Ikke kun virus, også hjælpsomhed smitter

Under coronapandemien bliver der iværksat hjælp over hele verden først og fremmest på de ofte udskældte sociale medier. I denne tid er de med til at sikre, at hjælpeinitiativerne spreder sig på tværs af landegrænser og giver folk mulighed for at hjælpe andre, de ikke kender i forvejen

Spanien er med næsten 50.000 coronasmittede nu det fjerdehårdest ramte land i verden efter Kina, Italien og USA – og ligger sammen med Italien i front, hvad angår dødstal. Her er det sundhedspersonale på centralsygehuset i nordspanske Burgos, der vinker til folk, som trods udgangsforbuddet er mødt frem for i fælleskab at hylde og klappe ad de hårdt arbejdende læger og sygeplejersker på hospitalet. – Foto: Cesar Manso/AFP/Ritzau Scanpix.
Spanien er med næsten 50.000 coronasmittede nu det fjerdehårdest ramte land i verden efter Kina, Italien og USA – og ligger sammen med Italien i front, hvad angår dødstal. Her er det sundhedspersonale på centralsygehuset i nordspanske Burgos, der vinker til folk, som trods udgangsforbuddet er mødt frem for i fælleskab at hylde og klappe ad de hårdt arbejdende læger og sygeplejersker på hospitalet. – Foto: Cesar Manso/AFP/Ritzau Scanpix.

Den afdøde amerikanske borgerrettighedsforkæmper Malcolm X har stået fadder til et kendt ordsprog, der oversat til dansk lyder ”Når ’jeg’ bliver erstattet af ’vi’, bliver sygdom til velfærd”. Det kan karakterisere tidsånden i coronapandemien, hvor ikke kun smittetallene stiger, men også hjælpsomheden blandt mennesker over hele verden.

Sociale medier er ofte udskældte for at appellere til folkedybets laveste fællesnævner og give især vredesudbrud frit løb, men det er også her, at engagementet til at hjælpe er stort netop nu, da folk tilbyder alt fra indkøb og afhentning af medicin til børnepasning.

I Cornwall i det sydvestlige England har Becky Wass, en 32-årig lektor på Falmouth University, fundet på en idé, som er gået verden rundt. Hun har designet et postkort, der kan printes og deles ud til naboer, som er i hjemmeisolation. På postkortet skriver man sit navn, adresse og telefonnummer under overskriften ”Hvis du er i selvisolation, kan jeg hjælpe”. Og så er der forskellige tilbud om blandt andet indkøb, et venligt telefonopkald eller en hastende opgave, som man kan krydse af – alt efter, hvilken hjælp man kan tilbyde under hashtagget #ViralKindness, viral venlighed.

”Efter uger med nyheder om coronavirus var jeg som sikkert mange andre meget bange og magtesløs. Jon og jeg talte om, hvordan det så må være, når man er i risikogruppen og ikke kan forlade sit hjem. Så vi ville gøre noget for at hjælpe uden at gøre tingene værre,” forklarer hun over for netavisen Huffington Post.

For ægteparret handler det om at gøre en positiv forskel.

”Hvis bare én person føler sig mindre ensom eller isoleret under pandemien, får jeg det bedre”, som Becky Wass siger til lokalavisen CornwallLive.

Postkortet har hun delt rundt blandt naboerne i Falmouth, hvor Becky Wass er bosat med sin mand Jon Green, der også delte det på det sociale medie Twitter. Det er blevet retweetet over 1700 gange, og mange har taget idéen til sig så langt væk som i Australien.

Efter at forsamlinger helt ned til to personer i denne uge er blevet forbudt i Storbritannien, er dette postkort, som Becky Wass fra Cornwall har opfundet for at få folk til at melde sig til at hjælpe dem, der ikke kan gå uden for en dør, gået endnu mere viralt på sociale medier under hashtagget #viralkindness, viral venlighed. – Foto fra Twitter.
Efter at forsamlinger helt ned til to personer i denne uge er blevet forbudt i Storbritannien, er dette postkort, som Becky Wass fra Cornwall har opfundet for at få folk til at melde sig til at hjælpe dem, der ikke kan gå uden for en dør, gået endnu mere viralt på sociale medier under hashtagget #viralkindness, viral venlighed. – Foto fra Twitter.

Sociale medier har nemlig en stor betydning for den måde, som humanitære organisationer og befolkninger reagerer på i krisesituationer, da de på tværs af lande inspirerer hinanden, fortæller Kristoffer Albris, der er antropolog og adjunkt på Københavns Universitet med speciale i katastrofer og sociale medier. Ifølge Albris bruges især Facebook og Twitter som en beredskabsplatform, hvor almindelige borgere kan tilbyde og efterspørge hjælp.

”Sociale medier er med til at forstærke de tendenser, som vi allerede har set under katastrofer de seneste 100 år. En af de ting er solidaritetsfællesskaber og netværk, hvor vi lærer af hinanden, låner initiativer og hjælper hinanden. Før de sociale medier var der også internationale bevægelser for borger- og humanitære netværk under kriser, hvor man lærte af hinanden på tværs af landegrænser. Men de sociale medier gør, at hjælpeinitiativerne bliver skruet helt op i tempo og spreder sig som en steppebrand,” siger han.

I Danmark har frivillige etableret sig i flere hjælpegrupper, som kalder sig coronahjælpere og har til formål at hjælpe ældre og isolerede. Udover grupper på Facebook, hvor folk tilbyder hjælp i lokalområder, har Dansk Røde Kors’ corona-hjælpenetværk flere end 14.000 frivillige over hele landet, ligesom internetsiden CoronaHjælpere.dk også forbinder frivillige med folk, der har brug for hjælp.

Ifølge antropolog ved Københavns Universitet Helle Samuelsen gør sociale medier det netop muligt at hjælpe dem, vi ikke kender i forvejen.

”Før sociale medier har man hjulpet hinanden mere i lokale fællesskaber som i familien, i naboskabet eller i klanen, alt efter hvor i verden man befandt sig. Mekanismerne var de samme som i dag med et ønske om at hjælpe, og at dem, som havde overskud, gerne ville dele ud af det,” siger hun.

Hjælpenetværket Viomis Aid, der består af unge danske muslimer, leverer normalt nødhjælp til kriseramte områder som Syrien og Sudan, men har i disse dage etableret et netværk i Danmark med omkring 200 frivillige, som hjælper hjemløse, køber ind, henter medicin og tilbyder at hente og bringe mennesker, som ikke kan bruge offentlig transport under coronapandemien.

”Det er utroligt vigtigt, at vi viser sammenhold, når sådan noget rammer vores land. Så er det ligegyldigt, om man er kristen, muslim eller ateist. Det vigtigste er, at vi hjælper hinanden,” siger Khalid Alsubeihi, der er formand for Viomis Aid og initiativtager til netværkets coronahjælpere.

I Belgiens hovedstad, Bruxelles, har karantæneramte indbyggere prøvet at skabe fælles holdånd ved at vise de genstande, der er vigtige for dem i coronakrisen, frem for hinanden i vinduerne. – Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
I Belgiens hovedstad, Bruxelles, har karantæneramte indbyggere prøvet at skabe fælles holdånd ved at vise de genstande, der er vigtige for dem i coronakrisen, frem for hinanden i vinduerne. – Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

Borgersolidariteten er også at finde i Italien, som med over 7000 døde er det land i verden, hvor virussen har kostet flest menneskeliv. Her synger de fra altanerne og klapper ad sundhedspersonalet, som kæmper en heltemodig kamp på landets overbebyrdede hospitaler. Tendensen har spredt sig til Spanien, hvor over 4000 har mistet livet som følge af coronavirus, og også i Danmark har der været opfordringer til fællessang på sociale medier, hvor folk i byer som København og Aarhus synger fra deres hjem for at indgyde hinanden mod.

Andelsforeningen AB Ørnegården i Københavns nordvestkvarter arrangerede i søndags en gårdkoncert med klassiske musikere fra det nærliggende musikerfællesskab Kammerklubben. Koncerten kunne nydes fra altanerne, hvortil beboerne fik leveret mad og drikke fra forretninger i nærheden. Det var en succes, som gentages på søndag.

”Vi prøver både som naboer at have et sammenhold på distance, men vi gjorde det også for at støtte vores lokale butikker og initiativer. Det er nu, de har brug for hjælp, fordi de ikke har lige så mange kunder. Når vi som andelsforening både kan hyre mad, drikke og sangere, så er det en god håndsrækning for nogle, der har det svært,” siger Dan Kreutzfeldt, som er formand for AB Ørnegården.

Også i London har beboere kunnet nyde musik fra gaden, hvor eksempelvis Roman Malan, cellist i World Harmony Orchestra, har optrådt foran karantæneramtes hjem.

Og på mindre end et døgn meldte 250.000 briter sig i denne uge på sundhedsmyndighedernes opfordring til at hjælpe med at tage sig af de omkring 1,5 millioner briter med et svagt helbred, som har fået besked på at isolere sig derhjemme de kommende 12 uger. Ligesom 11.000 pensionerede læger og 24.000 læge- og sygeplejestuderende har meldt sig under sundhedsvæsenet NHS’ faner for at hjælpe til.

”Vi oplever et udbrud af altruisme. Det har slået benene væk under mig,” siger Stephen Powis, medicinaldirektør i NHS England, til BBC.

Sundhedspersonalet i det nationale britiske sundhedsvæsen NHS fik i denne uge foræret blomster som tak for deres store indsats, og det fik store smil frem hos disse sygeplejersker i Tesco-supermarkedet i Newcastle-under-Lyme. – Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix.
Sundhedspersonalet i det nationale britiske sundhedsvæsen NHS fik i denne uge foræret blomster som tak for deres store indsats, og det fik store smil frem hos disse sygeplejersker i Tesco-supermarkedet i Newcastle-under-Lyme. – Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix.

Imens tegner britiske skolebørn regnbuer og hænger dem op i vinduerne for at sprede håb til andre børn. Og i Belgien viser naboer deres vigtigste genstande i coronakrisen frem for hinanden i vinderne. Det er også trends, der er startet på sociale medier, og som kan ses i flere lande.

I USA er der flere, som tilbyder gratis mad til skolebørn, der ikke får deres daglige måltider grundet lukningen af skolerne. På internettet tilbyder flere undervisere både guidet meditation og yoga for at reducere angst, og i både i Spanien og Italien giver fitnessinstruktører motionsundervisning for deres naboer på altanerne. Og de hjælpsomme initiativer fortsætter.

For en af de grundlæggende mekanismer i epidemiernes historie er, at når vores liv og eksistens er truet, passer vi på hinanden, siger medicinhistoriker Adam Bencard, lektor ved Medicinsk Museion og Københavns Universitet. Der en dobbelthed i epidemiernes historie, hvor samfund ved statskontrol adskiller de raske fra de syge, men samtidig udviser en omsorg, påpeger han.

”Det er grundmenneskeligt, at vi støtter hinanden, når vi står over for epidemier som denne. Der er et større samfundssind, når samfundets strukturer er truet og dagligdagen er sat ud af kraft. Omsorgen var også tydelig under den spanske syge i 1918, hvor mennesker hjalp hinanden lokalt ved for eksempel at cykle rundt med madpakker. Lige så meget som der er frygt, adskillelse, afmagt og bekymring, er der også en lokalinvestering; vi er sammen om det her,” siger Adam Bencard og fortsætter:

”Rigtig meget hjælp handler stadig om det lavpraktiske, som det altid har gjort. Man handler ind for sine naboer og hjælper dér, hvor man kan. Det er en del af den menneskelige eksistens, der er uforandret gennem titusinder af år, at vi skal have mad, drikke og et sted at bo.”

Tidligere tiders epidemier har ofte ført til samfundsmæssige forandringer. 1800-tallet koleraepidemi var eksempelvis afgørende for, hvordan man efterfølgende byggede byer, og flere hjælpeorganisationer, der er skabt i krisetider, bliver også hængende i eftertiden. Men spørgsmålet er, om hjælpsomheden, der er i høj kurs disse dage, vil fortsætte?

”Man vender tilbage til en form for hverdag, som måske ser anderledes ud end før, men behovet for at tage vare på samfundskroppen bliver anderledes, når man ikke længere er i den højspændte krisesituation. Coronapandemien vil højst sandsynligt have nogle politiske og sociale konsekvenser fremfor, at den ændrer en daglig omsorgsfuldhed,” siger Adam Bencard.