Immigranter giver rekordvækst i britisk befolkning

Debatten om indvandring blusser op igen, efter at folketælling viser, at over halvdelen af befolkningsvæksten kommer fra immigration

En folketælling viser, at over halvdelen af befolkningsvæksten i Storbritannien kommer fra immigration. Det har gjort debatten om indvandring aktuel endnu en gang.
En folketælling viser, at over halvdelen af befolkningsvæksten i Storbritannien kommer fra immigration. Det har gjort debatten om indvandring aktuel endnu en gang. Foto: colourbox.com.

Der bor flere mennesker i Storbritannien, end myndighederne havde regnet med, viser de første resultater fra den seneste britiske folketælling.

Det er tallene fra England og Wales, der nu er offentliggjort, og de viser en rekordstor vækst i befolkningstallet, samt at det primært er immigranter, der står bag væksten.

Sidstnævnte faktum har igen tændt op under debatten om immigration.

LÆS OGSÅ: Ny test fastslår, at Storbritannien er et kristent land

Folketællingen illustrerer, hvordan masseimmigration påvirker vores befolkning. Vi hører også, at de officielle tal undervurderer omfanget af immigration, og det er vel at mærke, uden at vi taler om illegale immigranter, som ikke har taget del i folketællingen. Ingen ønsker at se en befolkning vokse i et sådant tempo, siger formand Andrew Green fra tænketanken Migration Watch, som arbejder for at gøre det sværere for udlændinge at komme ind i Storbritannien.

På optællingsdagen sidste år registrerede myndighederne 56,1 millioner mennesker i England og Wales, og dertil skal lægges tilsammen cirka syv millioner i Skotland og Nordirland, når disse tal offentliggøres senere. Det betyder, at den samlede befolkning i Storbritannien runder 63 millioner, hvilket er en vækst på 3,7 millioner mennesker på ét årti.

Tallet er kommet bag på myndighederne, fordi der er tale om over en halv million flere mennesker, end man havde anslået.

Storbritannien har ikke et centralt folkeregister, og det er derfor folketællingerne, der finder sted hvert 10. år, som giver det mest præcise billede af befolkningens størrelse.

LÆS OGSÅ: Britisk folkeafstemning om EU er på vej

55 procent af væksten kommer fra immigranter, hvoraf en del er kommet til efter EU-udvidelsen med nye østeuropæiske lande i 2004.

Den konservative minister med ansvar immigration, Damian Green, gav omgående Labour skylden.

Disse tal er det klare bevis på, at Labour lod immigrationen komme ud af kontrol. Det er også præcis derfor, at koalitionsregeringen har introduceret en skærpet kontrol af alle de store immi-grantruter, så vi kan reducere den samlede indvandring til et bæredygtigt niveau ved udgangen af denne valgperiode, siger immigrationsministeren til avisen Daily Telegraph.

Ganske overraskende er Labour ikke uenig. Tidligere Labour-minister Frank Field taler således om, at situationen er alvorlig, og at kursen skal skærpes, når det handler om visa til studenter og familiesammenføringer.

Han beskylder samtidig sit eget parti for at mangle ydmyghed i forhold sin egen rolle i den manglende kontrol med immigration, inden han går videre til at anklage den nuværende regering for ikke at gøre nok.

LÆS OGSÅ: Anglikansk leder til angreb på britisk premierminister

Folketællingen viser videre, at immigranter får flest børn. Mødre, der ikke selv er født i Storbritannien, får i snit 2,45 børn, mod 1,98 for mødre født i Storbritannien. Noget, som blandt andet bliver forklaret med, at mange immigranter, der kommer til Storbritannien for at arbejde, typisk er i den fødedygtige alder.

Med til at skabe den overordnede vækst er dog også, at briterne lever længere, og at over 16 procent har passeret pensionsalderen.