De forfærdelige tv-billeder af ligbrænding i New Delhis gader er gået verden rundt. Fattige indere i tusindvis bliver afvist ved byens hospitaler og derefter overladt til sig selv og døden. På den baggrund er nødhjælp strømmet til fra hele verden – også fra Danmark – både i form af respiratorer og penge. Men hvorfor så megen panik, når dødstallet i Indien pr. 1 million indbyggere blot er 160 i forhold til Danmarks 429?
Spørger man lederen af det danske kulturinstitut i den indiske hovedstad, Thomas Sehested, der har boet og arbejdet i Indien i over 10 år, er antallet af både døde og smittede indere givetvis også langt større end de officielle tal.
”Der er tale om en kraftig underrapportering, har indiske journalister afsløret. De har været ude i forskellige delstater, talt de døde op på lighuse og derefter sammenlignet med myndighedernes officielle tal. Og de stemte overhovedet ikke overens, så dermed er der tale om betydelige mørketal. Det gælder også antallet af smittede, fordi det er så stigmatiseret. Hvis blot én er smittet, risikerer hele familien at blive isoleret eller ligefrem blive udstødt af lokalsamfundet,” siger Thomas Sehested.
Noget andet er, at sundhedssystemet slet ikke er gearet til at klare et så massivt pres, som vi har set den seneste måneds tid i et land med knap 1,4 milliarder indbyggere. Faktisk ligger Indien særdeles lavt, når det gælder investeringer i sundhedssektoren, nemlig under to procent af bruttonationalproduktet. Til sammenligning afsætter Danmark godt otte procent. Selv et krigshærget land som Afghanistan afsætter relativt flere midler til sin sundhedssektor.
”Indien har sådan set nogle rigtig gode hospitaler, men de bedste er privatejede. De offentlige kan være gode nok og er også gratis, men man skal selv betale for den medicin, lægen ordinerer, og det gælder nu også for ekstra forsyninger af medicinsk ilt. Grundet den enorme efterspørgsel er priserne gået helt amok, og det betyder, at de fattige bliver hårdest ramt. På den måde har pandemien her i Indien fået en meget stor social slagside,” påpeger Thomas Sehested og tilføjer, at en del af problemerne også skyldes mangel på struktur og logistik inden for sundhedssektoren.
Netop logistik er noget af det, som Røde Kors er klar til at tage sig af, når de stærkt efterspurgte respiratorer og iltforsyninger skal fordeles. Den danske regering har bevilget 1 million euro (7,4 millioner kroner) til Indisk Røde Kors, og de penge skal dels bruges til en indsats på hospitalsområdet, dels til oplysningsarbejde i landområderne, forklarer Bjarke Skaaning, katastrofechef i Dansk Røde Kors.
”Vi har over 50.000 frivillige Røde Kors-folk spredt ud over hele Indien. Her er vores styrke, at de er lokalkendte, der er blevet trænet i at håndtere corona og oplyse folk om ekstra god hygiejne, og om, at man skal isolere sig, hvis man får symptomer på sygdommen. De skal påtage sig rollen som den lokale ’Søren Brostrøm’ og få folk til at forstå, hvordan man undgår, at smitten bliver spredt ude på landet, hvor testkapaciteten er så godt som ikke eksisterende, og adgang til sygehuse stærkt begrænset. Så det er en meget svær situation, de står i,” understreger Bjarke Skaaning.
Derudover vil Røde Kors uddele hygiejnepakker med helt basale ting som sæbe og håndsprit. Men et er at uddele dem. Noget andet er at få folk til at bruge remedierne. Det ved Røde Kors’ erfarne katastrofedelegat i Asien, Peder Damm, alt om.
”Vi ved fra andre pandemier, at det her oplysningsarbejde er helt afgørende i forhold til at bremse udbredelsen af smitten. For hvis ikke endnu flere begynder at forstå nødvendigheden af at overholde disse restriktioner, så hører presset på hospitalerne aldrig op. Forebyggelse og herunder også vaccinationerne er det, der i sidste ende skal skabe håb om, at der er lys forude – om end dette lys stadig er meget svagt,” lyder det fra Peder Damm.