Prøv avisen

Indvandring til Israel slår rekord

Jøder i Israel deltager i begravelsen af de fire jøder, som blev dræbt ved et gidseldrama i Paris. Foto: REUTERS/Ammar Awad

For første gang nogensinde er der flere jøder fra den vestlige verden og Sydafrika, der slår sig ned i Israel, end der er jøder, som flygter til Israel fra konflikter og krige

Et stadig stigende antal jøder fra hele verden vælger at flytte deres hjem til Israel.

Alene i det forgangne år er godt 26.500 jøder indvandret til Israel. Det er første gang i 10 år, at tallet er så højt, og alene i forhold til 2013 er det en stigning på 32 procent.

Udviklingen vækker glæde hos den israelske indvandringsminister, Sofa Landver, som understreger, at Israel stadig langtfra har nået sit mål. Hun forventer, at tallet vil stige igen til næste år.

”Vores ministerium fortsætter med at arbejde med alle relevante parter for at fremme, at eksilet bliver samlet; en vision, der har fulgt det israelske folk siden statens oprettelse,” sagde ministeren ved offentliggørelsen af tallene.

Dermed tegner det til, at disse år bliver en milepæl i Israels historie, hvad angår immigration. Tidligere perioder med høj indvandring har været årene omkring statens oprettelse i 1948 og Seksdageskrigen i 1967, ligesom der også flyttede mange jøder til Israel under den anden intifada i begyndelsen af 2000'erne.

Det er især udvandringen fra Vesteuropa, der tæller op i statistikken. Over 8600 jøder fra Vesteuropa flyttede til Israel i 2014, hvilket er en stigning på 88 procent i forhold til året inden.

Ifølge organisationen The Jewish Agency (Jødisk Agentur), der arbejder for at få flere jøder til Israel, er der nu for første gang i Israels historie flere jøder fra den ”frie verden”, der flytter til Israel, end der er jøder, der indvandrer på grund af krige og konflikter. Den frie verden definerer agenturet som Europa, Nordamerika, Australien og Sydafrika.

Der er to hovedårsager, der går igen i indvandrernes begrundelse for at flytte fra den frie verden, siger Avi Mayer, talsperson for The Jewish Agency. Den ene er den økonomiske krise, hvor de ser muligheder for en bedre økonomi og en højere levestandart i Israel. Den anden grund handler om stigende antisemitisme.

”Når man ikke kan identificere sig selv som jøde på gaden uden at frygte chikane, siger mange, at de har svært ved at se deres fremtid i det land,” siger Avi Mayer specielt med henvisning til situationen i Frankrig, der er det land, hvorfra flest jøder udvandrede sidste år.

Mens de israelske myndigheder glæder sig over udviklingen og aktivt prøver at fremme den, bliver den omfattende jødiske udrejse mødt med langt større skepsis i udlandet. Da Israels premierminister Benjamin Netanyahu var i Paris i sidste uge for at deltage i sørgemarchen efter terrorangrebet, lød hans budskab til franske jøder, at Israel er deres hjem.

Det var en udtalelse, han fik heftig kritik for blandt flere jødiske ledere i Europa. For eksempel sagde lederen af Den Europæiske Jødiske Sammenslutning, Menachem Margolin, at en sådan kommentar svækker de jødiske samfund i Europa, og at flertallet af Europas jøder ikke ønsker at flytte.

”Den israelske regering må anerkende denne virkelighed og huske, hvor strategisk vigtig det er, at jøder støtter Israel i det land, de bor i,” sagde Menachem Margolin ifølge den israelske avis Haaretz.

Avi Mayer fra The Jewish Agency mener, at det handler om at finde en balancegang, så jøder både får de bedste muligheder for at flytte til Israel, samtidig med at de jødiske samfund i andre lande forbliver stærke.

”Et stærkt Israel er afhængig af, at der er stærke jødiske samfund rundt om i verden. Samtidig er jødiske samfund kun så stærke, som staten Israel er. Målet er at sikre, at jøder kan flytte til Israel, men at det sker af egen fri vilje og ikke af nød,” siger han.