Sovjetunionen er kendt som et af de eneste imperier i verdenshistorien, der nedlagde sig selv uden vold og blodsudgydelser. Det sovjetiske sammenbrud i 1991 markerede ikke alene afslutningen på kommunismen og knap et halvt århundredes kold krig, men også enden på et russisk imperium, som havde eksisteret i århundreder.
Men i de euforiske år omkring Berlinmurens fald, de kommunistiske diktaturers afvikling og “historiens afslutning” glemte en stor del af verden, at imperier aldrig falder i fred og ro. Imperiers afslutning er en kompliceret, smertefuld og som regel voldelig proces. Og det, verden har været vidne til siden den 24. februar – Ruslands invasion i Ukraine, som udgør den største trussel mod freden i Europa siden den kolde krigs afslutning – er et ydre tegn på det russiske imperiums langsomme sammenbrud.
Det siger professor Karl Schlögel, som er en af Tysklands førende eksperter i Ruslands og Ukraines historie.
“I 1991 fik vi at vide, at kommunismen var væk, at der var reformer, og at det hele var gået godt. Det var en temmelig naiv idé. Vi befinder os ikke ved afslutningen af imperiets opbrud, men midt i det,” siger han.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har efter to årtier ved magten ikke haft modet til at genopbygge og modernisere et Rusland, som i dag er fattigt og demografisk gammelt, understreger Karl Schlögel, som er professor emeritus i østeuropæisk historie ved universitetet Viadrina i østtyske Frankfurt an der Oder.
“Putin kapitulerede over for opgaven og søgte en nem udvej ved at antænde en krig for at holde sammen på et imperium i forfald,” siger han.
Russerne generelt har heller ikke vænnet sig til at eksistere uden deres imperium, og kun et mindretal er imod Putins krig.
“Det er en ny tanke for de fleste russere, at Ukraine med sine millioner af familieforbindelser til Rusland ønsker at være en selvstændig nation. I Ukraine bliver russerne konfronteret med et spørgsmål, de endnu ikke er begyndt at stille sig selv: Hvem er de, når imperiet ikke længere eksisterer?”.
Krig har indledt Putins endeligt
Dermed tegner der sig ikke nogen snarlig ende på krigen. I onsdags sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, til den tyske avis Bild, at Vladimir Putin “vil drukne Ukraine i blod, men også i sine egne soldaters blod”, og at "ingen ved, hvornår krigen vil slutte". Det skete som reaktion på Putins udmelding om at mobilisere op mod 300.000 soldater.
Vil denne krig nogensinde slutte?
“Vi ved fra historien, at alle krige slutter på tidspunkt. Med en sejr, et nederlag, en total udmattelse. Jeg er en ældre herre, men jeg er overbevist om, at jeg vil se en afslutning på krigen i min levetid. Jeg er ikke i tvivl om, at krigen mod Ukraine har indledt Putins endeligt. Men Putin har stadig masser af våben, herunder atomvåben. Og hvem der vil sætte en stopper for Putin og hvordan, det ved vi ikke,” siger Karl Schlögel.
Ukraine er blevet en stærkt sammenhængende nation med masser af national selvtillid gennem denne krig, men vil i årtier lide af krigens følgevirkninger; en hel generation af børn vokser op uden fædre, som er ofre for krigen. Derudover advarer historikeren mod alt for skråsikre holdninger fra folk i diverse medier, som mener at vide, hvordan krigen udvikler sig. Store verdensbegivenheder kommer som regel bag på os. Den tyske filosof Ernst Bloch kaldte dette vilkår for "det levede øjebliks dunkelhed", og det gælder også for Ukraine-krigen, siger Schlögel.
“Ser De, hvis jeg som historiker har lært noget i de seneste 50 år, så er det, at der sker ting, som vi ikke havde forudset, og som rammer os bagfra. Det gælder alle vigtige begivenheder: Berlinmurens fald i 1989, terrorangrebet i New York i 2001, finanskrakket i 2008. Og det gælder også for det russiske totalangreb i Ukraine, selvom krigen allerede var begyndt med besættelsen af Krim,” siger han og henviser til Ruslands annektering af halvøen i 2014.
Ukrainske embedsmænd sagde i sidste uge, at de havde fundet hundredvis af lig, nogle med hænderne bundet på ryggen, begravet nær den nordøstlige by Izjum, som blev generobret fra de russiske styrker. Ukraines chefanklager for krigsforbrydelser efterforsker næsten 26.000 tilfælde af mistænkte krigsforbrydelser og har sigtet 135 personer.
“Hver dag sker der ting i krigen, som ingen havde kunnet forestille sig, såsom at der ville blive skudt på atomkraftværker, så en del af Europa risikerer at blive udslettet. Jeg har beskæftiget mig med russisk historie i årtier, men jeg var ikke forberedt på dette niveau af had, foragt og ødelæggelse. Man lærer noget nyt hver dag,” siger han.
Rusland fanget i selvdestruktion
Truslen fra Rusland har sammentømret EU som nærmest aldrig før, og det centrale og vestlige Europa fremstår meget stabilt.
“Men jeg fastholder, at situationen står helt åben,” siger Schlögel og peger på, at en krig som Første Verdenskrig førte til en kæderække af uforudsete forandringer, herunder at århundredgamle imperier i Europa forsvandt fra landkortet.
”Vi er stadig i gang med at udvikle os fra den kolde krigs bipolære verden, hvor kampen stod mellem USA og Sovjetunionen, til en verden med flere magtcentre og mange rivaler. Vi ved ikke, hvordan Europa vil klare sig under presset fra denne omorganisering af hele det internationale system,” siger han.
Rusland har ikke monopol på ondskab, men landet er fanget i et mønster, hvor det igen og igen falder tilbage i selvdestruktion, konstaterer professoren. Under Den Russiske Revolution blev den kultur og de eliter, der var blevet opbygget i det tsaristiske Rusland, ødelagt, og man begyndte forfra. De store stålværker i Mariupol og andre ukrainske byer var Sovjetunionens største moderniseringsprojekter i 1930'erne, men nu bliver de systematisk ødelagt af russiske missiler.
“Spørgsmålet er, hvorfor Rusland falder tilbage i disse vanvittige ødelæggelser, og jeg tror, at det handler om øjeblikke af fortvivlelse hos en stormagt, der ikke er i stand til at løse sine egne problemer. Den kan kun reagere destruktivt, og den ødelægger det, den ikke kan få,” siger han.
Putins fald kan komme hurtigt
Karl Schlögel påpeger også, at russerne aldrig er sluppet fri af en udbredt voldskultur. Under fremrykningen mod Berlin i 1945 voldtog Den Røde Hær hundredetusindvis af tyske og polske kvinder og plyndrede deres hjem. Under den aktuelle krig er der kommet telefonsamtaler frem, hvor hustruer til russiske soldater opfordrer deres mænd til at begå overgreb på ukrainske kvinder. I 1945 fandt de russiske soldater klaver i stuen, elektricitet, badekar og gode senge i tyske hjem, og de spurgte sig selv, hvad tyskerne dog ville i deres fattige Rusland. Ligeledes ser vi i dag russiske soldater, som kommer fra områder i Sibirien, hvor Ukraines velstand virker ufattelig og utopisk, og som sender køleskabe, stereoanlæg og biler hjem fra de besatte områder.
“Putins fald kan komme meget hurtigt, men hvordan man opbygger en ny samfundsstruktur, hvordan man gør landet moderne, hvordan man får de millioner af kompetente russere, som er rejst, hjem igen, hvordan man overvinder den cirkel af frygt, som Rusland har lagt omkring sig selv, det er mere vanskeligt.”
Har De noget håb for Ruslands fremtid?
“Jeg er overbevist om, at alle samfund har nogenlunde den samme fordeling af anstændige, betænksomme og dygtige mennesker. Rusland er ikke anderledes. Der findes patriotiske russere, som er i stand til at genopbygge landet. Det eneste spørgsmål er hvornår og hvordan og på hvilke betingelser og med hvilke ofre.”