Indien er den nye lille stormagt i Afrika

Kina har for længst slået sit navn fast i Afrika med store investeringer og anlægsprojekter. Knap så bemærket er det, at Indien også har skruet op for sit engagement i de afrikanske lande. Fra 2006 til 2016 steg samhandlen mellem Indien og Afrika syd for Sahara med mere end 180 procent

Narendra Modi har i denne uge været på en femdages rundrejse i Afrika og blandt andet besøgt Ugandas leder Yoweri Museveni (billedet) og Rwandas præsident Paul Kagame. Det er første gang, en indisk premierminister har besøgt Rwanda, mens det er 20 år siden, en indisk regeringschef har været i Uganda. –
Narendra Modi har i denne uge været på en femdages rundrejse i Afrika og blandt andet besøgt Ugandas leder Yoweri Museveni (billedet) og Rwandas præsident Paul Kagame. Det er første gang, en indisk premierminister har besøgt Rwanda, mens det er 20 år siden, en indisk regeringschef har været i Uganda. – . Foto: Stephen Wandera/AP/ Ritzau Scanpix.

Der er 54 hovedstæder i Afrika – 48 på selve kontinentet og seks i de omliggende østater, som også regnes med til Afrika. Fra 2021 vil der være en indisk ambassade i 47 af dem, hvis alt går som planlagt. Den indiske regering besluttede i foråret at åbne 18 nye ambassader i løbet af de næste tre år ud over de 29, der allerede findes.

”Beslutningen vil forbedre Indiens diplomatiske tilstedeværelse på det afrikanske kontinent og gøre det muligt for regeringen at samarbejde med indiske befolkningsgrupper i afrikanske lande,” lød begrundelsen blandt andet fra den indiske regering.

Den tilføjede, at ambassaderne også er et led i Indiens ønske om at udbygge sit engagement i og samarbejde med Afrika. En målsætning, som den indiske premierminister, Narendra Modi, også har prøvet at fremme under sin rundrejse til Rwanda, Uganda og Sydafrika i denne uge.

I den rwandiske hovedstad, Kigali, underskrev Modi eksempelvis en aftale om et forsvarssamarbejde, forlængede en indisk kredit på 200 millioner dollars og lovede snart også at åbne en ambassade her for ”at fremme det strategiske partnerskab med det fremadstormende østafrikanske land”, som Press Trust of India rapporterer.

Kinas store statslige investeringer i mine- og anlægsindustrien har vakt opsigt og undertiden kontroverser, fordi de er blevet ledsaget af tusinder af ”medbragte” kinesiske arbejdere, der har udført opgaverne i stedet for lokal arbejdskraft. I modsætning hertil har Indiens engagement i Afrika indtil videre været mere diskret. Men ikke mindre målrettet. De indiske investeringer i Afrika er steget markant i løbet af de seneste to årtier ifølge blandt andet det udviklingsøkonomiske forskningsinstitut Observer Research Foundation i New Delhi, og det er kun få måneder siden, at den indiske handels- og industriminister C.R. Chaudhary sagde, at han forventer en tredobling af handlen med Afrika inden for de næste fem år. Fra de nuværende 52 milliarder dollars til 150 milliarder dollars.

”Inderne er ikke så synlige endnu, men de vil vældig gerne forsøge at konkurrere med Kina. De gør det på en anden måde. Det er private firmaer, der investerer og bruger lokal arbejdskraft, så det er ikke samme systematiske, massive investeringer som Kinas, men den indiske regering støtter bestræbelserne og vil gerne være det ny Kina,” siger Jørgen Dige Pedersen, lektor emeritus ved Aarhus Universitet, hvor han i årtier har forsket i indisk økonomi og politik.

Der er allerede sket en betydelig vækst i den indisk-afrikanske samhandel. Ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, steg Afrikas eksport til Indien med 186 procent mellem 2006 og 2016, mens importen fra Indien til Afrika steg med 181 procent. Det gør stadig ikke Indien til en partner på linje med EU eller Kina – EU er fortsat Afrikas ubestridt vigtigste handelspartner – men væksten betyder, at Indien (og Kina) haler ind på de europæiske lande og er tæt på at overgå USA.

”Udviklingen tegner et nyt billede af fremtiden for den afrikanske handel,” konstaterede forskeren Mariama Sow i en kommentar på Brookings Instituttets blog Africa in Focus (Afrika i Fokus) i foråret.

Indien ikke blot handler mere med Afrika. Der er også sket en kraftig stigning i de statslige lånegarantier til indiske projekter i Afrika, og ifølge Unctad, FN’s organisation for handel og udvikling, steg Afrikas andel af Indiens investeringer i udviklingslande fra 17,7 procent i perioden 1990-1999 til 37,6 procent i perioden 2010-2014.

Ud over åbningen af de 18 nye ambassader har Indien også lovet at bygge messecentre i 21 lande. Det første land bliver Niger i Vestafrika med det formål at skaffe Niger et sted, hvor det kan holde den afrikanske unions topmøde i 2019. En række lande syd for Sahara har også bedt Indien om hjælp til at føre elektricitet ud til deres landområder – en opgave, Indien har haft succes med hjemme, hvor regeringen hævder, at alle landets knap 600.000 landsbyer nu har elektricitet.

Den indiske forfatter og politiske analytiker Narayani Basu pointerer i en artikel i maj-udgaven af magasinet The Diplomat, der dækker økonomiske og politiske forhold i Asien og Stillehavsregionen, at ”Indien har fokuseret på det afrikanske kontinent med en energi og handlekraft, som har været sjælden indtil nu.”

”Potentialet er åbenlyst så stort, at det ikke kan undre, at Indien gerne vil være en del af fremtidens Afrika,” skriver han.

Når Indien nu skruer op for sit engagement i Afrika, sker det ikke fra bar bund. Indien og Afrika har en århundredelang historie sammen, præget af kolonitiden, som for Indiens og særligt en række af de syd- og østafrikanske landes vedkommende betød britisk overherredømme. Briterne bragte indere til Afrika som arbejdere og soldater, og det lagde grunden til en række indiske mindretal på kontinentet.

Den fælles fortid gør, at Indien allerede har en platform i Afrika, som gavner de indiske firmaer, der ønsker at samarbejde med afrikanske lande. Mange indere har familie og netværk i Afrika, som de kan trække på, og også politisk er der en fornemmelse af at være i samme båd.

”Indien opfattes ikke på samme måde som Kina af de afrikanske lande. Jeg hører ikke den samme kritik. Ingen siger, at nu løber Indien med Østafrika. Inderne ligner afrikanerne mere end kineserne. Og de har mange fælles erfaringer. Før hed det sig, at hvis en bil kunne køre på de indiske jordveje, kunne den nok også køre på de afrikanske, og det var blandt andet startskuddet til eksporten af Tata-bilerne,” siger Jørgen Dige Pedersen.

En eksport, som i øvrigt betød, at Afrika var Tata-koncernens største eksportmarked helt frem til 2016, hvor Latinamerika overhalede Afrika.

Jørgen Dige Pedersen peger på, at de vestlige lande heller ikke føler sig udfordret af Indien i Afrika på samme måde som af Kina. Fordi det indiske engagement i højere grad hviler på private samarbejder, opleves det mere kommercielt og mindre politisk. Desuden tænker Indien ikke strategisk på samme måde som Kina, siger den danske forsker:

”Indien har ikke samme behov for at markere sig over for de vestlige lande. Man vil meget gerne være uafhængig, og landet ønsker ikke at være i lommen på nogen, men det har ikke brug for at udfordre Vesten på samme måde.”

For Afrika er den indiske interesse en klar fordel. Det styrker de afrikanske lande, at der er flere om buddet, fremhæver Jørgen Dige Pedersen.

”Så er de mindre afhængige af enkelte lande og kan bestemme mere selv. Spørgsmålet er, om det er gået op for de europæiske lande, at deres indflydelse på længere sigt vil have mindre gennemslagskraft,” siger han.

”Den indiske økonomi vokser hurtigere end den europæiske, så det er muligt, at Indien hen ad vejen vil kunne udhule den europæiske indflydelse, men det er ikke lige op over. Indien skal nok få øget sin tilstedeværelse, men landet har ikke oplevet samme vilde økonomiske vækst som Kina, så der går nogle år. Indien er som en elefant; den lunter stille og roligt, men den fortsætter med at lunte.”