En række terrorforskere i og uden for USA er bekymrede for, om den amerikanske præsident, Donald Trump, opnår det, han gerne vil, med sit dekret om et midlertidigt indrejseforbud mod personer fra syv lande i Mellemøsten og Nordafrika: Syrien, Irak, Iran, Libyen, Yemen, Somalia og Sudan. Dekretet har til formål at beskytte USA mod terrorisme ved at forhindre udenlandske terroristers indrejse i landet, men det kan ende med at resultere i flere terrorangreb, mener forskerne. I USA og mod amerikanere i udlandet.
”Det er en meget dårlig idé, hvis man vil højne USA’s sikkerhed. Den er totalt kontraproduktiv. Dekretet kan blive en selvopfyldende profeti, fordi det vil styrke al-Qaeda og Islamisk Stats fortælling om det anti-muslimske Vesten og dermed øge radikaliseringen,” siger terrorforsker Magnus Ranstorp, forskningsdirektør ved det svenske forsvarsakademi.
Han peger på, at hvis præsidenten endelig ville udpege bestemte landes indbyggere som særligt risikable, er det underligt, at dekretet ikke omfatter lande som Afghanistan, Pakistan, Tyrkiet og Saudi-Arabien – lande, der set ud fra en objektiv betragtning udgør langt større trusler. I efteråret fastslog en rapport fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA, at omkring 20 terrornetværk opererer i Afghanistan og langs grænsen til Pakistan.
Derimod viser en analyse fra den liberalistiske, amerikanske tænketank Cato, at der fra 1975 til 2015 ikke har stået udlændinge fra et af de syv lande bag et dødeligt terrorangreb i USA.
”Det, der nu sker, er, at forbuddet leder til en yderligere polarisering mellem Vesten og islam, fordi det ikke giver mening at udstede et total forbud mod samtlige indbyggere i syv tilfældige lande,” siger Ranstorp.
Elizabeth Goitein, med- direktør ved Brennan Center under New York University, hvor hun forsker i national sikkerhed og frihedsrettigheder, er urolig over det signal, som Trumps dekret sender.
”Det budskab, der står tilbage, er, at USA ser muslimer som en trussel – ikke konkrete personer, som er ude på at begå terror. Beskeden om, at USA virkelig er i krig med islam, vil være Isis’ (Islamisk Stat, red.) bedste ven,” siger hun til det amerikanske politiske magasin Mother Jones.
Magnus Ranstorp er enig i, at et land både kan og skal garantere sine indbyggeres sikkerhed, men efter hans overbevisning gennemfører USA allerede nogle af verdens tætteste indrejsekontroller. Ikke mindst, når vi taler om lande som de pågældende syv, hvor der kræves visum for at rejse ind i USA.
”USA har haft en hård kontrol siden 11. september. Du bliver undersøgt før afrejsen og igen ved ankomsten, og USA’s terrorberedskab er super effektivt,” siger han.
I USA hæfter terroreksperter sig desuden ved, at det kun har begrænset effekt på terrortruslen at forhindre udlændinge i at komme ind i landet, da hovedparten af de terrorangreb, der er udført siden angrebene den 11. september 2001, er foretaget af amerikanske statsborgere. Det, der kaldes ”homegrown” terrorister, fordi de er opvokset i det land, hvor de udfører deres terror. En rapport fra tænketanken New America Foundation viser, at 80 procent af angrebene siden 2001, er udført af ”homegrown” terrorister.
Daniel Benjamin, tidligere topembedsmand i det amerikanske udenrigsministerium med ansvar for terrorbekæmpelse og nu ansat på Dartmouth universitet, siger til avisen The New York Times, at dekretet sender et signal til det amerikanske muslimske samfund om, at det står over for diskrimination og isolation. Det risikerer at opmuntre flere muslimer til at begå terrorangreb.
Set med hans øjne er det desuden en kæmpe fejltagelse, fordi det hæmmer samarbejdet om terrorbekæmpelse i nogle af de lande, hvor truslen er størst. Herunder kampen mod Islamisk Stat i Irak.
”Jeg kan selv med min bedste vilje ikke se, hvorfor vi ønsker at lægge os ud med irakerne på et tidspunkt, hvor det er dem, der bekæmper Islamisk Stat på landjorden,” siger han,
Ifølge William McCants, der leder et forskningsprojekt om USA’s forhold til den islamiske verden ved Brookings Institute, kan Trumps taktik stik mod sin hensigt styrke Islamisk Stat, fordi nogle vil følge sig kaldet til at vælge side. I modsætning til de to foregående præsidenter Barack Obama og George W. Bush, som begge gjorde meget ud af at skelne mellem konkrete terrorister og muslimer, går Trump således direkte efter religionen selv.