New Delhi er ikke blot Indiens hovedstad. Byen er efterhånden blevet døbt ”voldtægtshovedstad”, for Indien har udviklet sig til verdens farligste land for kvinder.
Det er den lidet flatterende titel, som Thomson Reuters Foundation, velgørenhedsfonden bag blandt andet nyhedsbureauet Reuters, har givet det store asiatiske land efter vurdering fra 550 kvinderettighedseksperter.
De har forholdt sig til sundhedssystemer, økonomiske ressourcer, kulturelle og traditionelle praksisser, seksuel vold og overgreb, ikke-seksuel vold og menneskesmugling i FN’s 193 nationer og på den baggrund udpeget de 10 farligste lande for kvinder i verden.
Afghanistan, Syrien, Somalia og Saudi-Arabien følger lige i hælene på Indien på listen, og som det eneste vestlige land er USA at finde på en 10. plads. Ifølge eksperterne er afsløringerne om overgreb i forbindelse med MeToo-bølgen, der har fået USA til at fremstå som et farligt land for kvinder.
I Indien er det især kultur og religion, menneskesmugling og seksuel vold, der har givet landet førstepladsen på listen. Officielle tal fra Indiens regering viser, at antallet af anmeldt kriminalitet mod kvinder er vokset 83 procent mellem 2007 og 2016, hvor der blev anmeldt 40.000 voldtægter. I New Delhi alene er kvinder udsat for kriminelle handlinger 40 gange hver time. De seneste års øgede fokus på overgreb mod kvinder kan være med til at forklare tallene. Det betyder ikke nødvendigvis, at kvindesynet er blevet værre, blot at opmærksomheden er skærpet.
Sonja Salminen, der er etnograf med speciale i Indiens kultur og religion, beskriver Indien som et land med så dybt forankrede religiøse og kulturelle praksisser, at det kan være svært at forestille sig landet uden. Ud over Indiens velkendte præferencer for drengebørn, betyder hinduismens tag i landet, at der forventes nogle bestemte ting af mænd og kvinder. Kvinders pligt er først og fremmest at ”elske og blive gift”:
”Der er også et fuldstændig sindssygt kastesystem, som er baseret på kvinders jomfruelighed, og at de gifter sig med den rigtige, så slægten skal videreføres. Hvis der er noget, de passer på i Indien, er det deres kastesystem,” siger hun.
Kastesystemet kan også i høj grad forklare de mange voldtægter, som de seneste år har fyldt meget i medierne. Og det er ikke de ”uuddannede barbarer”, der er de typiske voldtægtsmænd, siger Sonja Salminen, men derimod de højtuddannede mænd.
Gruppevoldtægten af en ung kvinde i en bus i New Delhi tilbage i 2012, der medførte hendes død, fik meget opmærksomhed, fordi det var en lavkastemand, der voldtog en højkastekvinde, forklarer hun, men de daglige voldtægter af lavkastekvinder sker typisk af højkastemænd. Og her løfter ingen en finger, for straffen er ikke lige så hård, som hvis mænd fra lave kaster angriber kvinder fra højere kaster.
”De grupper, der har knap så meget uddannelse, efteraber dem, der er højtuddannede. De forsøger at gøre, som man gør i de højere kaster,” siger Sonja Salminen.
Da fondens undersøgelse sidst blev foretaget i 2011, indtog Indien en fjerdeplads på listen over de mest farlige lande for kvinder. Men udviklingen siden da kan forklares med en manglende indsats for at sikre kvindernes frihed, lyder det fra ekspertpanelet i undersøgelsen. Selv efter de seneste års skrækhistorier om gruppevoldtægter og drab i Indien, er det ikke blevet gjort til en prioritet at sikre kvinders sikkerhed.
Derfor kan det også være svært at forestille sig, at FN’s verdensmål om lighed mellem kønnene vil blive indfriet i Indien inden 2030. Det ville dog kræve, at regeringen træder i karakter, mener Sonja Salminen, som beskriver premierminister Narendra Modis hindunationalistiske parti som en hæmsko for udviklingen. Om end Modi gerne ser Indien moderniseret, så består hans bagland af religiøse, konservative aktører, der har ”specifikke cementerede indiske værdier” som førsteprioritet, forklarer hun:
”Det ville overraske mig meget, hvis denne regering gjorde noget stort og dybdegående for kvinders lighed. Hvis Indien skal blive bedre for kvinder, skal Modi begynde at indføre en skattepolitik i landet, så der ville blive offentlige midler til at bekæmpe korruption og skaffe ligestilling til kvinder i form af ægte beskyttelse og respekt. Men det kræver, at kastesystemet afskaffes, og det ser jeg ikke ske.”