Indisk massevoldtægt kan ende som sejr for kvinderne

En 23-årig kvinde, der i nytåret døde efter en massevoldtægt i en bus i New Delhi, er på vej til at ende som ikon for kvinders rettigheder i Indien. Minister vil opkalde ny voldtægtslov efter den dræbte kvinde, og indiske unge bruger sagen som afsæt til at kræve øget sikkerhed for kvinder.

Sagen om den 23-årige kvinde der i nytåret døde af sine kvæstelser efter en massevoldtægt har spredt sig og fået tusindvis af kvinder og mænd i Indien og andre steder i Asien til at demonstrere for kvinders rettigheder. Her er det en kvinde i Mumbai, der protesterer."Modige hjerte, du er i mig. Kampen stopper ikke," står der på skiltet.
Sagen om den 23-årige kvinde der i nytåret døde af sine kvæstelser efter en massevoldtægt har spredt sig og fået tusindvis af kvinder og mænd i Indien og andre steder i Asien til at demonstrere for kvinders rettigheder. Her er det en kvinde i Mumbai, der protesterer."Modige hjerte, du er i mig. Kampen stopper ikke," står der på skiltet. Foto: .

Dit offer er ikke forgæves

Sådan lyder teksten på et brev lagt mellem tændte lys på fortovet i den indiske storby New Delhi. På netop dette sted steg en 23-årig kvinde den 16. december på en bus med sin kæreste. Sammen var de på vej hjem efter at have set filmen Pis liv i biografen.

Men bussen var ingen normal bus det var en fælde. Parret blev kidnappet og mens nogle af de seks mænd, der var i bussen, fastholdt kvindens kæreste, voldtog andre kvinden i en time, slog hende med et jernrør og forsøgte til sidst at slå hende ihjel ved at bakke bussen hen over hende. Kvinden endte med at være så ilde tilredt efter voldtægten, at hun kort før nytår døde på hospitalet af indre kvæstelser - organerne ødelagt.

Sagen er blot én ud af hundredvis af voldtægter, der hvert år begås i New Delhi - statistisk set voldtages en kvinde hver 14. time i byen. En statistik, der i øvrigt ikke er højere end mange andre storbyer i verden. Men lige netop denne voldtægt har alligevel vakt en voldsom vrede i den indiske befolkning. Tusinder har siden voldtægten demonstreret i New Delhis gader og krævet handling fra politikere og politi. Og hvor Delhis centrum normalt er propfyldt af festende unge nytårsaften, var der ved dette årsskifte stille og tomt. Planlagte koncerter blev aflyst og ifølge avisen The Hindu spredte mange unge budskaber på nettet om et sort nytår og et nytår i sorg for den unge pige.

Ravinder Kaur, der er lektor i indiske studier og centerleder ved Københavns Universitet har selv familie i New Delhi og har fulgt udviklingen på tæt hold:

Denne sag har sat tingene på spidsen. Pigen tog bare en bus! Det er en handling, vi i Indien foretager dag ud og dag ind. Jeg talte med min søster i går, og hun er bange for at tage bussen i Delhi. Rigtig mange, især unge, spørger: Hvor er vi henne, når man ikke længere kan tage offentlig transport uden at frygte voldtægt og død?, siger hun.

Og noget tyder på at demonstrationerne har en effekt. Et lovforslag til en strengere lov imod voldtægt, der blandt andet skal give 30 års fængsel og mulighed for kemisk kastration, er under udformning i parlamentet. Og tidligere på ugen foreslog en minister i den indiske regering at opkalde den nye lov efter den dræbte pige, skriver flere indiske aviser.

Men Indien har faktisk ganske strenge voldtægtslove i forvejen, forklarer Ravinder Kaur. Problemet er snarere måden, det indiske politi håndterer lovene:

Selv om det officielt er forbudt, praktiserer politiet stadig for eksempel tofinger-reglen. Reglen går ud på, at en kvinde, når hun anmelder voldtægt bliver undersøgt. Hvis man kan føre to fingre op i kvindens skede, betyder det, at hun må være vant til at have sex. Og således kan hun ikke være udsat for voldtægt. Når kvinden så kommer i retten skal hun altid afgive vidneudsagn to gange, og er der fejl, kan anklagen ikke opretholdes. Det kan også hænde, at dommeren beder hende om at lægge sig på gulvet foran hele retssalen og simulere voldtægtsforløbet som et skuespil.

Metoderne udspringer af et syn på kvinden som den hovedansvarlige, hvis hun voldtages, forklarer Ravinder Kaur. For tredive år siden reagerede landets kvindelige premierminister Indira Ghandi på en voldtægt med kommentaren: Hun bar nok for mange smykker. Og særligt kvinder af den laveste kaste, dalitter, har været udsatte, fordi deres status har gjort dem til lette ofre for mere magtfulde mænd.

Det er holdninger som disse, de unge i Indien nu håber laves om efter busvoldtægten i New Delhi. Så sent som i går beskrev avisen The Times of India arrestationen af et byrådsmedlem, der voldtog en dalitkvinde nytårsnat i det nordlige Indien. I New Delhi har politiet efter busvoldtægten oprettet en særlig hotline, som skal gøre det lettere at for kvinder at anmelde voldtægt. Og der er forbud på vej mod busser med tonede ruder, så man ikke kan se ind, skriver BBC.com.

Sagen markerer med alle tiltagene en ny begyndelse for Indiens kvinder, mener Ravinder Kaur. Båret frem af Indiens unge der udgør over halvdelen af landets befolkning, og som ved flere lejligheder for nylig også har sat fokus på korruption:

De unge både mænd og kvinder - sætter et enormt pres på politikerne, som i øjeblikket overbyder hinanden i, hvad man kan gøre for at beskytte kvinder. For tyve år siden kunne vi slet ikke tale om voldtægt, men især i løbet af de sidste to år er debatten blevet meget eksplicit. Indien er på vej til at tale om voldtægt uden skam - og det er en stor forandring.