Hvis der er én ting, Paula Orlando drømmer om, så er det, at den velplejede grønsvær af en siderabat langs Morse Boulevard på tirsdag bliver dækket af en uendelig række af byens ubestridt mest populære køretøjer.
”Golf-vogne fyldt med Joe Biden-skilte. Hele vejen ned til næste rundkørsel,” forklarer hun højlydt bag sin blomstrede coronamaske og energisk med hænderne om sine planer for valgdagen.
Den 57-årige tidligere bryllupsfotograf holder både på en glitrende blå-hvid cheerleader-pompon, et stars and stripes-flag og et flag med navnene ”Biden/Harris 2020”.
”Tony, har du husket vores margaritas?”, vil hun dernæst gerne vide fra en af de mænd, der netop har stillet sig op langs vejen med et stort Joe Biden-skilt i hænderne.
”Skrid med jer, kommunistiske svin,” lyder det i det samme ud af en bilrude tilsat en oprejst langefinger, inden pågældende Tony når at svare noget som helst om medbragte drinks.
Men det tager ingen sønderlig notits af. I stedet er tilhængerne af den demokratiske præsidentkandidat mere optaget af at finde dagens respektive positioner langs hovedvejen. Blandt dem er Joe og Diane Ziemlak, der med deres 70 og 71 år kan fejre guldbryllup om et halvt år, men som i dag sender en ”hyldest” af sted til Donald Trumps Amerika på deres helt egen måde.
”Det her handler om frihed. Om moral og værdier. Trump har ikke tilført andet end had. Det er derfor, vi er på gaden,” forklarer Joe Ziemlak stilsikkert siddende i sin ternede havestol, som han har klappet ud på græsset, mens han vinker til en dyttende bil.
Det er valgkampens helt unikke soundtrack her i The Villages: Små hurtige dyt af positive tilkendegivelser fra politisk ligesindede, mens utilfredse Trump-støtter responderer med hornet i bund.
”Hvis han vinder igen, så kommer vi til Danmark,” siger Diane Ziemlak med et smil og vinker også løs til den heftige eftermiddagstrafik, der konstant byder på nye udbrud fra nedrullede bilvinduer:
”Biden elsker jer”, ”Smut hjem idioter”, ”Sinker”. Og fra en sort jeep i den modsatte kørebane: ”Go Trump. Go Trump”.
”Ja, hvis Danmark vil have os,” sukker Joe Ziemlak.
Som åbenlys demokrat og Biden-støtte bosiddende i en af Floridas mest røde og dermed republikanske by-enklaver ved han og de andre fremmødte, hvad det vil sige at være outsidere. Ja, ligefrem uønskede.
”Hvis du vil bevare dine venskaber, skal du ikke diskutere politik. For hvis du ikke bøjer af og retter ind, så bliver du udstødt af fællesskabet,” forklarer Rochelle Bosley Larsen, en 67-årig forhenværende narkotikaefterforsker fra Virginia.
Det er hende, som fra sin golfvogn dekoreret med store pro-Biden-bannere har ledt Kristeligt Dagblad ud til dagens politiske event.
På overfladen er The Villages, godt en times kørsel nord for Orlando, en fred- og frydefuld fornøjelse at stifte bekendtskab med. Upåklageligt friserede græsplæner, velafmålte sprinklerstråler, ensartede boliger og svalende svømmepøle tilsat ugentlige karaoke-events, 50 golfbaner og flere end 50.000 golfvogne. Med et forbud mod beboere under 19 år og yngste beboer på 55 år topper stedet som USA’s foretrukne retræte-ghetto for landets solskinshungrende seniorer: Det grå guld med en gennemsnitsalder på 72, hvoraf 98 procent dog har hvid hud.
At beboerne så har erklæret deres 33.000 hektar store ”oldekolle” for ”Floridas mest venlige landsby”, er dog en sandhed med modifikationer. De seneste måneder har The Villages nemlig udviklet sig til en reel og til tider absurd kampzone under den amerikanske valgkamp.
”The Villages er et meget unikt sted. Meget hvidt. Meget konservativt, snæversynet og meget ekskluderende.”
Det er sådan, at Rochelle Bosley Larsen beskriver sit eget nabolag, hvor hun har boet i halvandet år med sin mand, og hvor fællesskab primært skabes over golf eller frokostdugene. Selvom hun er ”ret heldig” med sine naboer, har genboen med sit diskrete Trump-skilt i stuevinduet tilsyneladende fået nok af Larsens velpostrede valgvinduer og Biden-dekorerede golfvogn. I hvert fald er de holdt op med at hilse, fortæller hun. Eller har ikke svaret på hendes tilbud om at hjælpe til med weekendens garagefest.
Men Larsen er ikke typen, der lader sig kue af kvarterets hattedamer. I stedet bruger hun sine dage og timer i det politiske ræs, der på landsplan over længere tid har givet den demokratiske udfordrer til Donald Trump en føring i meningsmålingerne. Men ingen fra det blå ringhjørne ønsker at se en gentagelse af Hillary-katastrofen i 2016, da Trump overraskende slog Hillary Clinton. Så flere timer om dagen er Rochelle Bosley Larsen del af byens demokratiske flanke, som dukker op på forskellige knudepunkter og gør sig bemærket.
”At komme her i mit livs efterår og opleve så udifferentieret et samfund får mig ærlig talt til at overveje, om jeg overhovedet hører til her. Men vi bliver nødt til at blive mere synlige og få andre demokrater til at springe ud. I sidste ende handler det om at få bragt almindelig anstændighed tilbage i vores verden. Om ærlighed og medmenneskelighed. For i bund og grund er det ikke en kamp mellem republikanere og demokrater. Det handler om Trump og om at finde vores vej som land, hvis ikke Amerika skal blive totalt ødelagt,” siger hun.
Havde man ikke allerede fornemmet den republikanske dominans i det på overfladen idylliske pensionistparadis, kan man begynde med at lede efter det demokratiske partikontor. Ikke kun forvist til en bygning uden for det geografiske skel, der indkredser The Villages, men gemt væk på en trist parkeringsplads. Det er her, at Obama-parret, Joe Biden og Kamala Harris tager imod i form af smilende 1:1-papfigurer. Men det er hovedkvarterets ubestridte forkvinde, Chris Stanley, der byder velkommen.
Ligesom hun har gjort med flere hundrede frivillige under denne valgkamp. For nylig også tre veninder, der ville stemme demokratisk, men som dog ikke var sprunget mere ud af deres republikanske ophav, end at deres ægtemænd ikke måtte få det at vide.
”Mange fortryder, at de stemte på Trump i 2016. Nogle ønsker ikke at skifte parti, men vil bare redde Amerika,” forklarer den 56-årige youngster, som Chris Stanley omtaler sig selv.
28.000 demokratiske vælgere er registreret i The Villages mod 58.000 republikanere. Men med 1400 medlemmer hævder formanden at stå i spidsen for en demokratisk partiforening, der er den største i hele Florida. Og det, udbryder hun, vil hun faktisk gerne takke Donald Trump for.
”Ja, for det er jo ham, der har fået folk ud af skabet. Den ros skal han have. Da jeg kom hertil for seks år siden, hviskede folk til hinanden, at de var demokrater. Havde de en parti-T-shirt på i klubben, så kan jeg love for, at de skiftede, inden de tog til frokost i golfklubben,” griner Chris Stanley.
I sig selv er ”solskinsstaten” Florida kendt som notorisk og afgørende svingstat. Eller ”en-procent-staten”, som den kaldes, fordi stemmemarginen altid ligger ekstremt tæt.
”Den, der vinder Florida, vinder valget”, lyder et sandhedsmantra, og kun to gange i historien er statistikken afveget fra det. Det var også Florida i almindelighed og det hvide seniorsegment i særdeleshed, der sikrede Donald Trump sin valgmandssejr i 2016. En choksejr, som er årsagen til, at den 72-årige Edward ”Ed” P. McGuinty knap fire år senere kommer med denne indrømmelse:
”Jeg har altså ikke været en rar fyr de seneste tre år!”
Blot få kilometer fra Paula Orlandos golfvognssamling har Ed McGuinty sat Kristeligt Dagblad stævne ved Palmer Legends Country Club. På en anden pænt plysset plæne. Det er her, at den 65-årige Lyn McKinsey, den jævnaldrende Suzan Montanile, Casey Marr på 66 år og den 67-årige Linda Nardin har slået sig ned med en Trump-figur i orange fangedragt og politisk provokerende skilte, som nogle gange får det lange, nogle gange de små hurtige dyt, hvis ikke en tommel, der vender op eller ned.
”Skrid med dig, Ed,” lyder i næste nu et tilråb fra en mand, der sammen med sin langefinger hænger langt ud af en overpumpet pickuptruck med to store Trump-flag.
”Jeg har aldrig forsøgt at omvende nogle republikanere. Det kan man ikke. For de er enten racister, intolerante, grådige eller simpelthen dumme. Men i det mindste kan jeg beskytte demokraterne. Selvom jeg er blevet overfaldet, truet, tilsvinet, har slået igen i selvforsvar og nu altid har en strømpistol i lommen”, siger den pensionerede ejendomsmægler fra Pennsylviania til et nyt ekko af ”Go Trump”, der drøner forbi.
Først for ganske nylig har han besluttet sig for, at han med ro i sindet godt kunne blive en flink fyr igen. Først og fremmest, fordi han med et signal fra Gud nu ved, at Joe Biden kommer til at vinde en jordskredssejr på tirsdag. Og for det andet, ”fordi jeg mere end 20 gange har jeg lagt 100 dollars frem for republikanske mænd for at vædde om, hvem der vinder”.
”Men der er ingen, der i sidste ende vil satse penge på Donald Trump,” griner Ed McGuinty og slår veltilfreds ud med armene.
”Dette er en afgørende tid for det amerikanske demokrati. Trump er en lystløgner, et sexmonster og en svinsk type, som ville elske at være diktator. Min protest er mere en kamp mod ham end en støtte for Biden,” forklarer han, mens partifællen Lyn McKinsey pludselig rejser sig med et sæt fra sin havestol.
”Er det en positiv eller en negativ?,” spørger hun rutineret og spejder mod en ukendt golfvogn, der har parkeret på græsset.
”Jeg tror, det er tid til at tage kameraerne frem,” siger hun beredt som en kriger og begynder med Casey Marr i hælene straks at traske mod den uventede gæst 25 meter væk.
Deres fornemmelse for ballade holder stik. Fra sin lille turkisblå golfvogn er en lavstammet, gråskægget og storsmilende mand i færd med at disrupte demokraternes dagsprogram. Med et stort amerikansk flag, et endnu større Trump-banner og tilsvarende mindre skilte placeret solidt i græsset tager han nu al opmærksomhed fra de forbikørende og skærmer for demokraternes budskaber. Akut oprør opstår i gruppen, der for få minutter siden mest tangerede et solskinssløvt campingmøde.
”Helt ærligt. Behøver du virkelig at stå her? Kan du ikke stille dig et andet sted,” forsøger den hatteklædte Linda Nardin, mens Hawaiiskjorten på Casey Marr omvendt synes at blafre af indestængt vrede, som han bevæger sig i pendulfart mellem den fremmedes og sin egen base, før han går til angreb.
”Du støtter en diktator. Du er en skamplet på USA. I har ingenting at komme efter. I er en flok forrædere,” råber han løs bag sin coronamaske.
Uagtet at 93 procent af Floridas over 15.000 corona-dødsofre var over 55 år, og virussen i disse dage igen sætter nye rekorder, har den fremmede Trump-tilhænger ikke maske på. Det lille universelle mundklæde, der her i byen som tommelfingerregel kan bruges til at skelne republikanere og demokrater fra hinanden. Dem, der hylder corona-overleveren Trump eller hans rival og maskeklædte mobbeoffer, Joe Biden.
Men hverken smittefare eller social distance synes at bide på de flere tusinde Trump-tilhængere, som samme uge deltager i en potentiel ny superspreder-event, da Donald Trump plejer sine pensionist-kernevælgere ved at holde vælgermøde lige midt i The Villages. De er heller ikke bekymrede, da Det Republikanske Parti i Trump-højborgen arrangerer en gigantisk og anslået 1500 lang golfvognsparade, hvor de kollektivt hepper på ”fire år mere”.
I foråret kulminerede en lignende golfparade i verbale sammenstød mellem de to fronter. Her kvitterede en Trump-tilhænger med at råbe ”White Power” fra sin golfvogn. En episode, der blev videofilmet og i øvrigt videretweetet af den amerikanske præsident. Men i dag på grønsværen smiler modstanderen bare, selvom Casey og gruppen har travlt med at få sat den enlige Trump-rytter ud af spil.
”Skrid med dig,” råber Casey Marr, mens Lyn McKinsey og Suzan Montanile resolut parkerer deres golfvogne lige foran den ubudne gæst, der hverken ønsker at uddybe sit ærinde eller øvrige politiske synspunkter.
Han smiler bare. Også selvom Casey Marr to minutter senere tager plads mindre end tre meter væk for at flashe sit Biden- og anti-Trump skilt, hvorpå sidstnævnte udråbes som ”præsident Putins kælling”.
Og således forvandles en fredelig eftermiddag på den pæne Buena Vista Boulevard til en næsten fascinerende og ganske usædvanlig opvisning i amerikansk politik anno 2020 og et samfund i dyb splittelse.