Omkring 200 millioner mennesker, 16-17 procent af befolkningen, tilhører den absolutte underklasse i Indien, hvor de rangerer så lavt, at de ikke engang indgår i landets kastesystem, men er ”kasteløse”, lokalt kaldet dalitter eller ”urørlige”. I landsbyerne, hvor to tredjedele af inderne stadig lever, er det for eksempel dalitterne, der skal tømme toiletspandene, og dem, der vasker de andre familiers tøj. De står bagerst i enhver kø, uanset om det er en skoleplads, et arbejde eller til lægen.
Er der noget, den indiske regering ikke har lyst til, er det dog at diskutere sit diskriminerende kastesystem med resten af verden.
Det står klart, efter at Indien for 18. gang har været årsag til, at en komité under FN har udskudt en ansøgning om officiel godkendelse af det Internationale Dalitsolidaritetsnetværk, IDSN, der arbejder med at bekæmpe kastediskrimination. Godkendelsen vil give IDSN bedre adgang til at fremsætte erklæringer eller arrangere høringer i FN, men selvom det er ni år siden, at IDSN sendte ansøgningen første gang, er det endnu ikke lykkedes at slippe gennem nåleøjet, fordi Indien hver gang stiller supplerende spørgsmål, som forhaler processen.
Siden 2008 har Indien stillet i alt 77 spørgsmål, som IDSN for en stor dels vedkommende allerede har svaret på tidligere.
”Indien vil gerne undgå debat om kastesystemet. Regeringen forsøger at sælge et positivt billede af Indien til omverdenen, og den har ikke brug for, at landets interne splittelse bliver udstillet,” siger Uwe Skoda, antropolog og lektor i Indien- og Sydasienstudier ved Aarhus Universitet.
Rikke Nöhrlind, IDSN’s danske direktør, peger på, at der er en modsætning mellem den indiske forfatnings forbud mod diskrimination og Indiens underskrift på en række internationale menneskerettighedserklæringer – og så det forhold, at Indien entydigt afviser at diskutere kaster med omverdenen.
”Der er et meget stærkt misforhold mellem papir og handling. Lovgivningen fungerer ikke i Indien. Der er en stor modvilje mod at tage fat i problemerne, og myndighederne gør ikke noget for at indarbejde lovgivningen,” siger hun.
Når det er så vanskeligt at komme diskriminationen af de kasteløse til livs, hænger det sammen med, at selve kastetankegangen er dybt rodfæstet i store dele af det indiske samfund, siger Uwe Skoda. Indiske politikere tager ganske vist afstand fra diskrimination, men flertallet af dem finder det stadig uproblematisk at skelne mellem forskellige samfundsgrupper eller ser det som en politisk fordel.
”Man bruger blot nogle andre ord, så man ikke bliver beskyldt for diskrimination. Man siger ikke, at man tilhører en ’højere’ kaste, men at man er ’anderledes’,” siger han.
Uwe Skoda henviser blandt andet til de mange populære datingsider, hvor indere kan søge ægtefæller. Siderne henvender sig enten specifikt til medlemmerne af en bestemt kaste eller har kategorier, hvor man kan vælge inden for hvilken ”samfundsgruppe”, man ønsker at søge en partner.
”Folk fortsætter med at gifte sig inden for deres egen gruppe. Det har ikke ændret sig, selvom forældrene ikke nødvendigvis længere spiller samme rolle, når ægteskabet skal arrangeres, og kastegrænserne er blevet udvidet,” siger han.
I bund og grund er kastesystemet dog ikke andet end en ekstrem udgave af den sociale og økonomiske ulighed, som findes over det meste af verden, fremhæver Niels Brimnes, lektor i historie ved Aarhus Universitet med Indien som speciale:
”Den indiske over- og middelklasse er ikke anderledes end privilegerede samfundsgrupper i andre lande, der gerne vil beholde deres goder for sig selv og ser en fordel i at have billig og undertrykt arbejdskraft til rådighed. Kastesystemet er en meget voldsom form for social ulighed, også fordi det har nogle halvreligiøse overtoner, men det er grundlæggende et spil om magt og rigdom, som vi ser det så mange steder.”