Prøv avisen

Indvandring satte skub i svensk partilederdebat

Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, bad statsminister Stefan Löfven "slutte med løgenretorikken", da han blev beskyldt for at ville tage de penge fra kommunerne, som skal være med til at sende indvandrere og flygtninge i job. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix

Vi lader spørgsmålet om indvandring og integration paralysere svensk politik, siger Moderaternas leder.

Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, og den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, tørnede sammen over Sveriges indvandringspolitik, da der onsdag var partilederdebat i svensk radio.

Efter en tam indledning, som begyndte med debatter om skole, arbejdsmarkedspolitik og ventelister på sygehusene, slog det gnister, da emnet skiftede til indvandring og integration.

- Det virkelige kaos i indvandringspolitikken står Sverigedemokraterna og Jimmie Åkesson for, sagde Löfven.

- I drømmer om, at hvis disse mennesker ikke var her, ville alt være godt. Men I fjerner kommunernes ressourcer, som skal bidrage til, at de kommer i arbejde. Du bluffer, Jimmie Åkesson, sagde statsministeren.

Svaret kom prompte fra Åkesson:

- Vi har fremlagt vores valgprogram i dag, hvor vi styrker kommunerne og velfærden, langt mere end Socialdemokraterna gør. Stop med løgneretorikken. I har løjet i flere måneder nu, sagde SD-lederen.

Centerpartiets leder, Annie Lööf, angreb Sverigedemokraterna for at kræve stop for modtagelsen af kvoteflygtninge og for at ville lukke den svenske grænse for asylansøgere.

- Du diskvalificerer dig fra at være med i denne debat, for du har ingen integrationspolitik. Du siger jo nej til alt, sagde Annie Lööf.

Moderaternas leder, Ulf Kristersson, der er oppositionens bud på Sveriges næste statsminister, rakte en hånd ud mod Löfven i indvandringspolitikken.

- Vi lader dette spørgsmål paralysere svensk politik, sagde han og påpegede, at ingen af partierne kommer til at få alt, hvad de vil have.

- Lad os tage hinanden i hånden, lød opfordringen.

Udgangspunktet for indvandringsdebatten var, at Riksdagen tidligere på året vedtog at prøve 9000 asylsager igen. Det drejer sig om mindreårige, der er kommet uledsaget til Sverige. Mange af dem er fra Afghanistan.

Der skal være valg til den svenske Riksdag den 9. september.

Meningsmålinger spår, at Sverigedemokraterna bliver næststørste parti med 19 procent af stemmerne.

Socialdemokraterna står til at blive valgets største med en opbakning på 25,5 procent.

Samlet set har den rødgrønne alliance 41 procent, mens den borgerlige fløj står til 37,7 procent, viser den seneste måling fra analyseinstituttet Sifo.

/ritzau/TT