Indonesiens religionsfrihed er i stadig større fare, og religiøs vold truer landets unge og fortsat skrøbelige demokrati.
Tre kirker i Bekasi (en forstad til hovedstaden Jakarta) står til snart at blive revet ned. Beskeden kom i onsdags med kort varsel og er udfærdiget af den Islamiske Forsvarsfront, en af flere paramilitære grupper, som mener at have ret til at eksekvere islamiske love kaldet syriah.
Kirkerne har været blokeret siden efteråret 2005, og salmesangen ved et fåtal udegudstjenester er druknet i Allahu Akbar-råb: Allah er stor.
At politiet som i alle årene har optrådt som passive tilskuere skulle gribe ind nu for at forhindre nedrivningerne, regnes ikke for sandsynligt.
Islamisternes aktion er en direkte følge af styrets beslutning tidligere på ugen om at forbyde de 600.000 medlemmer af den muslimske trosretning Ahmadiyah at udøve deres tro.
Årsagen til, at konflikten spidser til netop nu, er, at præsident Susilo Yudhoyono gerne vil genvælges næste år og derfor mener sig tvunget til at fremstå som en god muslim. I flere år har konservative mullaher og islamister krævet forbud mod Ahmadiyah, der betragtes som frafaldne, der spreder vranglære i islams navn.
Forskellen er til at overse mellem at bandlyse sekten og at give dens medlemmer forbud mod at udøve deres tro under trusler om fængsling. Men præsidenten har ment, at forskellen var stor nok til at kunne tilbagevise anklager om krænkning af den religionsfrihed, som landets sekulære forfatning garanterer.
Men dette kompromis truer i stedet med at udløse brutal vold og større forfølgelse af de religiøse mindretal.
I dag lever ahmadiyaerne i frygt for deres liv, og mange af dem har forladt hus og hjem og er flygtet.
Indonesien har altid været kendt for sin moderate og fredelige form for islam. Turistbrochurerne talte helt indtil for nyligt om smilets islam, og hinduer og kristne havde ingen problemer. Islamisterne er da også et meget lille mindretal, og den indonesiske variant af islam er fortsat tolerant. Men stemningen er alligevel under forandring.
Tolerancen er nu under angreb, sagde en tyskfødt jesuitter-præst, der har boet i Indonesien længe, til nyhedsbureauet Reuters i denne uge.
Generelt er der stadig religionsfrihed, men staten er samtidig svag og tør ikke håndhæve loven, hvis statens folk tror, at det er imod de religiøse følelser hos flertallet.
Politiseringen af islam fandt sted i starten af 1990erne, da diktatoren Suharto i bekymring for svigtende støtte hos hæren begyndte at begunstige de moskéer og konservative mullaher, han tidligere havde forfulgt. For at overbevise om sin egen fromhed drog han også for første gang som pilgrim til Mekka.
Den Islamiske Forsvarsfront var en af de paramilitære grupper, som blev dannet for at forsvare profeten og opretholde Koranens moralske vurderinger. I lang tid koncentrerede man sig om en hellig krig mod synden: Natklubber, barer, biografer, bordeller og sågar caféer blev stormet og ødelagt. Kvinder, der ikke var tildækket med jilbab, blev overfaldet og ydmyget offentligt på markedspladser eller ladet af lastbiler. Bogafbrændinger og heksejagt mod kvindelige kunstnere var andre aktiviteter, som skabte stor uro og frygt.
Suharto lod dem gøre det, og ingen af hans efterfølgere har vovet at slå ned på ekstremisternes stadig mere brutale hooliganisme. For 5-6 år siden indledte de en krig mod ahmadiyaerne, som ellers havde levet i harmoni med omgivelserne i mere end 80 år.
Hundredvis af Ahmadiya-moskéer og skoler er blevet vandaliseret eller brændt ned, og i mange byer er ahmadiyaer blevet jaget bort af pøbelen. Til trods for, at grundloven foreskriver religionsfrihed, har hverken politi eller myndigheder grebet ind til forsvar for ofrene.
Flere borgerretsbevægelser har krævet, at den Islamiske Forsvarsfront og andre hadgrupper skal opløses og forbydes. Omtrent 85 procent af Indonesiens befolkning er muslimer, og spørgsmålet om den rette lære har splittet dem.
Konservative dominerer i Indonesiens højeste muslimske organ, Ulama-rådet, som har udfærdiget en fatwa, der fastslår, at Ahmadiyah er en uislamisk hedensk sekt på vildveje, der bør forbydes. Trosretningen Muhammadiyah med 30 millioner tilhængere støtter dette krav, så længe sekten kalder sig muslimsk, mens Nuhdlatul Ulama med 40 millioner medlemmer står for tolerance og religionsfrihed. Risikoen for sammenstød mellem de to store trosretninger er åbenlys.
I Jakarta er demonstrationer for tolerance blevet overfaldet af den Islamiske Forsvarsfront og dens militære fløj, Islamisk Troppekommando, og mishandlet med bambuspæle og jernrør. Forfølgelsen af de enkelte Ahmadiyah-medlemmer er også eskaleret, og mange forventes at flygte fra landet og søge politisk asyl i nabolandene.
Præsident Yudhoyono har været nødt til at anholde omkring 50 af de islamiske ekstremister og alt politi jagter nu en af lederne, Munarman, som i medierne beskrives som mere rabiat og farligere end Osama bin Laden. Men samtidig har præsidenten straffet ofrene i Ahmadiyah langt hårdere. Hans dekret godtages ikke af de militante, men bliver set som endnu et mandat til fortsat jagt på de vantro.
Bekymringen vokser for, at den Islamiske Forsvarsfront allerede nu samarbejder med terrorbevægelsen Jemaah Islamiyah, som stod bag bomberne i Bali og Jakarta, og som spreder skræk og rædsel over hele Sydøstasien.
Men mens fredsommelige Ahmadiyah er blevet gjort fredløs, har regimet indtil videre undladt at forbyde Jemaah Islamiyah.
Oversat af Sara Høyrup