jeg tænker, når jeg er her? Aldrig mere krig. Det er det, jeg tænker,” siger hun.

På væggen i et lille minderum hænger der sedler, hvor efterladte og deres efterkommere stadig efterlyser deres faldne far eller bedstefar fra slaget ved Halbe i april 1945.
De fleste grave bærer teksten ”Ukendte, april 1945”. Men adskillige sten, cirka en tredjedel af dem, bærer også navn og dato for fødsel og død, og man får blik for, at mange af soldaterne blot var store drenge.