Prøv avisen

Indiens fattige kæmper for at komme med på vognen

En hjemløs dreng får en køretur i en hjemmelavet trækvogn i en af Calcuttas gader. Væksten i Indiens økonomi er en af de hurtigste i verden, men omkring en tredjedel af den milliardstore befolkning lever stadig under fattigdomsgrænsen. Foto: .

De fattige i Indien arbejder hårdt for at få lidt ekstra, men de har ingen del i velstandsstigningen

Det ny indkøbscenter på Radhakrishan Salai i storbyen Chennai kunne ligge i Europa. For 20 år siden havde de handlende højst solgt drømme her. I dag købes biler, hårde hvidevarer, importerede smykker og ure, mærkevaretøj og luksusfødevarer ubesværet med kontokortet.

Rundt om hjørnet fra indkøbscentret bor folk presset sammen i små, tæt beliggende hytter lige ned til noget, der engang har været et vandløb. Nu er det en åben, delvist udtørret kloak. Stanken er uudholdelig. Nogle svin leder efter godbidder i affaldet på de få meter mellem husene og den åbne kloak i en uhumsk blanding af menneskelig fornedrelse og en tikkende miljøbombe.

Den økonomiske vækst er på over ni procent. Men for de fattigste er der tale om en tilbagegang i rådighedsbeløbet, siger M.L. Doss, socialforsker og konsulent i Chennai.

De fattiges lønninger er ikke steget i takt med inflationen. Priserne på dagligvarer og huslejer er fordoblet de seneste år, lønningerne er ikke steget. Jeg kan godt forstå, at folk, der besøger Indien, mener, at landet er rigt, når de ser indkøbscentrene. Men fattige, der flytter til byen for at arbejde i huset, som småhandlende eller som rickshawkørere har ikke råd til et ordentligt sted at bo, siger han.

Nogle af beboerne i slummen er kommet til byen for nylig. Andre er kasteløse og udstødte, som lever af at tømme og rengøre andres lokummer. Afføringen bærer de med sig i spande fra de mere velstilledes klosetter og hælder det ud i vandløbet hjemme hos dem selv.

I storbyens slum har den fattige befolkning de samme problemer som i tusindvis af landsbyer. Der mangler både elektricitet, drikkevand og infrastruktur som ordentlige veje og telefonlinjer.

Forskellen på de to verdener illustreres af Indiens industriminister Kamal Nathi i magasinet India Today. Han taler ikke om globalisering, når han besøger sin valgkreds. Hvordan skal vi henvende os til de mange tusinder beboere i landsbyerne, som aldrig har hørt en fastnettelefon ringe, med budskabet om, at vi har seks millioner mobiltelefoner, spørger han.

I Indien taler man ikke så meget om iværksættere. Det er de fleste tvunget til at være. 93 procent af arbejdsstyrken er ikke lønmodtagere. Deres status varierer fra at være daglejere eller hjemmearbejdere på slavelignende vilkår uden forpligtelser for arbejdsgiveren til selvstændige med små virksomheder.

De små handlende har strejket flere gange i protest mod de nye detailkæder, som dukker op og tiltrækker de mere lukrative kunder. Der er også mange græsrodsorganisationer, som organiserer de fattige i kampen for retfærdighed.

Regeringen i Tamil Nadu har indført nogle begrænsede sociale ydelser. Der kan ydes støtte til skolegang, ulykkesforsikring, hjælp til efterladte, bryllupper, graviditet og en beskeden pension på cirka 80 kroner om måneden. M.L. Doss betragter en regeringsbeslutning om at give tilsvarende sociale ydelser i hele Indien som den største sejr for de fattige.

Loven er bare ikke behandlet færdig, selvom den har været flere år undervejs, og det på trods af, at han mener, at de fattige giver mere til samfundet, end de får igen.

De betaler måske ikke indkomstskat, men de betaler indirekte skatter og afgifter på alt, hvad de forbruger, for eksempel blyanter, siger M.L. Doss.

Desuden kommer de sociale ydelser ikke automatisk til udbetaling. Siden 1991 har Ursula Nathan gennem organisationen TRD, Sammenslutning for Udvikling på Landet, arbejdet for at befri gældsslaver og børnearbejdere. I 2003 dannede hun FEWIN (et kvindenetværk for frihed og udvikling), hvor hun arbejder for at samle og organisere små græsrodsorganisationer, som ledes af kvinder, i nogle af landistrikterne i Tamil Nadu. Hun betegner organisationen som en fagforening.

Vi organiserer de fattigste og prøver at påvirke det politiske system og det offentlige til at give de fattige sociale rettigheder, og vi hjælper medlemmerne med at få hverdagen til at hænge sammen, siger Ursula Nathan.

Målgruppen er først og fremmest kvinder.

Den enkelte skal lade sig registrere for at få sociale ydelser, og i nogle tilfælde har FEWIN måttet aktionere for at presse de lokale embedsmænd til at sikre, at loven blev overholdt. Der er hele tiden sager om folk, som ikke får, hvad de har krav på.

Ved at sætte folk i stand til at arbejde for deres rettigheder, skaber vi udvikling. Kvinderne er gået i gang i selvhjælpsgrupper. Det, at de har lært at stille krav, og at de taler om deres vilkår, betyder, at de nu sender deres børn i skole, fortæller Ursula Nathan.

I begyndelsen var det hendes kristne livssyn, der gjorde hende socialt bevidst. Hun var tæt på at blive nonne, men i stedet blev hun socialarbejder. Hun har hjulpet arbejdere i et stenbrud med at blive løst fra arbejdsgiverens tyngende bånd og en tilværelse som gældsslaver. De er nu selvstændige og driver selv stenbruddet. Hun har hjulpet børnearbejdere, som knokler med at slibe sten til smykker, med at komme i skole.

En af Ursulas medarbejdere i FEWIN, Angelmary, byder på frisk og svalende kokosmælk i skyggen under palmerne foran familiens hus, hvor to haner har spottet hinanden og er kommet i kamp. Angelmary og de andre kvinder i landsbyen har brugt deres energi mere fornuftigt end hanerne. De har lige været i marken. Der er 35 grader i skyggen, og de har arbejdet i solen. Kvinderne dyrker deres egne afgrøder. De har tilkæmpet sig retten til at leje et stykke offentligt jord, der lå ubenyttet hen.

Før var vi tvunget til at arbejde. Nu er det vores eget. Vi kan sikre os, at vi selv har mad nok, og vi tjener langt mere, når vi sælger. Vores levestandard er blevet meget bedre, fortæller Angelmary. Det er tilmed økologiske afgrøder, de dyrker.

Flere og flere forstår, at de må kæmpe for deres rettigheder. Et større antal lader sig organisere i fagforeninger, men der er lang vej endnu, før Indien er et bæredygtigt samfund, siger M.L. Doss.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Poul Struve Nielsen er journalist og redaktør for Kirkens Korshærs blad, Korshæren. Han boede i Indien i 1998-2000 og besøgte for nylig landet igen.