Indisk biskop gør som Jesus og ser det guddommelige i gadebørn

Den indiske biskop K. Reuben Mark, der netop har besøgt Danmark, er engageret i at hjælpe Indiens mange gadebørn, så ønsket om et bedre liv ikke kun er en utilnærmelig drøm, men en reel mulighed

K. Reuben Mark er Indiens yngste biskop. Skjortens lilla farve og den fornemme guldring indikerer hans kirkelige status, men hvor mange andre i samme position vælger et kors i guld, bærer han et i træ. ”Når jeg begiver mig ud i landsbyerne, ved beboerne, at de kan komme til mig. Hvis jeg går rundt med en guldkæde og guldkors, distancerer jeg mig fra dem,” siger han. -
K. Reuben Mark er Indiens yngste biskop. Skjortens lilla farve og den fornemme guldring indikerer hans kirkelige status, men hvor mange andre i samme position vælger et kors i guld, bærer han et i træ. ”Når jeg begiver mig ud i landsbyerne, ved beboerne, at de kan komme til mig. Hvis jeg går rundt med en guldkæde og guldkors, distancerer jeg mig fra dem,” siger han. - . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

I Indiens større byer er gadebørn, der tigger eller roder rundt i skrald for at finde noget, der kan spises eller sælges, fast inventar. Millioner af børn tilbringer deres liv på gaden, og problemet er voksende. Nogle stikker af fra deres familie på grund af vold eller overgreb, andre er forældreløse eller opholder sig alene på gaden, mens deres forældre leder efter arbejde.

Men hvor andre let ignorerer eller ser de mange børn som en normal del af gadebilledet, er realiteten en anden for K. Reuben Mark. Siden maj sidste år har han været biskop i den økumeniske kirke Church of South India i den sydlige delstat Telangana, og han har i årevis set det som sin opgave at hjælpe så mange gadebørn som muligt ud af slummen og fattigdommen til et værdigt liv.

I sit præsteembede tog han sig af knap 50 unge gadebørn, der enten var forældreløse eller kom fra fattige familier, og sørgede for, at de kom i skole. Hver aften kom børnene til ham. Han åbnede sit hjem for dem, hvor de først fik lov til at lege, derefter tog del i en gudstjeneste og til sidst fik et måltid mad at spise.

Om morgenen kom han til dem. Flere af dem overnattede i gaderne, så i de tidlige morgentimer gik han ud for at uddele boller til de sovende børn, så de ikke behøvede at grave efter madrester i skraldespandene. Vågnede de, fik de en bolle i hånden. Sov de, lagde han forsigtigt en ved siden af dem.

”Da Jesus var på jorden, gik han selv ud til folket og lod dem komme til ham med åbne arme. Jeg ville gerne have den samme tilgang til mit præsteembede. Så om morgenen gik jeg ud til børnene, og om aftenen kom de til mig,” fortæller K. Reuben Mark.

I Karimnagar-stiftet, hvor han er biskop, har man oprettet syv herberger for børn, der ingen forældre har, eller hvis familie er fattige. Fire af dem er forbeholdt piger, som er særligt sårbare, fordi pigebørn af mange fortsat betragtes som en byrde og oplever diskrimination.

Ambitionen er at sikre, at de mange gadebørn kommer i skole og får adgang til lægehjælp, så de får mulighed for at opnå en tilværelse væk fra gaderne.

Men børnene er mange og midlerne få, og de gamle skolebygninger og hospitaler, som missionærerne i sin tid stod for, er i forfald. K. Reuben Mark håber, at udviklingen kan vendes, for kirkens aktiviteter åbner muligheder for dem, der er i bunden af samfundshierarkiet.

Han er selv dalit og tilhører således den gruppe, som det indiske kastesystem betragter som kasteløse og urørlige. Som mange andre dalitter konverterede hans bedstefar til kristendommen, fordi missionærerne ikke skelede til, hvilken kaste man kom fra, men gjorde det muligt for selv fattige og kasteløse at få en grundlæggende uddannelse.

På trods af at kaste-systemet officielt blev afskaffet i 1950, lever kastediskriminationen ifølge K. Reuben Mark stadig i bedste velgående, og dalitter og religiøse minoriteter udsættes fortsat for chikane.

Situationen er kun blevet værre, siden det hindunationalistiske parti Bharatiya Janata Party, BJP, kom til magten med Narendra Modi som premierminister i 2014. For selvom kristendommen er den tredjestørste religion i Indien, er 82 procent af befolkningen hinduer. Kristne udgør et minoritet på kun 2,3 procent af befolkningen og er derfor i en udsat position.

”Religiøse forfølgelser har ikke været så udbredte, som de er i dag, hvor BJP har både magten og politiet i deres hænder,” mener K. Reuben Mark.

I hans eget stift blev en præst overfaldet, uden at politiet gjorde noget ved det. I et andet distrikt er en præst og hans kone blevet afklædt og tvunget til at gå nøgne ned ad gaden i et ydmygende optog.

”Vi har også oplevet, at kirkens land blev beslaglagt med begrundelsen, at en hindu-gud var født der, og et tempel blev bygget på grunden i stedet. Det sker, fordi vi er en minoritet,” siger K. Reuben Mark og fastslår:

”Selvom vi er en minoritet, kan vi udrette store ting. De fleste ser ikke potentialet i de børn, der lever på gaden. De ser dem som ting uden status, der ikke kan blive til noget. Men Gud har skabt dem med potentiale og med talenter. Det er de talenter, vi leder efter.”

I dag har flere af stiftets børn opnået et liv, som normalt ikke tilkommer Indiens gadebørn. Nogle af drengene med flair for biler og mekanik er blevet taxachauffører, mens andre er vokset op og blevet alt fra sygeplejerske eller lærer til politibetjent. K. Reuben Mark håber, at de forhenværende gadebørne vil give de muligheder, de har haft, videre til andre i samme situation som den, de selv har stået i som børn.

”Vi ønsker at plante Guds ord i børnene og lade dem opleve Jesu kærlighed - ikke kun gennem ord, men gennem handling. Et kristent liv handler ikke kun om at modtage, men også om at give. Det gælder også, selvom man er fattig, for man kan man stadig hjælpe andre. De børn, vi har hjulpet, støtter nu selv forældreløse børn og hjælper dem til en bedre fremtid. For børnene er vores fremtid,” siger biskoppen.