Daud Sharifa Khanam ser tilforladelig ud, som hun sidder der på gulvet i sin murstensvilla i udkanten af søvnige Pudukkottai – en mellemstor by i den sydlige indiske delstat Tamil Nadu. Men hendes intentioner er i den grad revolutionære, kontroversielle – og dog simple.
Den 39-årige kvinde vil med sin organisation STEPS give muslimske kvinder de samme rettigheder som deres mandlige trosfæller. Et mål, hun blandt andet vil opnå ved at få bygget en moske for kvinder i en landsby uden for Pudukkottai, hvor det også er meningen, at der skal være en kvindelig imam. Det vil være den første moske af sin slags i verden, og den skal kunne huse 500 mennesker.
Ifølge islamisk lov har kvinder ikke adgang til moskeer. En praksis, der bliver opretholdt uden megen diskussion af det muslimske samfund i Indien. I stedet for er kvinder henvist til at bede i tilstødende lokaler til mændenes moskeer eller derhjemme.
– Moskeen skal fungere som et symbol på vores kamp for frihed og selvstændighed for muslimske kvinder. Den skal være et frirum, hvor vi kan bede, snakke og dele erfaringer, forklarer Sharifa.
Hinduisme er Indiens altoverskyggende religion og godt 85 procent af Indiens omkring 1,2 milliarder indbyggere bekender sig til hinduismen.
Islam er med sine 12 procent den næststørste trosretning. Heraf er langt størstedelen sunni-muslimer. Derudover udgør blandt andet kristne og bud- dhister religiøse mindretal.
Indiens omkring 70 millioner muslimske kvinder lever i reglen et hårdt og slidsomt liv.
Langt størstedelen har ingen eller blot en basal uddannelse. De bliver giftet bort i en tidlig alder i et arrangeret ægteskab, nogle i alder af blot 12 år.
Mange lever fra det tidspunkt et liv indespærret som fanger i deres eget hjem, bundet til en cyklus af husarbejde og børnepasning.
– Vi har oplevet kvinder i afsidesliggende landsbyer uden toiletter, der kun måtte forlade deres hjem tidligt om morgenen og sent om aftenen. I dagtimerne må de ikke vise sig offentligt, end ikke når naturen kalder. Muslimske kvinder ejer ikke retten til deres eget liv. Deres krop og sind er mandens ejendom, forklarer Sharifa.
Billedet, hun tegner, gælder langtfra alle. I et Indien fyldt med kontraster kan man sætte omvendt fortegn foran ethvert udsagn, og det vil være lige så sandt. For muslimske kvinder i Indien er ude på arbejdsmarkedet. De forfølger deres drømme, gifter sig ud fra kærlighed og lever et liv på egne præmisser. Men denne privilegerede gruppe er et mindretal.
Sharifa har 5000 kvinder bag sit moskeprojekt. Som stifter og leder igennem 15 år af STEPS, en græsrodsorganisation der kæmper for kvinders rettigheder i Tamil Nadu, har hun opbygget et solidt netværk. Samtidig har hun en hær af konservative muslimske patriarker fra hele Indien mod sig.
– En moske for kvinder er ikke acceptabel, lyder beskeden fra M.H. Jawahirullah, der er præsident for organisationen Muslim Munnetra Kazhagam i Tamil Nadu.
Andre går mere voldsomt til værks.
– Jeg har modtaget dødstrusler, siger Sharifa.
– Jeg er blevet beskyldt for at ville bygge moskeen med det formål at bruge den til prostitution. De siger, jeg er mod islam, fordi jeg ikke bærer slør. De siger, at en moske for kvinder, er mod principperne i islam.
Men hun frygter ikke sine modstandere.
– Hvis jeg dør i morgen, må det være sådan. Alle skal dø på et tidspunkt. Jeg ved, at kvinderne i STEPS aldrig vil stoppe arbejdet, siger hun og smiler.
– Men jeg vil nu gerne leve bare fem år mere, så jeg kan se moskeen færdigbygget.
Ideen til at bygge moskeen udsprang fra stigende utilfredshed med de muslimske råds beslutninger. Rådene, de såkaldte jamaats, er statens forlængede arm med beføjelse til at dømme i familieanliggender og består udelukkende af mænd.
– Vi tog beslutningen efter alt for længe at måtte se mandsdominerede jamaats afgive stærkt diskriminerende afgørelser i sager om vold i ægteskabet, seksuel chikane, medgift og især skilsmisser. Det sker, uden at kvinder deltager, siger Sharifa.
I februar oprettede STEPS så deres egen kvindelige jamaat, der rådgiver og hjælper kvinder med at opnå en retfærdig afgørelse hos deres lokale mandsdominerede jamaat. Nu vil de tage skridtet videre og bygge en moske, som blandt andet skal huse deres jamaat.
Den mandlige reaktion på projektet har ikke været udelukkende negativ.
I første omgang fik kvinderne endda stillet et stykke jord til rådighed tæt på den eksisterende moske i landsbyen Parambur af den lokale jamaat.
Men da historien nåede ud i medierne, blev landsbyen truet af islamske religiøse overhoveder fra hele Indien og tilbuddet blev trukket tilbage.
Nu har kvinderne selv fundet et stykke jord i Pudukkottai-distriktet, hvor de vil opføre deres moske. Hvor præcis det er, vil Sharifa ikke ud med til pressen – end ikke en dansk journalist – af frygt for nye problemer.
Det mest presserende problem lige nu er dog manglen på penge til projektet. Kvinderne har til dato indsamlet cirka 10.000 kroner. Godt halvdelen af pengene er donationer fra udlandet.
Men der er lang vej endnu, da de skal bruge 1,3 millioner kroner for at kunne købe grunden, opføre moskeen og sikre driftsomkostninger det første år.
STEPS og Sharifa driver i forvejen en kostskole for 40 muslimske piger, hvis forældre enten er døde eller ikke har råd til at have dem boende.
– Vi har brug for både national og international solidaritet. Vi er blevet lovet økonomisk hjælp fra blandt andet amerikanske organisationer og individer, så snart arbejdet er i gang, men ind til nu har vi ikke set noget til pengene. Nogle gange undrer jeg mig over, hvor andre humænitære organisationer får alle deres penge fra, fortæller Sharifa.
– Men jeg er fortrøstningsfuld og glæder mig til den dag, moskeen er bygget.
Hvis projektet lykkes, skal bønnerne i moskeen ledes af pigeskolens lærer i arabisk, M. A. Meharunnisha. Hun er en 23-årig pige, der ikke lægger skjul på sin dybe tilknytning til islam. Oftest når hun bevæger sig ud i offentligheden, er hun iklædt en sort burka, der kun efterlader øjnene fri.
Hendes øjne lyser af iver og en smule forlegenhed, da jeg spørger til hendes kommende arbejde.
– Jeg vil prædike den hellige bogs ord, Koranen, som den oprindeligt er skrevet. Med respekt for for både mænd og kvinder, fortæller hun.
Sharifa betegner sig selv som "ikke særlig religiøs", insisterer på, at islam ifølge Koranen respekterer kvinders rettigheder, men at de mandlige lærde prædiker en chauvinistisk fortolkning, der holder mændene ved magten.
Hun mener derfor ikke, at kvindernes stilling er et spørgsmål om religion, men om magt.
– Det mandsdominerede muslimske samfund ser fattige kvinder sidde og tigge uden for moskeerne, men disse kvinders håbløse situation bekymrer dem ikke. For dem er det vigtigere, at kvinderne er iført burka, mens de tigger, siger Sharifa.
Hun understreger dog hurtigt, at det ikke er en sort-hvid kamp mellem mænd mod kvinder.
Der findes retfærdige jamaats, som lytter til kvindernes argumenter.
Størstedelen af de indsamlede donationer kommer faktisk fra fremsynede, muslimske mænd, og STEPS har en række mandlige advokater og frivillige tilknyttet, der giver gratis rådgivning og støtte til nødstedte kvinder.
De mandlige støtter udgør dog en undtagelse. Selv sin bror, der er mod hendes projekt, må hun kæmpe med for at kunne opføre sin moske.
