Ikea udgav ”ultraortodokst” katalog uden kvinder: Nu kræver kvinder millioner i erstatning

Ikea i Israel bliver mødt af erstatningskrav på millioner for i 2017 at have uddelt et særlig ultraortodokst katalog, der kun havde skæggede mænd og smådrenge på billederne

I 2017 udgav Ikea i Israel et særligt katalog, specielt henvendt til potentielle ultra- ortodokse jødisk kunder. I dette katalog, der blev trykt i et oplag på 15.000 og husstandsomdelt i hovedsageligt ultraortodokse kvarterer, optrådte der kun ortodokse, skæggede mænd og drenge i og omkring møblementerne på alle billederne. Ingen småpiger og ingen kvinder.
I 2017 udgav Ikea i Israel et særligt katalog, specielt henvendt til potentielle ultra- ortodokse jødisk kunder. I dette katalog, der blev trykt i et oplag på 15.000 og husstandsomdelt i hovedsageligt ultraortodokse kvarterer, optrådte der kun ortodokse, skæggede mænd og drenge i og omkring møblementerne på alle billederne. Ingen småpiger og ingen kvinder. Foto: Ikea Israel.

Man skal ikke have lov til at slippe gratis fra at udelukke eller fjerne kvinder fra det offentlige rum – og da slet ikke fra at fjerne dem fra et Ikea-katalog. Derfor er der i Israel netop i et gruppesøgsmål blevet rejst et erstatningskrav på adskillige millioner kroner over for den svenske møbelgigant.

I 2017 udgav Ikea i Israel et særligt katalog, specielt henvendt til potentielle ultra- ortodokse jødisk kunder. I dette katalog, der blev trykt i et oplag på 15.000 og husstandsomdelt i hovedsageligt ultraortodokse kvarterer, optrådte der kun ortodokse, skæggede mænd og drenge i og omkring møblementerne på alle billederne. Ingen småpiger og ingen kvinder.

Ved at underlægge kataloget de mest ultraortodokse gruppers forbud imod at se og vise kvinder offentligt forestillede man sig åbenbart i Ikea Israels reklameafdeling, at man kunne appellere til denne særlige kundegruppe.

På billederne ses ortodokse faderfigurer servere morgenmad i Ikea-køkkener og lege med deres drenge – alle med kalot og ørelokker – i Ikea-børneværelser. Møblerne i kataloget fra 2017 var de samme som i Ikea-varehusene i resten af verden, men de var særligt udvalgt til at passe til de ultraortodokses familieorienterede livsstil, hvor ægtepar i gennemsnit får omkring syv børn.

Men kataloget nåede hurtigt ud over de mest strikse ultraortodokse kvarterer, og det mandhaftige særkatalog fik omgående såvel religiøse som sekulære kvindesind sat i kog. Omkring 10.000 kvinder, der havde fået kataloget ind ad døren, følte sig diskrimineret og krænket af det. Det anslås i det erstatningskrav, der i sidste uge blev rejst ved distriktsdomstolen i Jerusalem. Pr. kvinde er der nu rejst krav om en erstatning på omkring 3000 kroner, og det samlede krav til Ikea Israel er derfor på omkring 30 millioner kroner.

Erstatningen er rejst som et gruppesøgsmål af en enkelt ortodoks jødisk kvinde, Hannah Katsman, sammen med organisationen Israel Religious Action Center. Det er et center tilknyttet den religiøse reformbevægelse i Israel. Reformjøder dyrker en moderniseret udgave af den jødiske religion, der blandt andet praktiserer fuld ligestilling mellem mænd og kvinder i alle religiøse handlinger.

I erstatningskravet står der blandt andet, at katalogets holdninger ikke kun rammer det ultraortodokse samfund, men er medvirkende til at påvirke holdningen til kvinder i det hele taget:

”Ved fuldstændigt at udelukke kvinder og piger fra kataloget sendes der en dybt bekymrende melding om, at kvinder ikke har nogen værdi, og at der er noget galt med deres tilstedeværelse selv i de hjemlige scener, der er afbilledet.”

Da skandalen i februar 2017 var på sit højeste, blev det hurtigt klart, at kataloget var blevet produceret og distribueret, uden at Ikeas svenske hovedkontor var konsulteret eller informeret. Det slog Ikeas talskvinde, Josefin Thorell, dengang helt fast ved at tage afstand fra det kvindefri Ikea-katalog, som ”ikke lever op til Ikeas principper om lige rettigheder”.

I Israel er ultraortodokse medier, organisationer og partier tidligere blevet dømt for ikke at leve op til den israelske lov om ligestilling mellem mænd og kvinder. Men det er første gang, at et internationalt firma er blevet mødt af et erstatningskrav for diskrimination af kvinder i Israel.