Prøv avisen

Ikke-muslimerne bestemmer over tørklæderne

Bag tørklædedebatten er det væsentlige nationale værdier og definitionen af den nationale identitet, der er til forhandling, hovedsageligt blandt det nationale, ikke-muslimske flertal. De muslimske kvinder selv hører man mindre til i de nationale debatter. – Foto: .

Forholdet mellem stat og kirke og definitionen af den nationale identitet bestemmer, hvordan de europæiske lande håndterer det islamiske tørklæde

Stort set samtlige europæiske lande har eller har haft deres tørklædedebat. Få lande er sluppet for at tage stilling til de islamiske tørklæder, men udfaldet af tørklædestriden er forskelligt. De europæiske lande er ikke enige om at forbyde hijab (som dækker hår og hals, men lader ansigtet være frit, red.) eller andre islamiske hovedbeklædninger, og de, der har indført forbud, forvalter dem forskelligt.

Og det skyldes ikke fortrinsvis uenighed om de store, overordnede principper som religionsfrihed eller kønsligestilling, men snarere historiske realiteter som forholdet mellem stat og kirke og definitionen af den nationale identitet, viser et europæisk forskningsprojekt, som netop er afsluttet.

I tre år har forskere fra otte lande, deriblandt Danmark, forsøgt at løfte sløret for tørklædedebatten i Europa. Og det, de har fundet inde bag tørklædestriden, er en kompleks og sammensat debat, der handler om meget mere end islamiske tørklæder.

Bag tørklædedebatten er det væsentlige nationale værdier og definitionen af den nationale identitet, der er til forhandling, hovedsageligt blandt det nationale, ikke-muslimske flertal. De muslimske kvinder selv hører man mindre til i de nationale debatter, konstaterer Birgit Sauer, professor i statskundskab ved universitetet i Wien og projektkoordinator for VEIL, som det treårige EU-finansierede projekt hedder.

Det, som i første omgang er afgørende for, hvordan et land regulerer eller ikke regulerer muslimske kvinders hovedbeklædning, er forholdet mellem kirke og stat.

Frankrig og Tyrkiet, som har et forbud mod religiøse symboler i den offentlige sektor, har begge en klar adskillelse mellem kirke og stat. Lande med en statskirke som Danmark, Grækenland og Storbritannien undlader derimod at indføre forbud. Og de religiøst neutrale lande som Østrig, Holland og Tyskland har overvejende en tolerant indgang til tørklæderne, selvom Holland har valgt at forbyde krops- og ansigtsdækkende religiøs beklædning med den såkaldte Burka-lov, men ellers tillader hijab.

I lande med en grundlovssikret adskillelse mellem kirke og stat er verdsligheden en vigtig del af nationens politiske grundlag, og religiøse symboler opfattes som uacceptable i det offentlige rum, understreger Birgit Sauer.

Lande med et stærkt bånd mellem stat og kirke råder ikke over dette argument om verdslighed og har derfor meget vanskeligere ved at begrunde et krav om tørklædeforbud. Og de er også bange for, at et forbud mod tørklæder skal ramme statskirkens egne symboler, som ikke ønskes forbudt, påpeger hun.

Det er netop tilfældet i Østrig, hvor den katolske kirke er klart imod forbud mod islamiske tørklæder, blandt andet af frygt for at måtte fjerne krucifikser fra landets retssale eller forbyde katolske nonner at undervise. Østrig fremstår derfor som Europas mest tolerante land, hvor tørklæder aldrig er blevet et hedt debatemne.

Tyskland, som ellers i kraft af sin traditionelle neutralitet mellem stat og kirke burde høre hjemme i den tolerante gruppe med få reguleringer, skiller sig ud ved at praktisere alle tre forskellige europæiske modeller.

Otte delstater, deriblandt Slesvig-Holsten, har ingen reguleringer, men løser konflikter fra sag til sag. Berlin, Bremen og Niedersachsen har valgt den sekulære model med forbud mod alle religiøse symboler, mens de otte sydtyske, stærkt katolske delstater som de eneste i Europa har indført et særforbud mod alle andre religiøse symboler end de kristne.

De tyske delstater kommer uden om spørgsmålet om religiøs diskrimination ved at hævde, at kristendommen er en vigtig del af den tyske kultur, og derfor defineres krucifikser ikke primært som religiøse symboler, men som kulturelle udtryk for den tyske nationale identitet, siger Birgit Sauer, som peger på, at forfatningsdomstolen i en første afgørelse, som endnu ikke er stadfæstet, har kaldt sondringen mellem kristne og andre symboler forfatningsstridig.

Tørklædedebatten møder her en anden dimension, nemlig spørgsmålet om, hvordan den nationale identitet traditionelt defineres.

I Frankrig går den verdslige stat og den såkaldte republikanske identitet hånd i hånd om at forsvare et forbud mod tørklæder. Frankrig giver forholdsvis let adgang til statsborgerskab til gengæld for assimilation, og den franske statsborger forventes at lægge sin kulturelle og religiøse baggrund fra sig derhjemme, uanset om den er regional, fra Bretagne, eller global, fra Burkina Faso.

Tyskland er derimod et eksempel på en national identitet, der nedarves fra generation til generation med meget stramme regler for statsborgerskab og en forestilling om en etnisk og værdimæssigt homogen national identitet. En etno-kulturel identitet, som den hollandske forsker Sawitri Saharso kalder det, i modsætning både til den franske republikanske identitetsmodel og den multikulturelle britiske model, hvor hver kultur bevarer sin fulde legitimitet i det nationale fællesskab.

Debatten om tørklæder er del af en bredere debat om den nationale identitet i Tyskland. Det er en genforhandling af tyske værdier efter Berlinmurens fald og genforeningen af de to Tysklande og erkendelsen af, at Tyskland i modsætning til tidligere er blevet et indvandringsland, konstaterer Birgit Sauer.

Debatten for eller imod tørklæder handler derfor om, hvordan debattørerne, som i overvejende grad tilhører det nationale flertal, definerer den nationale identitet i det europæiske fællesskab og videre ud i en globaliseret verden.

Tørklædedebatten er et prisme for forskellige andre debatter, som kan læses mellem linjerne. En af dem er kampen om, hvad det vil sige at være dansk. Modstanderne af tørklæderne kalder dem for u-danske og uforenelige med danske værdier, hvorimod andre mener, det er u-dansk at forbyde dem, påpeger også professor Birte Siim fra Aalborg Universitet, som har ledet den danske del af forskningsprojektet.

I Danmark finder vi statskirkemodellen, der gør det vanskeligt at forbyde muslimske religiøse symboler uden at rejse tvivl om legitimiteten af folkekirkens egen tilstedeværelse i det offentlige rum.

Heri ligner vi Storbritannien, men hvor vore britiske naboer med en fortid som globalt imperium er mere multikulturelle i deres identitetsforståelse, er vores definition af den nationale identitet snarere etno-kulturel. Og denne kombination er måske ved at flytte Danmark ud af gruppen af liberale statskirkelande, der ikke regulerer brugen af tørklæder.

Et lovinitiativ med et forbud mod, at dommere bærer tørklæde, vil være et brud med den hidtidige danske linje. Og argumentet om statens neutralitet passer til en stat, der opfatter sig som sekulær, ikke til den danske folkekirkeordning, siger Birte Siim.

Det skyldes blandt andet, at det multikulturelle samfund er under pres, og det er et mønster, som også ses i Holland.

Tørklædedebatten har skiftet fokus, påpeger den hollandske forsker Sawitri Saharso.

Fra at være en konflikt mellem religionsfrihed og spørgsmålet om neutralitet i den offentlige sektor er fokus flyttet til spørgsmålet om samfundets sociale sammenhængskraft og national identitet. Tørklædedebatten er spundet ind i de store, nationale fortællinger, der udgør grundlaget for de nationale politikker: hvad statsborgerskab går ud på, sekularisering, kulturel og religiøs identitet, mener Sawitri Saharso.

Tørklædedebatten påvirkes af nationale faktorer, men også af den internationale udvikling. Terrorangrebet på USA og krigen mod terror har medført et bestemt syn på islam, og det er ikke umuligt, at valget af præsident Obama i USA nu kan føre til ændrede relationer til den muslimske verden og dermed også en ny diskurs i tørklædedebatten, mener Birte Siim.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk